I læ af dig – digt til min mor / marts 2000

I læ af dig
Suset fra dig holdt mig oppe
Jeg fløj i læ af dig hele mit liv
Beskyttet og sikker
Du bar mig, når mine vinger var trætte
Sørgede for at jeg så verden oppefra
Lærte mig at skelne ret fra vrang
Lærte mig at finde min egen vej
Små udflugter fløj jeg på
men vendte altid tilbage
Ivrigt pludrende om mine oplevelser

Dine vinger blev trætte
Vi forsøgte at give dig læ
Sammen fløj vi hid og did i stormen
Forvirrede og bange
Kunne vingerne bære?

Vi crash-landede sammen
Pludselig var marken alt vi så,
da dine vinger gav op

Du blev sat fri

Jeg kæmper for at lære at flyve igen
Letter en smule og tumler om i støvet
Slår mig, græder, er så fortvivlet
Alene

Længere henne på marken
kæmper far med sine vinger
forsøger at skjule det
men kampen er sej

Min lillebror forsøger at flyve igen
Det går ham bedre – tror jeg
men vi er langt fra hinanden
og vinden overdøver vores tavse kalden

Jeg ønsker bare at ligge her på jorden
og lade regnen plaske på mig
lade frosten fryse mig
Jeg orker ikke forsøge at flyve mere
Men en stemme indeni (din?)
får mig til at prøve igen

Du gav mig liv og viste mig verden
lærte mig at flyve
Jeg skal bare have kontrol over mine vinger igen
De er våde og kolde og makker ikke ret
Du viste mig hvordan
Viste mig vejen når jeg var i tvivl
Hvor skal jeg hen nu?
Hvor mon jeg ender?
Jeg må op i luften igen
og finde frem til hvor vinden vender