Julen er så fin og hyggelig, jeg elsker jul, men jeg er allerede ude i at finde på undskyldninger for arrangementerne på jobbet; julefrokost, hyggemiddag, anden middag etc. Jeg har ikke lyst til at deltage. Overhovedet ikke. Der foregår så mange ting for tiden. Vores søn har det sværere om vinteren. Det er som om mørket og det med at være indendørs presser ham yderligere, og han bliver lettere stresset, presset og overvældet. Og får nedsmeltninger.
Jeg mangler energi, og jeg føler, at den energi jeg har, bruger jeg på arbejdet og kommer fuldstændig fladmast ud i den anden ende. P.t. gider jeg ikke stå op om morgenen. Jeg bruger RIGELIG tid på arbejdet, og jeg er asocial på den måde, at jeg ikke ønsker at bruge mine aftener og nætter på arbejdet oveni.
Det er den ene side af sagen, og det er nok bare en bortforklaring, for den anden side af sagen er, at jeg i bund og grund er overbelastet eller er jeg mon introvert? Og det er måske dét, der er kernen i min modvilje; jeg gider simpelthen ikke firmafester. Jeg er blevet typen, der helst melder afbud til firmafester. Jeg har aldrig spontan lyst til at feste med mine kolleger.
Selv da jeg var festabe og gik i byen et sted mellem en og tre gange om ugen og gerne til klokken 10 næste dag meldte jeg for det meste fra til firmafester. For mig er firmaarrangementer udelukkende en pligt. Jeg vil hellere holde fri og være sammen med nogen, jeg selv vælger at være sammen med.
I går var jeg på arbejde, jeg kom sent ud af døren og skulle direkte videre til lanternefest i børnehaven og derefter videre til middag med kollegerne. Det er simpelthen for meget for mig, og jeg orker det ikke. Min søn bad mig grædende om ikke at gå videre efter lanternefesten, og jeg havde den største lyst til bare at droppe dagens sidste aftale, fordi jeg var så udkørt.
Jeg prøvede at peppe mig selv op i bilen på vej derud, men frisk blev jeg sgu ikke. Det blev også en lang aften med småfulde kolleger og dårlig mad. Jeg havde på forhånd besluttet ikke at være den første til at gå, men jeg kæmpede mod trætheden, prøvede at kamouflere mine gab og mine kløende trætte kontaktlinseøjne. Jeg prøvede at følge samtalen, men det holdt hårdt, for larmen og de mange indtryk rungede i mit trætte hoved. På trods af det var det faktisk rimelig hyggeligt, og jeg er da ok med, at jeg tog med. Fredag til lørdag fik jeg 4 timers søvn – jeg var hjemme klokken 1 og vækkeuret ringede igen klokken 5.
Fredag aften var jeg så træt, at jeg faldt i søvn ved siden af vores søn i sofaen, allerede inden han blev lagt i seng ved 20-tiden. Jeg faldt i søvn, da jeg puttede ham, og jeg stod modvilligt op igen efter ½ time totalt mørbanket og udkørt. Sad i sofaen som en levende død og var seriøst crappy selskab. Lørdag var det morgen ved 5-tiden, da vores søn gav sig til at nusse mig.
Lørdag var jeg endnu mere træt og ved siden af mig selv, jeg var helt udkørt allerede klokken 21, hvor jeg sad og gabte i gode venners selskab. På den måde kostede én skide aften med arbejdet hele 3 aftener, faktisk hele weekenden! Det er simpelthen ikke det værd. På fredag og på næste onsdag er det det samme igen. På den igen, for det med job og barn det kan man jo godt, ikke?
mammalade 
Tillad mig at rette dig en smule… For at være introvert er ikke lige med at være asocial. Uanset hvad andre (dine kolleger måske?) end måtte mene. At være introvert betyder blot at man vælger sit selskab med omhu, og at man for alvor først slapper af når man er sammen med mennesker, der kender en godt og holder af en præcis som man er. Firma-arrangementer falder sjældent ind for den kategori.
Det kan være svært at være introveret i en ekstrovert verden. Så at Nicholas også føler sig lidt presset for tiden er fuldt forståeligt. Mørkt om morgenen, mørkt om aftenen. Vi bliver squ alle drænet for energi og overskud.
Kærlig hilsen
en introveret *som elsker arrangementer sammen med gode venner og familie, men sjældnet bryder sig om store fester (og i særdelesheder ikke pligtarrangementer på jobbet)*
LikeLike
Hej Jette,
Ved godt, at asocial ikke er lig med introvert. Men det er altså asocialt og det anses for værende asocialt ikke at deltage i sociale sammenkomster på jobbet. Det kommer man ikke udenom, selvom årsagen så er, at jeg er introvert og rent faktisk ikke er “ægte asocial”, men “selektivt social” – for jeg vil gerne være sammen med folk – jeg vil bare selv vælge, hvem jeg er sammen med. Sammenkomster på jobbet dræner mig langt henad vejen for energi, mens de fleste private sammenkomster giver mig energi.
