Vores søn spiser meget risengrød. Han er ikke særlig interesseret i mad, men risengrød – det vil han altid gerne have. Så jeg laver risengrød i hvert fald en gang om ugen. I begyndelsen var det totalt stressende at lave risengrød, for det tager sin tid, og det brænder på, hvis man ikke passer på. Men det er som med bilkøen mandag morgen … man kan intet gøre ved det, og derfor kan man lige så godt gøre det til en god stund, i stedet for halvhjertet at lave alt muligt andet samtidig med og indædt bande over, at det tager så lang tid.

Jeg er kommet dertil i mit liv, hvor det at lave risengrød er hyggelig og meditativt. Det er en stund i en travl hverdag, hvor fokus flyttes ned i gryden, og lige så snart man flytter fokus på andre ting, så brænder grøden på eller forlader gryden. Det er god øvelse i fordybelse og i at være her og nu.