Det ramte bare. Igen. Ud af det blå. Talte på telefonen med en kandidat, og så slog det mig, da jeg lagde på, at NU ringer jeg til ham, for jeg savner at tale med min far. Det gjorde jeg nemlig af og til, når jeg alligevel havde telefonen i hånden, i et separat kontor med en god kop kaffe.
Men selvom jeg har hans telefonnummer i min telefon og hans stemme stadig på min mobilsvar, så tager han aldrig sin telefon mere.
Der er gået 225 dage, siden han døde, og jeg kan ikke fatte det.
mammalade 
Min Gitte jeg kender det og tænker tit, det må jeg for tælle til Far, men det kan vi desværre ikke fysisk gøre, men jo for når vi tænker det skal vi fortælle til vores fædre så gør vi det i vores tanker og jeg tror de hører os og kigger ned på os og smiler til os ❤
LikeLike
Sødeste Jensen .. jeg ved, at du kender det.
Og ja, jeg tænker også, at han hygger med min mor et sted!
LikeLike