NightKitchen

Vi reserverede bord hos Night Kitchen i Heckmann Höfe 22. Juli 2022 om aftenen. Sidste gang vi var der i juli 2021, var maden helt fantastisk, så det var tid til et genbesøg. Vejret i denne uge i Berlin ligger på ren sol og 32-29C, og så er israelsk mad jo det helt rigtige.

Night Kitchen ligger i det jødiske kvarter i Mitte i en baggård kaldet Heckmann-Höfe, på Oranienburgerstrasse. Vi valgte følgende retter fra menuen, som er lagt an på, at man deles om retterne:

  • Friskbagt traditionelt flettet Challah brød serveret med Tahin & Arisa (øverste foto, til højre i billedet). Brødet er luftigt, blødt og virkelig lækkert at scoope sauce op med.
  • Zucchini Burrata bestående af zucchini revet til “spaghetti” og serveret med kapers, syltede citroner, tørrede abrikoser, mandler og burrata (øverste foto). Vanvittigt lækkert!
  • Sprød sambal blomkål: Sprødristet krydret blomkål vendt med spinat, rødløg, radiser, linser, fennikel og en lækker krydret sort linsecreme (nederst til højre). Blomkål serveret på gammeldags dansk, hvor det nærmest er udkogt, er en dødssynd. Blomkål fortjener mere respekt end vand og salt 😀
  • Aubergine Masabaha: Bagte auberginer, tahin, granatæble, kikærter, freekeh (grøn hvede), olivenolie, auberginecreme, granatæblesirup (nederste foto til venstre). Bagte auberginer i nærmest enhver form er fantastisk – her var det utroligt lækkert og dejligt krydret.
  • Amba kylling: kyllingelår stegt i amba smør, serveret med mashwiya (grillet salat bestående af tomat, peberfrugt, løn, aubergine, chili og hvidløg) og tahin. Amba er en syrlig sauce bestående af bl.a. mango. Fantastisk ret med lækker saftig kylling i en eksplosion af gode smagfuld ingredienser.
NightKitchen 2022

Et godt tip er at gå forbi tidligt på dagen eller dagen før for at bestille bord. Der er rift om bordene. Se mere om Night Kitchen her og på Instagram. Night Kitchen finder du i baggården Heckmann Höfe på Oranienburger Strasse, nær synagogen. Du finder også Night Kitchen i Tel Aviv.