I dag var planen at blive i Westendorf og omegn. Den plan holdt ikke en meter. Vejret var helt perfekt; solen skinnede fra en dybblå himmel med store hvide skyer på. Vi startede med at købe morgenkaffe hos bageren, og så gik vi over for at spille minigolf. Der var lukket, og først klokken 15 åbnede de! Nicholas brød helt sammen, og store salte tårer trillede ned ad hans kinder. Han blev bare SÅ skuffet, og så måtte vi finde på noget andet, der kunne trumfe en minigolfturnering. Allerhelst ville han gerne køre i bjergbane, hikstede han mellem tårer. Note to self; tjek åbningstiderne!

Tilbage til hotellet for at researche efter bjergbaner og legepladser i nærheden. Jeg fandt frem til Kaiserswelt, som ligger cirka 25 km fra Westendorf. Vi pakkede vores ting og tog afsted.

Frit oversat, så lyder beskrivelsen nogenlunde således:

Lige ved bjergbanens station på toppen kan både ung og gammel holde en pause fra hverdagen. Så snart man træder gennem kejserslottets porte ind i den hemmelighedsfyldte kejserlige skov på bjergets top forsvinder verden, som man kender den og eventyret begynder; på slotsvæggen er der en udfordrende klatrevæg, i skoven ligger der træhuse, labyrinter og alle slags ridderlige legeredskaber. Overalt er der utallige eventyr at udforske i skovens dyb. På den tilstødende legeplads kan man hoppe, gynge, svinge, svæve, dreje, soppe, klatre og lege med sand eller vand – alt efter temperament.

Det var ikke særlig overdrevet. Måske snarere lidt underdrevet, for det var et mekka for børn i alle aldre. Der var også mange, der havde fundet vej, men selvom der var mennesker over alt, var der ikke proppet.

Allerførst kørte vi gennem Itter til Kaiserwelt i Scheffau .. måske skal jeg lige nævne 15% stigning på smal bjergvej uden nævneværdig afskærmning mod afgrunden og med fartbegrænsning på max 100 km/t? Spændende 😉 Vi nåede frem til bjergbanen, og for €42 købte vi både bjerg- og dalfart med bjergbanen. Med gæstekortet fra hotellet fik vi omkring €3,50 i rabat. Bjergbaner er generelt dyre i Østrig – til gengæld er alt sjovet på toppen oftest gratis, så tager man det med i betragtning, er det måske ikke så pebret endda.

Selve bjergbanen i Scheffau op på bjerget Brandstadl (1.650 meter) var alle pengene værd, for på modsatte side ligger Wilder Kaiser, som er områdets største, højeste og mest imponerende bjergmassiv. Fra bjergbanen op på Brandstadl er der den mest spektakulære udsigt over hele bjergmassivet på den anden side, og jeg fik godt nok skudt nogle billeder af, for udsigten ændres hele tiden og bliver mere og mere storslået, efterhånden som man svæver op til 1.650 meters højde. Selve turen tager omkring 20 minutter, og man svæver stejlt op over bløde grønne enge, klipper og skove. Gondolerne kan rumme 6 personer, og de er stort set gennemsigtige – undtagen i bunden – så man får et sug i maven, når de skydes ud over afgrunden fra topstationen.

Bjergene på den anden side rager op over trægrænsen, som i Alperne ligger ved cirka 1.800 meter og udgør den perfekte kulisse for en legeplads. Legepladsen på Brandstadl ligger øverst oppe med et hegn, der forhindrer uheld ved afgrunden. Da vi stod af bjergbanen, spurtede Nicholas afsted – overalt var der legende børn og afslappede forældre i liggestole. Her var på alle måder højt til loftet.

