Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..

Gensyn med Westendorf

Vi spiste frokost på Hotel Post i Westendorf. Vi fik den legendariske Wurstsalat med en perlende kold Almdudler til.

Almdudler

Bagefter fik vi en Apfelstrudel og en Milchkaffee. Det var hyggeligt på Hotel Post, men der var nærmest ikke andre end os.

Wurstsalat
Apfelstrudel mit Schlag ❤️

Vi mindedes vores fantastiske ferier i Westendorf med 40C varme, blå himmel, grønne enge og højt solskin. Jeg husker som var det igår, da vores søn legede i haven ved Hotel Post, mens vi sad i kastanietræernes skygge og pustede ud. Jeg husker også regnvejr – meget af det.

Knægten husker kun det gode. Han var ked af det, han ville gerne blive i Westendorf, selvom det regnede. Han begyndte at græde, for han savner vores fantastiske ferier med hygge på vores dejlige værelse, ture med bjergbanen, de mange eventyr med Alpinolino, Timok og Ellmi og masser af svømmeture i hotellets pool og i det nærliggende fribad. Han ønsker sig bare tilbage. Vi krammede ham. Østrig og Westendorf vil altid have en særlig plads i vores hjerter. Altid.

Dengang ❤️

Da vi havde spist frokost, gik vi en runde i byen. Vi var forbi alle de kendte steder og gader. Byen var en skygge af sig selv. Det hjalp heller ikke på det, at regnen tog til. Jeg har aldrig før set så tunge og mørke skyer hænge så lavt over byen. Nærmest symbolsk 😢

Vi gik forbi Hotel Jakobwirt, som har været ramme om vores mange skønne ferier. Der var lukket på ubestemt tid, stod der på skiltet. Lyset var slukket, der var intet liv, stole på bordene i restauranten og ingen blomster i altankasserne.

Hotellet var øde, forladt og trist, og det var ikke kun dér. Byen virkede forladt og øde. De betaler en høj pris for Coronakrisen her. Hele sommersæsonen mister de. Vi kan køre væk fra det og holde ferie et andet sted, men det er jo folks levebrød.

Det er virkelig hårdt at se et sted, vi holder så meget af og har så gode minder fra, i den tilstand. Et eller andet sted håber man jo, at alt bliver som før. At vi en dag kan ta’ tilbage dertil og alt er som før. Men det er tydeligt, at Corona’en koster dyrt her. Der er lukket butikker, caféer og hoteller i regionen, og mange kæmper. Kommer turisterne tilbage? Og hvornår?

Så det niver i hjertet. Og når drengen græder af savn, og han bare vil ha’ sin barndomsferier tilbage, ja så begynder jeg også at græde … så vi sad alle tre og talte om ferierne i Westis, med tårer i øjnene. Åhh…

På gensyn Westendorf ❤️

På gensyn Garda 👙☀️🌸

Vi stod op til torden og gråvejr ved Gardasøen. Det skyldes, at jeg har proppet solen ned i vores kuffert, for den tager jeg med hjem 😎 Nej, det lykkes nok ikke, men mine fine bikinistriber får jeg da lov at beholde 👙

At sige farvel er aldrig sjovt – på gensyn er lidt sjovere. Det var svært at sige farvel til de søde søstre, det skønne hotel, solen, varmen, sommeren, poolen … Vi fik fine afskedsgaver, da vi tog afsted. Suk, jeg vil hellere blive lidt længere … ❤️

Dagens køretur; fra Italien via Østrig til Tyskland

I dag kører vi til Pegnitz og overnatter på et af vores yndlingshoteller, Hotel Rosenhof Garni.

Vi holder frokostpause i Westendorf i Østrig, hvor vi har holdt sommerferie de sidste mange år. Pga Corona’en holder ‘vores’ hotel i Westendorf lukket på ubestemt tid. De fleste rejseselskaber har aflyst sommerrejserne til Østrig, og det er nok på den baggrund, at der er lukket. Forhåbentlig genåbner de til vintersæsonen.

Vi har krydset Brennerpasset og har kurs mod Westendorf. Vi spiser frokost på Hotel Post – jeg skal have en Wurstsalat. Dét elsker jeg!

