Alle taler om graviditet, den søde ventetid, livet som nybagt mor, baby-, tumlinge- og endda tween- og teenageårene … men ingen taler rigtig om den fase i moderskabet, hvor hjemmet og bilen bliver øde og stille, fordi ens barn er blevet stort.

Jeg er lige kommet tilbage fra barsel. Sådan føles det nogle gange. Når jeg ser på min telefons fotowidget, så dukker der ofte billeder op af den lille blåøjede dreng med de blødeste arme, som ofte lå om min hals. Som klamrede sig til mig om natten og i vandet. Hans tindrende blå øjne kiggede på mig, som om jeg var verdens 8. vidunder. Det er jeg ikke.

Jeg elskede at være klatretræ. Jeg elskede samsovning. Vi købte en ekstra stor 2×2 meter seng, så vi alle kunne være der. Jeg elskede at sove med et ben over maven og med hans rolige vejrtrækning mod min hals og to svedige arme snurret tæt rundt om mit hoved. Jeg sov bedst på den måde.

Nu stjæler jeg mig til at vække ham hver morgen. Jeg nusser ham i håret, siger psst, så han vågner og kommer til sig selv – og så får jeg albuen og et skub, så jeg nær havner på gulvet. “Gå nu, mor.” “God morgen, skat. Har du sovet godt? (jeg elsker dig)”

Jeg elskede al smerten, bekymringerne og alt guldet. Guldet er det, jeg husker bedst nu.

Nu håber jeg på, at jeg kan blive chauffør-mor. Jeg elsker, når vi kan få lov til at køre vores søn til og fra fritidsjob, venner, aktiviteter, træning … Når han gider hænge ud. Når jeg kan gøre ting for ham. Det giver mig en lillebitte stjålen mulighed for at være sammen med ham og lytte til, hvad der foregår. Hvis han ellers gider tale om det.

Nu synger 9. klasse på sidste vers. En måned tilbage med Aula, skole og så eksamener og slutprut. Han kan tage kørekort om lidt. Nej, ikke det fra Legoland.

Hvordan er det sket? Hvordan er det kommet så vidt? … Allerede?

Jeg ved det godt. Alt er som det skal være. Børn forlader reden. Han skal ud og opleve verden. Børn vokser op og folder deres vinger ud og flyver. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville være så pissehårdt. Savnet efter den lille nuttede version af ham gør sindssygt ondt.

Siden 2009, hvor jeg først så en lille bønne på et scanningsbillede, er det vigtigste i mit liv at være mor. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke er taknemmelig. At være mor til ham er min største passion, min kærlighed, min største bedrift. Jeg blev født som mor i 2009, og jeg dør som mor en dag. Jeg er mor, så længe jeg lever.

Så ja, midt i stoltheden og glæden over, at denne skønne unge mand er min søn – og at han rent faktisk overlevede at få en grøn uerfaren mor som mig som mor – så er der i denne fase af moderskabet i blandet et stort savn og en hjertesorg så stor. Hvert sekund med ham tæller, for jeg kan mærke tydeligt, at de er talte.

Det taler man kun sjældent om, fordi det handler om voksne børn, og det er en naturlig proces, som man som forældre bare skal æde uden at kny. Men jeg vil gerne række hånden op og sige, at det både er smertefuldt og svært at stå i. Det er en samtale, der oftest kun finder sted i små, fortrolige rum med en nær ven.

Du skal bare vide, at du ikke er alene. Det er smukt, rigtigt og givende. Og det er svært.