Nicholas startede med at ligge 1 1/2 minut i en kæmpe hængekøje – derefter gik det over stok og sten til det drejende legehus, karrusellen, klatrestativerne, hængebroen, trampolinerne (jeg tror, at der er 5-6 styk), vandlegepladsen, svævebanen (mor er ikke fan) osv osv. Efter en hektisk rundtur satte vi foden ned og råbte ‘frokost!’ – og blev mødt af vilde protester. Allan fik tapas på tyroler-manér; et helt spækbrædt med tyroler delikatesser, og jeg fik en Wurstsalat bestående af strimlet pølse, sure agurker, rød peber, rødløg og syrlig dressing. Må kunne kopieres 🙂

Bagefter gik vi ud på legepladsen, og vi gik gennem porten til den kejserlige skov. Porten var bygget i træ, og der var gange indeni, samt klatrevæg på bagsiden. Nicholas er efterhånden virkelig god til at klatre, så han gav den gas i 2 meters højde. Han kravlede også ind og op på borgen, samt rutschede ned af en snoet rutschebane. Derefter spurtede han afsted op i et andet træhus, som viste sig at være en labyrint. Og endnu et andet træhus med en hængebro og rustchebane. Skoven skrånede stejlt nedad, og så langt jeg kunne se mellem træerne nede af bjerget var der nye ting at udforske; vandbassin, gynger, svævebaner, træhuse, balancebomme, liner og forskellige meget lange rutschebaner.

Nicholas spurtede rundt, og jeg vil tro, at han prøvede det meste. Han prøvede også den næstvildeste svævebane. Jeg var IKKE fan. Hvis man nu ikke evnede at holde fast, når svævebanen blev bremset brat af nogle gummidæk på wiren, så bliver man kastet af – og dér for enden stod et træ til lige at stoppe flyveturen ned af skråningen ret brat. Ved den vildeste svævebane havde de dog forsynet træet, der skulle stoppe de uheldiges flyvetur, med en slags tynd madras.

Men ikke på den næstvildeste svævebane. Der var bare et træ at baske ind i for fuld skrue. Nicholas er så lille, at han skal have hjælp til at komme op på svævebanen, og så er det ellers bare med at holde fast. Det understregede faren kraftigt for ham. Hold nu kæft, hvor gik det stærkt. Ungen skreg og jublede af glæde over det vilde ridt. Jeg tog billeder og prøvede at bremse svævebanen bare lidt, men det hjalp ikke en tøddel. Heldigvis formåede Nicholas at holde fast. Og jeg besluttede, at dermed var det slut med svævebaneture og vandt dermed medaljen som Årets Ondeste Mor, for i samme øjeblik fik han øje på den vildeste svævebane med det polstrede træ for enden og ville prøve den. Nej!

Den titel blev cementeret, da vi annoncerede, at nu skulle vi ned fra bjerget med bjergbanen. Det ville han bare ikke. Endnu. Han spurtede hen på trampolinen, hvor der i forvejen var 5-6 meget store børn i færd med at hoppe meget vildt. Nicholas elskede hvert sekund. Han fløj op i luften, når de hoppede til. Han landede storgrinende på hovedet, på ryggen og mest på numsen og på fødderne. Jeg fik ham overbevist (under stærke protester, naturligvis) om at gå over på en anden trampolin, hvor han kunne hoppe alene. Dér hoppede han lydigt i et par minutter, så satte han kursen over mod den overfyldte trampolin igen. Det var trods alt sjovere. Dér stoppede vi ham, og så fik vi ham modvilligt med over i retning af bjergbanen.

Nedturen var mindst lige så smuk som opturen. Solen stod lidt lavere og gav bjergene et mere gyldent skær. Selvom vi startede fra 1650 meters højde, tårnede Wilder Kaiser på den anden side sig op over os. Fantastisk og storslået.

Da vi kom tilbage på hotellet, var vi en tur i hotellets swimmingpool. Nicholas kan ikke svømme, men han bliver mere og mere modig og tør nu være alene i bassinet, som er for dybt til, at han kan bunde. Men tilbabysvømning har han lært at kravle op på kanten, så han kan altid komme op. Han eksperimenterede også med at flyde, og jeg lærte ham, at han skal lukke munden, så han undgår vand i munden. Han ville ikke med op, til trods for at han efter en halv times tid frøs så meget, at han både havde blå læber, rystede og talte i staccato. Op kom vi til sidst, fordi jeg frøs.

Her til aften spiste han en stor portion agurk, samt rød, gul og grøn peber, samt næsten al sin pasta og to skiver brød med smør. Dessert ville han ikke have noget af. Nu ligger han og sover. Han ville ikke sove – han ville gå aftentur og lege med Skylanders, men nixenbixen.