Og vi skal købe Almdudler med hjem til min veninde i Billa…

Ferieplanlægning forfra igen – ny CoVirkelighed dag 83

Da mand og barn havde forladt hjemmet i morges, gik jeg en lang tur for at nå mine 10.000 skridt. Midtvejs satte jeg mig i solen og reserverede en flok bøger om ferie i Bayern på e-biblioteket.

Det haster med at få ferieplanen fastlagt, men hvor i Sydtyskland skal vi så bo? Det er ikke fordi vi kender supermeget til Sydtyskland. Vi har mest kørt igennem på vej sydpå. Jeg har en enkelt været ved Chiemsee og surfe og bade for maaange år siden.

Vi har fået anbefalet Füssen og Torneroseslottet Neuschwanstein, så vi sigter mod at finde et hotel i nærheden af det. Chiemsee er dyrt, for mange (tyskere) rejser derhen på badeferie. Det samme gælder Berchtesgaden og Königsee.

Sent i går aftes bad vi om et tilbud fra et hotel nær Füssen. Et rigtigt hyggeligt alpehotel, der minder om vores hotel i Westendorf i Østrig. Det er ikke så sært, for Füssen ligger direkte på grænsen til Østrig.

Vi fik tilbud fra hotellet her til morgen, og det ser virkelig godt ud. Jeg brugte for en sikkerheds skyld et par timer på at finde et andet og bedre hotel, måske nær Rosenheim – men det lykkedes ikke. Jeg blev helt træt i hovedet af alle de hoteller, så da jeg fik besked fra biblioteket om at 3 ud af 4 bøger stod klar til mig, cyklede jeg ned og hentede dem.

Ud fra bøgerne blev jeg bekræftet i, at Füssen er der vi skal hen! Den perfekte kombi af pool (hvis tilladt), alper, bjergsøer, frisk luft og små landsbyer. Man får desuden et turistkort, som giver fri adgang til en bjergbane, en Waldseilgarten, minigolf og meget mere.

Det bliver godt. Anderledes end det, vi drømte om og havde booket, men absolut et dejligt sted med masser af oplevelser og masser af god plads og frisk luft.

Neuschwanstein

Forbud mod europæisk samfundssind 😰

Jeg vil gerne støtte Sydeuropa på de måder, jeg kan. Det eneste, jeg kan bidrage med, er på mikroplan som turist. For mig er dét samfundssind overfor mine medborgere i Europa. De er uden skyld i, at de blev ramt så hårdt af Corona. Det vælger vi at lukke vores øjne for, synes jeg.

Vi havde fx masser af ledige respiratorer, mens folk døde i Sydeuropa, bl.a. fordi der ikke var respiratorer nok. Tyskland fløj CoVid19-patienter til Tyskland og lagde dem i respiratorer, mens vi tilbød at sende gamle ubrugelige respiratorer afsted. Pinligt.

Jeg synes, at vi som land har opført os som de folk, der gik forbi den sårede mand i grøften, før den barmhjertige samaritan dukkede op og hjalp ham.

Og nu gør vi det så igen! Italien åbner op for turister nu, og andre lande følger efter .. Ved at fraråde rejser til Sydeuropa er jeg blevet frataget min mulighed for at støtte lokalt i Sydeuropa. For mig er ‘støt lokalt’ ikke kun her i Holte; det er i Europa. For vores italienske hotel er det stadigvæk et spørgsmål om liv og død for deres business.

Det er svært for mig at være vidne til, at vi ikke udviser samfundssind, men i stedet lukker os om os selv på denne måde i så svær en tid for andre.

Den danske regering vil gerne have udvalgte turister her til landet for at støtte vores turistindustri, og de ønsker at holde os indenlands, så vi kan støtte os selv og vores egen turistindustri. Samtidig fraråder regeringen os at rejse ud og støtte andre landes ligeså trængte turistindustri. Det er ikke samfundssind efter min mening. Det er nationalistisk.

Hvad sker der med os? Hvad sker der med mit Europa? Jeg frygter, at sammenholdet i Europa smuldrer fuldstændig. Er det vigtigt? Ja, det mener jeg. Vi skal gerne stå sammen i stedet for at vi bliver splittet. For fred og sammenhold i et fælles forpligtende sammenhold med masser af muligheder. Sammen står vi desuden stærkere mod Kina, USA og Rusland. Enkeltvis får vi ikke indflydelse, tilsammen har vi en chance.

