Status fra midten af vores ferie; det er lige til at holde ud. Solskin 37-38C. Blå himmel. Masser af pasta. Masser af is. Kærlighed. Dovne dage. Tid til at svømme. Tid til at savne det derhjemme. Særlig sønnen savner sine venner. Vi har skrevet postkort til børnehaven. Han savner dem allesammen.

Det er som det skal være; elske at være på ferie, nyde pausen i fulde drag, ønske at den varer læææænge, lege med tanken om at blive i solen for altid og bytte gråt danmarksliv ud med simple living med eget pizzeria i solen – og samtidig savne hverdagen derhjemme.

Jeg købte en lille ting til en kær kollega i går. Fordi jeg tænkte på hende med glæde midt i min ferie. Det er fedt at glæde sig over at have gode kolleger og et godt job at komme hjem til. Jeg tager det ikke for givet, har oplevet så ofte før, at der ikke rigtig var noget at glæde sig til, ingen grund til at vende hjem. Men sådan er det ikke nu.

Vi mødte også en af min mands kolleger på et hjørne i Bardolino i går. Helt tilfældigt! Vi grinede af det sjove og mærkelige i at mødes 1.300 km hjemmefra. Et glad pust fra hverdagen 🙂 Men for nu glemmer vi hverdagen igen og lever la dolce vita fuldt ud – hejhej poolen kalder 😘😘