Stor

Det er SÅ vildt, at knægten er vokset ud af børnetøjsafdelingen. Jeg ved ikke, om jeg er klar. Mit lille barn. Han er nu blot 3 centimeter mindre end jeg, og hans stemme er blevet dyb. Det er sket nærmest overnight. Jeg havde måske forestillet mig, at det ville ske mere glidende.

Han afviser at gå arm i arm med mig. Det startede han med i London i marts. Han vil heller ikke kysses eller kærtegnes eller nusses offentligt.

Herhjemme er han lidt mere large, men ofte krammer han mig og puffer mig ud af døren på samme tid. Og det kan han let, fordi han er så stor og stærk. Så står jeg der med en lukket dør mellem mig og det menneske, jeg har været allernærmest på i hele mit liv. Det gør ondt, samtidig med at det føles helt rigtigt.

Samtidig dukker følelsen op af, at han er ved at ændre sig mentalt. Jeg mærker en alvor, en dybde, en følsomhed og en eftertænksomhed, som han ikke har haft før. Jeg fornemmer også smerte og sårbarhed, når der er knas med vennerne.

Og hvor det tidligere var nok at kramme ham og fortælle ham, at alt bliver godt, så er der nu en grænse for, hvor tæt han vil lade mig komme. Samtidig er det heller ikke længere os derhjemme, der er hans referencegruppe. Det, vi siger om ham, tæller ikke så meget som omgivelsernes vurdering.

Bifaldet er for længst forbi
Og dit hjerte er tungt som bly
Alle retter på dig
Du ser forladt ud
Og du ser så trist ud
Kom i mine arme, slip det ud
Tro mig, jeg har været, hvor du er
Og jeg ved, hvad det gør ved dig


Men når du griner, så kan jeg se dig
Med alle dine farver, dine ar, bag dine mure
ja, jeg ser dig
Lad dem ikke ramme dig
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?


Jeg ser din stolthed og din vrede
Dit store hjerte, dit løvemod
Jeg elsker din måde at gå på
Og den måde du ser på mig på
Hvordan du lægger hovedet på skrå
Du ser altid, hvordan jeg har det
Du ved, hvor vi end er, er jeg dit hjem
Og du ved, hvad det gør ved mig
Hvis du griner nu

Hvert en prik i dit ansigt
er så perfekt, helt tilfældigt
Der er ikke noget smukkere end dig
Og jeg vil have det præcis på den måde
Alle bekymringerne og alt guldet
Jeg har aldrig ønsket noget lignende
Som alle dine farver og alle dine ar
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?

– Sarah Connor

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Corona er del af vores liv, hvad enten vi vil eller ej

Efter et år med Corona er det tid til at gøre status. Corona er kommet for at blive. Super ufedt og totalt uønsket!

I løbet af dette ene år er det blevet stigende populært at behandle mennesker som mindreårige børn. At tænke selv og kæmpe for sit liv er ikke (længere) velset. Nej, sæt dig ned og ta’ den med ro, for børnehavestaten passer på dig. Det lyder måske hyggeligt for nogle, men det er (altid) uhyggeligt, når mennesker umyndiggøres.

Vi kan ikke blive ved med at måle vores liv ud fra incidensværdier. Vi kan ikke holde til at sætte vores liv, vores samfund og vores mentale helbred på pause – og på sigt over styr. Corona har været del af vores liv i et år nu. Det er på tide at acceptere Corona som et vilkår. Det går ikke væk.

Vi skal ikke danse med Corona, vi skal leve med det. Det indebærer, at vi skal væk fra tankegangen om, at det går væk. Hvis vi bare holder ud og holder afstand, så går det væk. Men det går ikke væk.

Jeg tror, at det bliver sådan her: Der kommer så mange bølger, at vi holder op med at tælle. Der kommer så mange mutationer, at vi ikke længere bemærker deres navne. Smittetallene tjekker vi ikke længere. Vi skal vaccineres måske 1-2-3 gange om året. Det bliver hverdag, og livet fortsætter.

Lyder det dystopisk? Det er det ikke. Det er livet på godt og ondt. Nu er vi nået dertil, hvor vi skal indrette os på, at Corona er del af vores liv. Vi er nødt til at begynde at leve igen med alle de risici, livet indebærer ❤️

———

Så .. Hvad gør du, når du står i en ny situation? Man starter normalt med en plan og en strategi for, hvordan vi lever med de nye vilkår.

Jeg savner, at regeringen tager ansvar og får lagt en plan. Jeg giver ikke meget for, at de siger, at man ikke kan lægge en plan, for man ved jo ikke, hvordan Corona udvikler sig.

Man har aldrig kendt morgendagen – det har Corona ikke ændret på. Alligevel lægger man planer. Selvfølgelig. Det har vi altid gjort som mennesker, og det skal vi blive ved med. Uden visioner, mål og en plan mangler vi mening i livet.

Meningsløshed er noget af det sværeste at bære for mennesker.

Istid

Det kommer som kaldet, at det netop fryser hårdt og sneer denne vinter. Hver dag er en hverdag. Altid det samme. Ens dage, ægte trummerum. Dag for dag i lockdown. Sommeren ’20 fejlede, da vi mest havde brug for en fantastisk sommer i Danmark og ikke bare en almindelig dødssyg efterårsagtig dansk sommer. Rigtig vinter har vi opgivet for mange år siden, og derfor er sneen og kulden både uventet og overraskende i en tid, hvor alt uventet og overraskende er som suget ud af vores liv.