Angst æder sjæle op

Fredag eftermiddag tonede mor Mette frem på endnu et pressemøde. Og der røg vores ferie lige i svinget! F**k!!! Det havde jeg alligevel ikke regnet med! Tårerne stod ud af mine øjne. Jeg er vred og ked af det og forundret, for .. hvorfor?

Vi må rejse til Tyskland, men ikke Italien eller Frankrig. Hvorfor? Svaret blæser i vinden.. Den danske regering er bange for udlændinge og stoler ikke på, at vi danskere er i stand til at tænke selv. Angst æder sjæle op og forhindrer, at man tænker klart. Ikke det bedste udgangspunkt for en beslutning.

Som en anden hønemor spærrer Mette Frederiksen os dumme danskere inde på den klamme rød stue, hvor der ingen voksne er og hvor minimumsnormeringerne er fraværende – og hvor der ikke kommer nogle klamme europæere ind og smitter os. Alt i mens at hun luller os ind i en beroligende fortælling, at hun handler klogt og staten passer på os 🤮

OM jeg er indebrændt? Ja, jeg er! Hele vores sommerferie røg i vasken i går klokken 14 uden en klar årsag. Just because vi har en rød regering, der træffer ‘politiske beslutninger’ baseret på angst (?). Jeg bliver SÅ træt!!

Farvel ferie!

Nå, men, hvis vi nu ikke havde andet at lave i pinsen, så kan vi aflyse ferien til Italien og til smukke Issambres i Sydfrankrig. Turen til Tyskland kører. Vi tager nogle endagsture til Berlin, for det må man godt.

Frankrig
Hotellet i Sydfrankrig, som vi må afbestille

Det værste af det hele er .. farvel til Italien i år .. vores to søde søstre, der ejer hotellet. Vi har været der hver sommer de sidste mange år, og det er blevet vores hjem i Italien. Jeg kan næsten ikke bære det. At skulle aflyse. At skulle sige til dem – vi ses næste år i stedet for. Hotellet er deres liv, og de har netop bygget om. Men det må jo være sådan. Åh … av!! Om 4 uger skulle vi dertil .. Der er ingen Coronasmittede i regionen, Coronahospitalerne er lukkede.

Vi skulle spise morgenmad her
Vi skulle slentre her med vandmelonis og lakridsis og smølfeis 🍦

Jeg satser på, at vi snart lægger fornægtelsen og vreden bag os for at bevæge os videre til forhandling, nedtrykthed og accept. Indtil videre er jeg dog SUR – og overvejer at skide på det hele og køre til Italien om 4 uger. Men det gør vi ikke. Selvfølgelig ikke.

Det er en light-version af sorgprocessen, vi skal igennem i den kommende tid. Vi kommer til at springe rundt i faserne, men til sidst bliver det godt igen ❤️

Jeg kommer nok ikke til at klare den i fin stil hele tiden, med ja-hat og uden brok, men jeg vil acceptere tvangsændringen af vores ferie. På et tidspunkt.

Tyrol når det er bedst

Et indlæg fra skuffen fra i sommer, skrevet på den sidste aften i sommerferien i Østrig:

Ja, vi havde en skøn ferie her i Østrig, men vi har alligevel sagt ‘farvel for nu’ til Tyrol. Igen i år var vejret ikke særlig godt. Jeg fik en nedsmeltning midt på gaden i Kufstein i psykopatregn og 12C på vores sidste dag i Østrig. Det er ikke sommerferie – det er som Danmark i november 🥺

Men når det er godt vejr i Tyrol kender jeg nærmest ikke noget smukkere og mere fantastisk sted, og det er (mest) det, det her indlæg handler om.

Vi havde nemlig en helt fantastisk dag i Østrig i den uge vi var der, og vi nød det. Blå himmel, grønne enge, smukke bjerge …

Vi tog Alpenrosenbahn op til toppen af ‘vores’ bjerg i Westendorf. Vi har været der mange gange før, for vi elsker det sted: der er fantastisk smuk, en skøn legeplads, en sjov vandrerute op til toppen af bjerget og ikke mindst verdens bedste Apfelstrudel med florlet alpeflødeskum.

Solen skinnede fra en helt dybblå himmel, og de grønne enge så saftige og frodige ud.

