Manisk mandag

Jeg er ikke særlig god til omstillinger, og mandag efter ferien er en af de værste dage, fordi tempoet går fra minimum til maksimum. Derfor har jeg taget fri, og derfor betyder den ekstra fridag ikke endnu en dag i hængekøjen og så bare udskyde problemerne til i morgen. Det betyder normal morgen – altså hvor jeg lader som om jeg skal afsted på job og give den gas.

Men det gik bare rigtig dårligt, for min timing var helt skæv, og vi kom alt for sent ud af døren. Jeg blev også lige forvandlet til råbemor, da jeg stod overfor en meget sløv 5-årig dreng, der har mistet en lille dims til en af sine TMNT – og med en tidsplan på minus 15 minutter. Vi kom nemlig først ud af døren 7:30, og jeg stod på p-pladsen ved vores bil 7:49. Det er ikke godt nok, når jeg møder klokken 8:00 med morgenmøde, der starter 8:15, og jeg har 30-35 minutters kørsel.

Så jeg tænker, at vækkeuret må stilles til 5:30 i morgen, og jeg tænker, at Nicholas må tidligere op – han skal faktisk op i samme øjeblik som jeg er færdig, ca 6:30. Morgenmaden skal være spist og ryddet væk klokken 7, så der er tid til tandbørstning (nåede det ikke her til morgen, kun på drengen), solcreme samt til at komme ud af døren.

Må prøve det 🙂

For ligesom at prøve at være på forkant og hjælpe sønnen til at være på forkant, så har jeg downloadet appen Min Morgen, fordi jeg tænkte, at den måske kan hjælpe ham til at være med i morgenræset i stedet for at han bliver revet rundt i sidste øjeblik. Nu har jeg så indstillet den med vores egne fotos, men nu er appen crashet, og jeg kan ikke engang åbne den. Hver gang jeg klikker på den, lukker den kort op og crasher igen og igen. Øv, det er bare så surt… Jeg håber, at den kommer til sig selv igen, så jeg ikke skal slette den og starte forfra med at lægge tidspunkter og billeder ind. Jeg mailet til udvikleren, men jeg har ikke hørt noget endnu.

2 Comments

  1. Jeg hentede også en morgen app (den hed dog noget andet, som jeg ikke kan huske).
    Hele tiden skulle jeg fortælle, hvad der nu skulle ske: Så skal du ud at tisse, så skal du spise, nu skal du have strømper på osv. osv. osv. Jeg var ved at blive skør, for det har jo været det samme i snart 10 år!!!!
    Men min søn så programmet (hvor man også kunne downloade egne billeder) og forkastede fuldstændigt idéen. Den var for pattebørn, synes han. Hm…

    Så jeg siger stadig: Nu er det tid til dit og dat. Som regel er vi færdige i god tid (og jeg står også op kl. kvalme, selvom jeg faktisk ikke skal ud af døren, men arbejder hjemmefra), men det gør, at alle andre kommer op i nogenlunde god tid (så der også er tid til at sidde lidt med ipad og se videoer inden taxa kommer).
    Den største udfordring er her at få slukket for maskinen, når han skal have sko og jakke på, men det er en helt anden historie 😉

    Like

    1. mammalade's avatar Fru K siger:

      Du er simpelthen din søns app 😉
      Det er jeg også, og vi må nok indse, at det bare er det, der virker bedst.

      … selvom jeg hader lyden af min stemme, når jeg messer de samme ordrer hver eneste dag …
      Gitte K

      Like

Der er lukket for kommentarer.