Januarlisten

I januar vil jeg gerne blive i Berlin. Punktum. Det var så dén liste!

Nå, ikke? Nytåret og årets første dage tilbringer vi nemlig i Berlin. Selvom det er den ferie, jeg har glædet mig mindst til (pga usikkerhed omkring coronarestriktioner) – og derfor også forberedt mig mindst til – så mistænker jeg, at når ferien er ved at slutte, så har Berlin tryllebundet mig igen.

Her er de ting, jeg glæder mig til – og så lidt om det der helbred, som giver lidt knas her i 49-års alderen:

  • Jeg vil nyde det forbudte fyrværkeri over Berlin ved midnat, jeg vil skåle i lyserød sekt fra Søstrene Grene og spise Pfannkuchen med fyld.
  • Jeg vil sige tak for det gamle år. Jeg er især glad for, at det er slut, og at eftertankens lyserøde skær nu kan sænke sig over minderne fra året. Om 20 år vil jeg nok tænke, at det var et OK år. Eller måske ikke …
  • Vi starter året med brunch på Spreegold, og årets første og vigtigste beslutning for mig er; Shakshuka eller Trejo Mexican Egg Bowl?
  • Vi skal på den blå legeplads i Weinbergsparken. Knægten er næsten vokset fra legepladser, men det er jeg ikke. Jeg elsker at sidde der på legepladsen med udkig til Berlins tage og fjernsynstårnet. Minderne står i kø. Knægtens absolutte yndlingslegeplads. Når jeg sidder der, går tiden ikke så hurtigt, og jeg kan for et øjeblik føle det som om jeg har en tumling øverst oppe i klatrestativet. Deroppe hvor det suger i maven på både mor og barn.
  • Og så afslutter vi årets første dag med en middag på Yumcha Heroes. Masser af dumplings og rolls lavet af de bedste. Absolut favoritsted.
  • Så er der læring på programmet: 2 dage med hjemmeskole for knægten, før det går løs med rigtig skole.
  • Jeg skal selv i skole (Ledelses i Praksis), og jeg skal aflevere oplæg til eksamensopgave senest 4. januar.
  • Sidst på måneden skal jeg til aflevere eksamensopgave og til mundtlig eksamen. Gys!!!

Helbred:

  • Jeg holdt pause fra fitnesscenteret i december for at undgå smitte op mod vores tur til Berlin, men nu er det vigtigere at reducere rumpettens størrelse.
  • Jeg har læst mere om astma, og en af de udløsende faktorer er faktisk overvægt. Jeg troede, at det var omvendt – altså at jeg har svært ved at træne høj intensitet (fx løb) pga. astmaen. Det er meget motiverende, at jeg måske kan tabe mig og få det bedre med min astma.
  • Min hælspore skal jeg have bestilt tid til hos en ortopædkirurg.
  • Min skulderskade er ikke blevet en dyt bedre. Det er formentlig en skade på en sene, men jeg vil se at bestille en tid i februar.

Schnitzelfest hos Schnitzelei i Berlin Mitte

Min mand holder meget af en god wiener schnitzel, og jeg er ikke den store fan (fik et helt livs ration af skamstegte tørre schnitzler som barn) – men det hører bare til, når man er i Tyskland om vinteren. Så jeg fandt frem til Schnitzelei. Dem er der to af i Berlin – og så er de i familie med Nola’s i Weinbergsparken, hvor vi spiste for længe siden. Dengang vores søn sov i klapvognen.

Gris eller kalv? Wienerschnitzel er altid kalvekød. Schnitzel Wiener Art er gris. Vi overholder nok ikke helt dén regel herhjemme i DK, men syd for grænsen skulle den være god nok 😅

Vi kom for sent ud af døren og var nødt til at ta’ en taxa. Schnitzelei ligger i en baggård, og vi blev sat af ved Chausseestrasse 8 og gik ind i den pågældende baggård – og der lå den hyggeligste restaurant og lyste op i mørket.

Efter at have vist Coronapas og billed-id blev vi vist på plads og fik en lille alkoholfri velkomstdrink baseret på øl. Også vores søn.

Knægten bestilte wiener schnitzel, jeg bestilte jægerschnitzel og min mand fik bayrisk schnitzel.

Den bayriske schnitzel var en Schwäbisch-Hallisches schnitzel af gris marineret med sød sennep og peberrod, stegt i hjemmelavet panering baseret på brød, serveret med en varm kartoffelsalat med bacon.

Min jægerschnitzel var et stykke tyndt skåret Simmenthaler Weide-Roastbeef med champignonflødesauce og spätzle.

Wienerschnitzlen var en tynd kalveschnitzel stegt i hjemmelavet panering baseret på brødkrummer med stegte kartofler.

Det var supergod mad – og der var nok af den! Selvom schnitzlerne ser gigantiske ud, skal man lige ta’ med, at de er banket tyndt ud. De gør en del ud af, at deres panering er hjemmelavet og baseret på brødkrummer. Det er ikke en overdrivelse – deres panering sidder lige i skabet.

Selvom jeg mest er til grøn og ikke så meget til brun mad, så er jeg begejstret for maden på Schnitzelei. Min jægerschnitzel var mør og smagte vildt godt. Jeg elsker spätzle og champignon-flødesauce…

Bagefter gik vi hjem gennem det gamle jødiske kvarter, forbi synagogen, Mon Bijou park, Hackescher Markt …