Vi gik fra hotellet til bjergbanen, og vi nød den dejlige duft af urter, solen og udsigten.

Vi tog bjergbanen op og tog en masse billeder på vejen op. Vi startede med at vandre mod toppen af bjerget ad de små vandrestier på bjergsiden.

Vi gik hele vejen op til toppen af bjerget, hvor der intet andet er end himmel. Guggenkogele hedder bjerget, og det er 1886 meter højt ⛰

Bagefter gik vi ned mod restauranten langs Murmeldyrruten – og vi havde købt en trækugle til den lange kuglebane, Spoggolino, der løber langs bjergstien nedad. Gennem sindrige installationer med forskellige forhindringer triller kuglen afsted. Kuglebanen er regnet perfekt ud, så kuglen passerer perfekt gennem banens forhindringer.

Vi gik tilbage til bjergstationen og til restaurant Talkaser, som laver en fænomenal Apfelstrudel med luftigt alpekoflødeskum.

Vi gik tilbage til hotellet for at hente vores badetøj, og så gik vi ned til det lokale friluftsbad. Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at svømme med den mest bjergtagende (!) udsigt.

Desværre så bjergene de andre dage mest sådan ud:

Full speed ahead .. lige ind i væggen 🤟🏽

Så er jeg endelig tilbage for fuld styrke efter ferie, jul og træningspause – plus lidt vinterblues og hovedpine. Skrev jeg i onsdags. Da det gik godt. Jinx!

Nu kører hverdagen i store træk igen .. afsted med os, burde jeg måske tilføje, for det er det, der sker. 2 timers transport om dagen, 8-9timers arbejde. Følelsen af at jeg burde være et andet sted er lige under huden.

Knægten ringede klokken 14 og bad om en legeaftale hjemme hos os. Jeg kiggede på uret; hvis jeg gik lige nu, så ville jeg kunne hente dem 15:30. Det kunne jeg jo ikke, for jeg var midt i et møde. Men jeg gad godt. Hans far reddede den, og dengene leger glade derhjemme.

Jeg er (med lidt medvind) hjemme inden 18 i dag. Den blev 18:20 i går, tirsdag. Altså .. den times transport.. Det er bare lang tid at være hjemmefra hver dag fra 7:30-18. Ikke helt sådan jeg forestillede mig mit arbejdsliv.

Balancen er svær, for med 10 timer ude af huset om dagen er balancen allerede skæv, hvis jeg også skal sove 8 timer.

Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har hverken tid eller energi til at slappe af, drømme, tænke kreativt. Der skal hele tiden noget fra hånden. Altid noget at lave. Helt lavpraktisk.

Jeg er smadret om aftenen, for jeg arbejder koncentreret og prøver konstant at blive mere effektiv og presse mere ud af de timer, jeg er på job.

Jeg planlægger hver dag de opgaver, jeg kan lave i toget om eftermiddagen og den følgende morgen; udover mails er det oversættelser, præsentationer, briefinger, gennemlæse kontrakter… det er perfekte togopgaver!

Jeg har en todoliste, som jeg starter og slutter dagen med at opdatere. Det når jeg de fleste dage. Men der er også dage, hvor jeg end ikke når til at åbne todolisten.

Der kommer hver dag flere nye opgaver på end jeg får streget ud – og i dagens løb løser jeg andre opgaver, der aldrig når på listen. Kender du det? Det tror jeg, at du gør!

Her hamrer jeg hånden ned i pyt-knappen. Træk vejret, siger den. Nå ja, og det virker!

Det er et vilkår med stangspringslange todolister. Det er til dels stressende, men det er også fedt at strege ud i listen, og listen er med til at holde mig på sporet. På sin vis er det vel også gået hen og er blevet den nye normal.

….

Torsdag, 3 retters middag med vino, sent i seng, hovedpine kl 4, urolig søvn. Full speed ahead lige ind i muren. Holddakæft, jeg er smadret. Glad, men smadret. Nu er det weekend, jeg sidder i toget med den største latte 7Eleven har på programmet med ekstra skud. På vej hjem til de 2, der virkelig tæller 👨‍👩‍👦

Pool-pause – minisightseeing på Gran Canaria

På Gran Canaria er der hele 4 forskellige klimazoner, og vi mærkede tydeligt, at vi kørte bort fra solen og den blå himmel, da vi kørte nordpå. Temperaturen ændrede sig ikke væsentligt, men solen forsvandt bag skyerne.

