Jeg har ondt i skallen. Det er selvforskyldt. Dumt, og jeg gør det aldrig igen. Indtil næste gang. Nej, jeg har ikke tømmermænd. Heller ikke migræne eller træningshovedpine.

Næ, jeg knaldede skam hovedet ned i bordet i ædru tilstand til et møde. Virkelig virkelig dumt. Det var i frustration over en opgave, min kollega og jeg ikke kan knække.

Nå, men da jeg kommer hjem, har min søn et fint tæppemønster i panden. Fordi han har knaldet hovedet ned i gulvet i frustration i børnehaven.

Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde. Æblet knalder i vores tilfælde ned i jorden tæt ved stammen.

Kan godt tænkes, at vi skal se lidt på vores coping-strategier …