Har DU det på samme måde med jobarrangementer??? Jeg troede, at jeg var den eneste – alle mine kolleger GLÆÆÆÆÆÆÆDER sig til julefrokosten, planlægger tøj, frisørbesøg, kosmetolog og alt muligt. Men ikke mig. Jeg skal alligevel have farvet hår i denne uge, det er vist det 😉
Gitte K
LikeLike
Vi er i bund og grund helt enige… Men jeg synes faktisk at dine kolleger bør forstå og respektere at det er ganske frivilligt om man deltager i sociale arrangementer udenfor arbejdstid (og at man derved ikke er asocial), men jeg ved også at i et job som dit forventes det at man netop er social og udadvent og…..
Løsningen på ovenstående skisma kender jeg ikke. Andet end man bør være ærlig overfor sig selv, og det er jo netop det du er. Samt at det er ok at melde afbud eller tage tidligt hjem, når man har gjort sin ‘pligt’
LikeLike
… og svar på dit sidste spørgsmå: jeg går såvidt det er muligt udenom sociale arrangementer på jobbet. Jeg har bestemt nogle søde kolleger, men jeg vil langt hellere være sammen med min dejlige familie og/eller venner i min dyrebare fritid.
Lur om om flere af dine kolleger ikke har det på samme måde som dig (og mig), hvis de stopper op og er helt ærlige overfor sig selv.
LikeLike
Har lige opdaget, at jeg ikke er alene – hver anden af mine kolleger har det på samme måde.
Hvorfor i himlens navn er det så et tabu?!
http://www.avisen.dk/hver-anden-fester-med-kollegerne-af-pligt_241551.aspx
LikeLike
Godt spørgsmål. Men det beviser jo bare at vi ikke er alene 🙂
LikeLike
Yes, vi er en flok 😀 😀
LikeLike
Jeg er selv en introvert type, og har aldrig brudt mig om firmafester. Jeg har stort set altid meldt fra. De få gange jeg har deltaget har som regel kostet mig dyrt.
Jeg bliver totalt drænet for energi, og kan slet ikke forstå, at der er mennesker, der synes det er sjovt og givende at være sammen med en masse mennesker, som sidder og taler højt og i munden på hinanden, mens musikken kører på højeste volumen i “baggrunden”.
I skolen blev jeg kaldt for “asocial”… Det var vist inden, der var noget, der hed “introvert” og “ekstrovert”… Jeg har altid været en af “de stille piger”, derfor navnet på min blog.
Jeg kan ikke engang holde ud at spise i en kantine. Der er for megen larm, snak og jeg bliver stresset, også selvom jeg sidder sammen med kolleger.
Nu er jeg så “heldigvis” blevet fyret, men en dag ryger jeg ud i et job igen. Og der er meget lidt forståelse for mennesker, der har det bedst med ikke at deltage i sociale aktiviteter. Det provokerer folk helt vildt, og man skal virkelig være stærk.
Jeg ser, hvordan man forventer, at folk gider at investere i deres kolleger og ledelse – i deres fritid. Dermed udstøder man mennesker, der er anderledes. Nogle vil mene, at det er os, de introverte, der udstøder de andre. Jeg oplever det som et urimeligt pres, at fordi man har ja til et job, så skal man også bruge sin fritid på at være sammen med kolleger – og ledelse!
Jeg synes man skal holde privatliv og arbejdsliv adskilt.
LikeLike
Hvor er jeg glad for dit ærlige svar!
Jeg synes, at det er helt skørt, at firmafester er noget, cirka halvdelen hellere vil være foruden.
Jeg har bare tænkt, at det var mig, der var underlig og sær, men det er helt normalt at have det sådan. Det er jo ikke fordi jeg ikke ka’ li’ mine kolleger, jeg er virkelig glad for dem, men derfra og så til en ugentlig middag med dem ud over arbejde – det er for meget!
Kram fra en stille pige til en anden
LikeLike
Jeg og mine børn, har det på samme måde som din søn. Det er ligesom at man bliver hurtigere overstimuleret af at være indendøre. Bliver hurtig overvældet, “køre op” og får, som du beskriver “nedsmeltninger”. Det som jeg vil kalde overstimuleret/ikke kan rumme mere.. Igen, det meget sensitive mennesker reagere ved og på. Lige så som mange sensitive mennesker er indroverte, ligesom jeg selv er. Har dog altid “prøvet” på at leve et liv som det stikmodsatte. Social og med til det hele. Uden at lytte til mig selv. Det brændte mig ud. For som du beskriver, vælger jeg noget til, som jeg egentlig ikke følerjeg kan magte/rumme så giver det max. bagslag. Også flere dage efter. Også fysisk. Nogen mennesker har bare mere brug for “alene tid” hvor man kan oplade. Og ja, det kan være svært at acceptere og indrette sit liv efter det. For når man kommer med undskyldninger og ikke står ved sit eget behov, er der noget man ikke har accepteret selv, endnu. Men i andres øjne, kan det også være svært at forstå. Og nej, det er bestemt ikke det samme som asocial. De introverte kan godt synes godt om selskaber og samvær, men dem de selv tiltrækkes efter. Og måske ikke så mange mennesker af gangen. Og ja, når man er sensitiv, når er arbejdet rigeligt, og så har de fleste brug for at trække følehornene til sig selv, og genoplade sig. Og når man så selv har et barn, og også besider sensiviteten, dræner det også een. Så stå ved det, og vær stolt af det. Lad være med at overføre det eller skjule det. Det har jeg gjort i mange år, og tro mig, det medfører ikke noget godt med sig.
LikeLike