Vi passerede små 50 km med goldt vulkansk landskab med masser af klipper og nærmest ingen vegetation. De byer, vi passerede, var ikke videre kønne. Generelt er Gran C ikke særlig køn set fra motorvejen.

Vores hotel set fra motorvejen

Vindmøller og stenet ørken set fra motorvejen

Udover Primark, Kiko og DD havde vi også 3 rigtige sights på tapetet:

  1. Stranden i Amadores, hvor vi skulle mødes til en drink med nogle venner
  1. Puerto de Mogàn, som kaldes det lille Venedig og er et must see på GC
  2. Dunas de Maspalomas – ørkenen som vi kan se fra vores hotel og som nok ville være sjov at se for en 10-årig (?). Vi har været der.

Men vi nåede slet ikke det hele. Den der drink .. det var en pina colada .. var helt fantastisk. Det var hyggeligt at sidde der og sludre med smuk udsigt over havet mens skyggerne blev længere og længere …

Strandpromenaden i Amadores

Klokken var pludselig alt for mange! Vi nåede Puerto de Mogàn omkring solnedgang. Bevares, det var fint og det mindede lidt om de snå itlienske byer ved Gardasøen, men lille Venedig? Ikke helt ..

Til gengæld er der nogen, der har lavet noget byplanlægning og har bygget lave hvide huse med blå detaljer, samt små gader med masser af blomster.

  • Puerto de Mogàn er fint og hyggeligt. Ideen er virkelig god, for arkitekturen på GC er ret tilfældig og ikke så køn – det meste er kæmpestore hotelkomplekser, gerne flere etager i beton lige i nakken på hinanden. Hygge og atmosfære er ikke rigtig tænkt ind. I Puerto de Mogàn har man prøvet at tænke atmosfære og hygge ind.
  • Da vi kørte fra Puerto de Mogàn var solen forsvundet. At beskue en ørken i mørke giver ikke mening, så vi kørte tilbage til vores hotel og droppede udlejningsbilen af på vejen 😅

    Schweiz tur-retur

    Sidder på vej hjem i toget efter en tur til Schweiz, uden rigtig at have været i Schweiz.

    Jeg var til et godt heldagsmøde, og ja, så ser man ikke så forfærdelig meget andet end skønne kolleger, fede lufthavne og lidt fra taxaen.

    Det var en lang dag; op 4:30, afsted med det første tog – og jeg var hjemme lidt før midnat. Møde fra 9:30 til 18. Jeg glæder mig til at komme i seng 😅

    Til frokost var vi på en virkelig lækker sushirestaurant, der havde dumpling soup. Og da det var frostvejr var det det oplagte valg 🍜

    Jeg nåede ikke rigtig at tage billeder – andet end af min frokost; en skøn spicy varmende suppe med lækre saftige dumplings ved navn Hot Eduardo 😍

    Hot Eduardo 🍜

    Jeg så ikke så meget andet af Schweiz end lufthavn, kontor, et par blå sporvogne og en munk der ventede på sporvognen. Jeg troede først, at det var en trendy mand i brun nederdel og vinterfrakke – indtil jeg så, at han også havde et reb bundet om livet ..

    I lufthavnen var der et gigajuletræ pyntet med (plastic)diamanter fra Tiffany’s… Jeg eeeelsker glimtende store overdådige juletræer, og det her var så fint glimtende og glitrende.

    I lufthavnen kunne man købe masser af pivdyre schweizerure og tonsvis af schweizisk chokolade .. men udvalget af mad var pivringe. Jeg fik mig en pretzel og en cola. En frisk knasende salt pretzel 😘

    Blingblingjuletræ 🎄 Victorinox lommeknive.

    Jeg brugte lang tid på at udvælge den chokolade, jeg skulle have med hjem. Det blev to gange Toblerone og to chokolade Victorinox lommeknive. Dem skulle jeg have købt mange flere af. De var fyldt med lækker nougat.

    Chokoladekniv købt i lufthavnen 😍

    4 timer og 38 minutters søvn er lige i underkanten for mig. Da vækkeuret ringede var jeg bombet. Men det er ok, jeg kan mærke, at det her bliver en kort dag i dag. Jeg har noget søvn at indhente i nat 😘

    Solskinsdag på bjerget

    På vej mod toppen

    Fra stien er der langt ned!

