Hjem til Solvang

Solvang. Hvorfor rejse hele den lange vej væk fra Danmark og ud i verden for så at rejse ‘hjem’ til Solvang? Vi har hørt om den lille (skøre!) danske by i Californien hele livet, så selvfølgelig skulle vi da opleve den lille lomme af dansk kultur i USA.

Jeg elsker alt ved Solvang. Flittige folk, der gør sig umage. Opskrifter og navne, der er gået i arv. En kærlighed til the Old World, som ikke ruster. Stolthed over deres danske ophav. En stor venlighed alle vegne. Californiens bedste klima – jeg forstår præcis, hvad der fik danskere til at bygge deres Solvang netop her ☀️

Solvang kalder sig “den danske landsby”, og det kan man roligt sige det er. Det minder lidt om Møgeltønder på steroider. Ikke så meget om København, selvom man både løber på Rundetårn og Den Lille Havfrue.

Overalt vajer Dannebrog. Vejene og pladserne har Danmarksrelaterede navne; Copenhagen Drive er hovedgaden, og den krydser Atterdag Drive. Der er en H. C. Andersen Park med picnic og barbeque område. Som sagt er der tro kopier af bla. den lille havfrue, Rundetårn og Dybbøl Mølle. I Rundetårn ligger der et pizzeria, men er pizza ikke også en dansk nationalret efterhånden?

Nogle gange rammer de danskheden rigtig godt – f. eks. hos nogle af bagerne, hvor bagværket ser autentisk ud. Andre gange går det lidt skævt og bliver noget mere hollandsk, svensk eller tysk/østrigsk i sit udtryk. I min verden er det bare så fint, hyggeligt og skørt. Jeg elsker deres begejstring for det danske. I Danmark er vi jo (også) et produkt af europæisk kultur – juletræet kommer fra Tyskland, Lucia fra Sverige, møllerne fra Holland.

På bagerens væg var hele kongerækken malet sirligt op lige fra før Harald Bluetooth (ja, ham som Bluetooth er opkaldt efter) og til Dronning Margrethe. Det var fedt lige at vise knægten kongerækken. Den kan jeg overhovedet ikke udenad. Det kunne vi måske godt være lidt bedre til herhjemme – at ta’ vores historie op og vise den frem. Være lidt mere stolte af vores fortid. Findes der overhovedet en vej i Danmark, der er opkaldt efter Valdemar Atterdag eller en park, der er opkaldt efter H. C. Andersen?

Dansk frokost, version Solvang

Vi havde besluttet hjemmefra, at vi ville prøve at spise deres “open sandwiches”, som de kalder deres udgave af smørrebrød. Vi besøgte Solvang Restaurant, hvor vi fik en smørrebrødsplatte med fire madder – roastbeef, frikadelle, skinke med italiensk salat og en ostemad. Det hele serveret på pumpernickel i stedet for rugbrød.

Pumpernikkel er et tørt langtidsholdbart meget tæt brød, der på en god dag minder lidt om tørt rugbrød. Pålægget var også til den noget sløje side men var nu ikke skudt helt ved siden af. Smørrebrødet smagte lidt som om, madderne købt i et ikke alt for imponerende supermarked i Danmark.

Vi smagte også Arnes æbleskiver, som stedet er berømt for. Man kunne vælge æbleskiver med eller uden en side order. Vi valgte æbleskiver med side order, som var en medisterpølse. Det kan jeg uden at overdrive sige, at jeg aldrig har fået før; æbleskiver med jordbærmarmelade OG medister. Et sted i overleveringen er noget gået galt, tror jeg?

Men medisterpølsen var knaldgod. Æbleskiverne var på størrelse med et æble, og de var meget robuste. Vi var lidt ovre i en solid bolledej, vil jeg mene. At konsumere 3 af dem + medisterpølsen er en fysisk umulighed.

Men ellers er Solvang rigtig hyggelig – dansk eller ej – og vejret er second to none. Så det er klart en anbefaling herfra.

Link til Solvangs officielle hjemmeside.

Link til vores USA tur