mor til en teenager – bare en fase

Jeg er (stadig) i gang med at læse Julia Lahmes bog ‘Det er bare en fase’ om at være mor til en teenager. Jeg er så begejstret og rørt og taknemmelig. Taknemmelig, fordi hun deler både de pinlig øjeblikke og de inderste tanker og følelser. Rørt, fordi hun fortæller om de lidt forbudte følelser, jeg som mor rammes af, når min søn fjerner sig fra mig .. gradvist, ubønhørligt og helt naturligt.

Og begejstret, fordi bogen er så godt skrevet, og jeg har lyst til at læse den på en gang. Hele æsken med chokolader i et hug! Meeen … Jeg læser bogen lidt som en julekalender. En bid ad gangen. Læse. Tænkepause. Repeat.

Bogen er relevant for mig, fordi jeg nu er mor til en dreng på 12 år, som er et par centimeter fra at vokse mig over hovedet. Som er færdig med H&Ms børneafdeling og nu går i Superdry og Jack & Jones tøj i størrelse large. Stemmen er forandret. Der var ikke noget med nogen overgang, pludselig en dag var stemmen dyb som en mands.

Og pludselig blev jeg skubbet væk. Det var i London. Fra den ene dag til den anden. Som om der skete noget på flyveturen. Når jeg stikker min arm fortroligt ind under hans, så træder han et stort skridt væk og siger NEJ. Jeg glemmer af og til, at det er sådan, han vil have det. Jeg savner det for vildt. Det er bare en lille ting. Et kæmpe skridt. Og jeg er ikke helt klar.

Så fasen er her. Jeg jubler over det – det er fantastisk at være vidne til. Men inderst inde savner jeg sgu også den lille bløde dreng, der om natten krøb ind til mig og syntes, at jeg var uundværlig og fuldstændig fantastisk. Vi er ikke helt der længere; pinlig er det første ord, han nævner, når talen falder på mig.

Så ja, igen rammer Julia Lahme mig med sine ord. Og det er langt fra første gang. Første gang var med denne blogpost og med bogen “Hvor lagde jeg babyen”. Jeg er faktisk helt sikker på, at det er moderfællesskabet, de mener, når de skråler ‘You’ll never walk alone’ til fodboldkampe i fjerneren 😀

Heldig i dag

Jeg var heldig i dag, for min søn lod mig sidde i hans sofa og sammen så vi Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet. Jeg fik også lov til at kramme ham lidt. Det er ved at gå væk. Han vokser fra mig i fuld fart. Jeg er stolt og bevæget og fyldt med kærlighed og er bare SÅ toppinlig.

Alle hans t-shirts fra sidste sommer er nu for små. Fede, dyre og for små t-shirts. Vi taler nu om størrelse L i SuperDry t-shirts. Det er ikke rigtig til at fatte at man kan vokse så meget på hvidt brød, leverpostej og pepperoni – men det virker usandsynligt godt 😅

Det er en fase

At gå ud i forårsaftenen, glad i låget og ikke frysende, efter en hyggelig og tankevækkende aften i dejlige damers selskab er bare .. vidunderligt! Tak Julia og I andre 🙏🏼

Jeg var fyldt til bristepunktet i mit hoved og mit hjerte ligeså. Det var en dejlig aften. Sjov, tankevækkende og lærerig. Vi står tærsklen til liv med teenager herhjemme. Nu er jeg bedre forberedt. Og i hvert fald ikke alene .. andre kvinder går foran og kommer efter ❤️

Hvad sker der i forældreskabet, når ens barn bliver teenager?

Hvor flytter forældrerollen sig hen, og hvad betyder det for hele familien, når man bor sammen med en vulkan, der potentielt kan flytte de tektoniske plader i familien, inden nogen har nået dagens første kop kaffe?

Hvordan sikrer man at familien, forældrene og måske endda teenageren har de bedste muligheder for at trives, lære og møde hinanden? Det har Julia Lahme IKKE alle svar på, men hun har nogle bud på hvordan både teenagere, forældre, små og store søskende, kan lære at danse på vulkaner og forhindre at dørene smækker hårdt i.

Foredraget kommer omkring kulturhistoriske strømninger, som måske kan inspirere til at forstå hvad teenagefasen i dag består af, men også med indsigter til at forstå, hvad det egentligt er, vi kræver af forældreskabet i verden i stadig forandring.

Et overraskende foredrag med personlige betragtninger, eftertænksomhed og den rå mængde humor, der kræves for at komme igennem også denne fase i livet. Sammen.

– /foredrag-med-julia-lahme-det-er-bare-en-fase/

Oplevelser på bogreolen – ny CoVirkelighed dag 30

Jeg læste Anne Franks dagbog færdig i dag. Ikke den klassiske uden billeder, men den nye grafiske version. Jeg er SÅ begejstret! Det fungerer så fint med de fine tegninger til Annes ord.

Illustrationerne er fine, vellykkede og humoristiske – uden at forfladige Anne Franks ord. Anne Frank er skildret præcis som jeg forestiller mig hende. Illustrationerne er poetiske som hendes ord, og jeg synes, at den er meget læseværdig. Det er en ny måde at læse dagbogen på.

Jeg er SÅ glad for bogen, som jeg fik af min mand til jul. Den flytter ind på reolen sammen med mine 3 forskellige versioner af Anne Frank: Den originale version, hvor Annes far udelod visse passager, samt den version jeg fik i gave som 13-årig, som fik mig til at skrive dagbog – og den tredje som er den uredigerede version af dagbogen, som vi købte i Anne Franks hus i Amsterdam. Sammen med dagbøgerne står også Miep Gies’ bog.

Dengang 1999 var lysår væk ..

Der var engang, hvor vi festede som om det var 1999. 1999 var mange lysår væk, det var noget nær uvirkeligt.

Først i aften stoppede festen, da Prince døde. En stor del af soundtracket til min ungdom. De bedste fester, de vildeste dansemoves, de uendelige sjælere og knusende hjertesorger. Musikken bar os igennem med glamour, med diamanter og perler.

Endnu en af de bedste, af de største…

Jeg må simpelthen have fat i hårbørsten og gi’ den fuld gas til Diamonds & Pearls.

Tak ❤️

Ud af mit værelse, mor!

Jeg skiftede ble på Nicholas her til aften, og han gad sgu ikke rigtig. Han ville lege, ikke have ny ble på og slet ikke have nattøj på, så han fortalte både Allan og jeg, at vi skulle ‘hoppe i en gulvspand’. Og det skulle så være en blå gulvspand!

Og så sagde han ‘Gå ud af mit værelse, mor … Gå UD! NU!’ og pegede på døren.

Jeg havde ikke forventet at høre den bemærkning fra ham før om en 11-12 år.