    Rundt om ethvert hjørne venter en ny smuk udsigt ❤️

    Et kig tilbage på stien vi gik ad

    Så højt til vejrs, at vi næsten kan nå skyerne!

    Står på en alpetop i 1887 meters højde!

    Gråvejrsdag

    Når vejret er skidt i Westendorf, Østrig plejer vi at køre til Wörgl til indkøbscentret der. Det gjorde vi også i dag – godt nok var det tørvejr, men det var skyet og koldt.

    Vi startede ud i den fantastiske boghandler lige overfor M4. Der var desværre ophørsudsalg, for det er en fantastisk butik med det vildeste sortiment indenfor legetøj, papirvarer, legetøj og alt muligt andet. Selvom butikken næsten var tom, fyldte vi kurven; jeg fik en superfed Chiemsee shopper/rygsæk, knægten fik Minecraftfigurer, dimser til at dykke efter og et superfedt skateboard, samt slik, 3 sodavand, gaveæsker og en lyserød flamingoformet tapeholder .. alt sammen for 26 euro. Tasken alene var nedsat fra 40 euro.

    Bagefter gik vi over i M4, hvor vi var en tur i Müller. Müller er min favorit drugstore; jeg fyldte kurven med John Frieda shampoo, conditioner, kur, serum og Secret Agent. Samt hårfarve, badesalt med skønne dufte til badekarret på hotellet, Penaten Intensive Bodylotion (verdens bedste bodylotion), Scholl Hirsch Talg fodcreme (uundværlig og fantastisk), Dr Beckmann fugerengøringsmiddel (til beskidte fuger på badeværelset) og træmøbelpolish til vores træborde derhjemme. Med alle de træmøbler, Østrigerne ejer, er der er gigantisk udvalg af træpudsemidler i Müller. Det kunne ikke være bedre 🤩

    Vi besøgte også Merkur-supermarkedet. Jeg elsker udenlandske supermarkeder. Se lige deres grab & go bircher müsli …

    Bircher müsli to go med fantastisk frugt-topping

    Håndlavet avo, rucola, æble, mint smoothie

    Snack-dumplings og sticks – count me in!

    Mange forskellige dugfriske spirer – mums!

    Traumzeit yoghurtshake – mums, vi snupper alle 3 😍

    Arrividerci Italien & guten Tag Österreich!

    Vi kørte fra Gardasøen i morges. Det var svært at sige farvel til solen, varmen og til de søde søstre, der ejer hotellet. Vi fik gaver, da vi tog afsted. Vi fik kram og italienske kys.

    Vi kørte nordpå mod Østrig. Og desværre også dårligt vejr. Da vi krydsede grænsen silede regnen ned, og temperaturen faldt til 15C. Vi kørte i tavshed, for det så ikke for muntert ud.

    Østrig er altid et vildskud – det kan være fantastisk, når solen skinner – men vejret er så omskifteligt.

    Mon ferien er forbi før den rigtig begyndte? 😱

    Da vi forlod Pegnitz sidste søndag for at køre til Italien var det allerede meget varmt. I radioen advarede de om Rekord-Hitze med temperaturer mellem 38-40C. Vi kørte glade afsted mod Italien via Brennerpasset.

    Omkring Europabrücke virkede det som bilen var ved at gå i stå. Og ved betalingsanlægget døde den så. Der var overhovedet ikke liv i bilen. Vi holdt og blokerede betalingsanlægget, så vi fik hjælp til at blive skubbet ind på et smalt helle mellem to betalingsluger.

    Der holdt vi så på toppen af et bjerg i 40C varme i en død bil med en følelse af, at nu gik vores ferie i vasken. Der var 1/4 tank benzin tilbage, motortemperaturen var normal, batteriet var ikke dødt, og der lugtede ikke brændt, så det var (måske?) gode tegn.

    Jeg ringede til vores danske vejservice. Jeg forklarede, at vi holdt ved betalingsanlægget i Brennerpasset i sydgående retning. Modtaget, der ville gå max 1 1/2 time, så ville der komme nogen og hjælpe os videre. Super …

    Temperaturen viste 43C i bilen. Vi ventede, og temperaturen steg. Gode idéer, anyone?

