Vækkeuret ringede 5:25. Jeg stod op, frysende, træt og frisk på at sove videre. Ud i bad, og da jeg kom ind igen, lå Nicholas sådan her og sov.

Sådan blev han liggende en times tid, til jeg vækkede ham. Han var sur, ville sove videre. Men op kom han. Ingen morgenmad, næsen ned i Ipad’en. Brok over at skulle afsted. Skrig, vræl, stritten imod. Det endte naturligvis med en nedsmeltning, da vi skulle afsted.

Jeg prøvede på at holde lav profil og prøve at få det til at glide, men han løb skrigende væk fra mig, da vi kom ud og brølede af mig, da jeg gik hen mod bilen i stedet for at jagte ham.

Inde i bilen brølede han af mig, og jeg prøvede at trænge igennem med ‘stop’ et par gange og lidt højere; ‘stop’ og så til sidst ‘STOP SÅ!’ til ham, uden held. Til sidst faldt han dog lidt ned.

I børnehaven ville han pludselig ringe til far og sige undskyld, og det gav jeg ham lov til, så han ikke skulle gå rundt med en usagt undskyldning i hovedet hele dagen. Det var så kært at lytte til hans samtale. Det var med det tungeste hjerte, at jeg kyssede ham farvel. Jeg kørte på arbejde, træt, tung og nu også med begyndende hovedpine.

Den første mail, jeg åbnede, var en sviner fra en overordnet cc til min chef og 6-7 kolleger. Jeg svarede afmålt tilbage cc til alle med en forklaring, som blev besvaret med endnu en sviner cc alle. Jeg svarede spidst på sviner nr 2, at ‘jeg ikke vil synke ned på dit niveau, så jeg afholder mig fra at kommentere yderligere’ cc alle. Gitte 4 år. Opfølgende mail fra vedkommende har jeg ikke svaret på, inkl. den forklarende/opblødende mail stilet kun til mig. Talk to the hand! Nu prøver jeg at løse problemet efter at have brugt al mit overskud på det forkerte. Ej men fantastisk 😦

Resten af dagen kan KUN blive bedre!