    Min mand ringede til vores mekaniker. Selvom det var søndag tog han telefonen (tak ❤️). Han forklarede, at så høje temperaturer kan påvirke benzin og benzinmåler, kombineret med at vi havde kørt kraftigt opad (6%) et bjerg, så tanken var muligvis tom, selvom den stod på 1/4 fuld. Som jeg forstod det er det vist noget med at benzin kan udvide sig i tanken i varmen? Jeg kender ikke detaljerne, men min mand fik bilen startet igen efter nogen tid.

    Vi holdt stille nogen tid i tomgang, og der var ingen udsving i performance. Bilen virkede nu helt normal. Vores mekaniker anbefalede, at vi kørte til nærmeste tank og tankede op. Men nu var der jo vejhjælp på vej, så vi valgte at vente 1/2 times tid på dem.

    Da vi havde holdt på bjergtoppen i 1 times tid, blev jeg ringet op af en østrigsk vejhjælpsdame. Hun var meget frustreret og på klingende østrigsk fortalte hun, at de minsandten ikke kunne finde os i Wien. Jeg forklarede hende, at det skyldtes, ar vi ikke var i Wien, men i Brennerpasset nær Innsbruck. “Aber Sie haben doch eine Person angefahren?” Øh, nein?! Så ringede hun af, og vi var godt klar over, at vi kunne holde der, i tomgang, i timevis.

    Vi afbestilte vejhjælpen og satsede på, at vi ville nå frem til næste tank uden flere uheld. Det lykkedes. Da min mand skruede benzindækslet af poppede det som en sodavand. Det understøttede forklaringen omkring benzin, der opfører sig mærkeligt ved meget høje temperaturer.

    Nogle gange ønsker jeg at jeg havde taget mekanikerkurset på Ungdomsskolen i stedet for Plej Dig Selv-kurset. Det havde været rart med lidt motorforståelse… Jeg er hægtet af, når sådan noget sker.

    Klimasafari

    En aften i sidste uge så jeg en tv-reklame (!) om Klimasafari i København. Hey, det lød spændende! Det er nemlig sin sag at forklare en 9-årig om klimaforandringer uden at skræmme livet af ham, og istedet fortælle ham, at vi alle har et ansvar for vores jord og de dyr, der bor her. Samt at de små ting, vi gør i dag, kan gøre en forskel i morgen.

    Så er det alligevel nemmere at se en film på et spændende sted på en spændende måde. Jeg preppede drengen igår, og det syntes han overhovedet ikke lød spændende. Heller ikke i morges syntes han, at det lød som noget, han gad. Men vi insisterede, og han gik med med slæbende skridt.

    Først var der togturen og så gik vi gennem byen i solskin. Vi snakkede, mens vi gik. Vi passerede Rundetårn, som er bygget af byggekongen, sagde knægten. Christian den 4.

    Vi hilste på Absalon, så Christiansborg og det fine tårn på Børsen med de 4 snoede dragehaler, som byggekongen også fik bygget.

    Og så var vi ved Thorvaldsens Plads, hvor en gigantisk badeboldsjordklode lå midt i solskinnet. “Hvad hvis jeg stak en nål i den, ville den så blive flad?” spurgte knægten. “Det vil nok ta’ sin tid” svarede jeg “der skal nok mere til end en nål”.

    Vi kom indenfor; i forteltet var der mulighed for tage billeder i modvind og deltage i en youtube challenge. Væk var det kedelige, hans øjne var på stilke – øv-hatten blev erstattet af nysgerrig-hatten.

    Vi kom ind i selve badebolden, hvor der hang en stor jordklode inde i midten af den gigantiske badebold. Nederst på jordkloden stod der ‘real time’ – det var billeder af jorden set fra en satellit lige nu!

    Det endte med at blive en fin oplevelse med lidt skjult læring. Filmen var meget spændende, det er uhyggeligt og vigtigt stof, og det nytter ikke at vende ryggen til. Klimaforandringerne er her allerede, og ja, det er da dejligt med en skøn lang sommer, men det er også ildevarslende.

    På vejen hjem tog knægten en ølflaske der trillede rundt i toget med, for at gøre noget godt for kloden, som han sagde ❤️

    Vores ansvar