Nu kommer denne stille vinterpragt ud af det blå og puster is på søerne og sænker farten udenfor. Sneen, isen og kulden sender os i dvale. Jeg bevæger mig langsomt, mens kulden får børnenes hjerter til at slå hurtigere. Mon isen er sikker i dag? 6 cm, 10 cm, 12 cm .. hvornår mon isen når de magiske 13cm? Og er der mon sne nok til at kælke?

Selvom jeg er en sommerpige, så elsker jeg lyden af frost og sne under fødderne. Den krystalklare luft, der gør næsten ondt at indånde. Sollyset, der er så skarpt, at tårerne triller. Kulden, der tager pusten fra mig, og jeg må le, fordi det er så isnende koldt, at min krop får et chok. Det er så vidunderligt og så skørt. Mine fingre bliver døde og valne i handskerne. Mine kinder brænder, når jeg kommer ind i varmen. En velkommen ændring, der som bonus gør mig træt og får søvnen til at blive ekstra dyb og drømmende.

Jeg elsker is om sommeren, men vinter-is kan altså også bare noget helt fantastisk! Det minder mig om min barndom med endeløse timer på isen på den nærmeste sø – nogle af de lykkeligste timer i min barndom.

Prøv lige at se denne hyggelige samling snemænd i Berlin.

Snart sikker ❄️⛸

På kælkebakken

I løbet af ugen smelter sneen, og derfor skyndte vi os at grave kælkene frem fra kælderens dyb og kastede dem i bilen og satte kurs mod den nordvendte kælkebakke i Sorgenfri Slotspark. Der var fest og glade dage – og to meters afstand.

Man kan ikke sige, at der var meget sne, men der var godt iset, og kælken fik godt med fart på. Det var SÅ sjovt! Knægtens indeblege kinder blev pink, og hans blå øjne strålede som stjerner. Det var så sjovt! Vi kunne være fortsat i timevis.

Bohemian Hörner Schlitte alias bøhmisk trækælk 😀

Efter 5-6 års pause kom vores helt særlige bøhmiske trækælk omsider ud på pisten igen. Det var den, jeg spottede i Berlin og siden var så heldig at finde på dba for 6 år siden! Den er simpelthen fantastisk!

Bobslæden er til gengæld for lille. Især til mig – men med knæene godt oppe om ørerne lykkedes det mig faktisk at folde mig nok sammen til at kunne køre i den – og kæntre 😀

Vores helt særlige bøhmiske trækælk er dog langt mere komfortabel – og hurtigere. Da jeg nærmest fløj forover af den, fordi den stoppede meget brat på grusstien for fødderne af en jævnaldrende kvinde med hund, kiggede hun overbærende på mig. Jeg kan kun sige, at det absolut ikke er sidste gang, jeg har været ude at kælke – hvis der ellers kommer sne! Det er hyleskægt! Hvornår har du sidst kælket?

Knægten på den bøhmiske trækælk og jeg foldet godt sammen på den blå bobslæde 😀

Minder fra juleaften 2020

Juleaften er overstået, og vi dovner lidt, før vi skal afsted på julebesøg hos min far her første juledag.

Vi fik set både det svenske og det danske Disney juleshow, mens vi spiste guf og drak kaffe. Det var så hyggeligt. Jeg synes, at det svenske juleshow er lige lidt bedre end det danske .. elsker Anders And som ornitolog, Julemandens Værksted, Campingferie med Anders, Mickey og Fedtmule og ikke mindst Tyren Ferdinand ❤️

Hör du, lille Ferdinand, varfor lekar inte du med dom andra små tjurerna – och stångas du med?”

Jag trivs bättre här då jag kan sitta under min kork-ek och lukta på blommorna!”

Julemaden blev perfekt med små undtagelser. Min mands minutplan holdt 100, og både and og flæskesteg blev perfekt stegt. Flæskesværene blev sprøde med lidt grill. Ovnen slukkede uventet to gange undervejs, men vi opdagede det heldigvis og fik den genstartet.

Juleanden 🦆

Jeg stod for de brunede kartofler, men allerede da jeg skulle pille dem, kunne jeg mærke, at det langt fra var nye kartofler. De var umulige at pille, og skrællen tog det yderste lag kartoffel med. De brune kartofler fik derfor et lidt løjerligt fnulret look, men smagte ellers fint.

Ris a’la manden sad lige i skabet, og vi spiste lunede hjemmebragte Amarenakirsebær til. Dem køber vi hvert år i Italien og tager med hjem ❤️

Vi gik ikke om juletræet i år, og vi sang ikke julesange – men det var også det eneste, vi ændrede på juleaften. Det føltes lidt tomt at gå direkte til gaverne under det fine juletræ, men næste år tager vi dobbelt så mange sange og dobbelt så lang en tur, tænker jeg 🎄

Den første pakke, knægten fangede under træet var til ham selv – og det var den største af alle gaverne; en PS5! Han var ovenud glad for sine gaver, og han glæder sig til, at Ps5’eren kommer hjem i det nye år!

Jeg fik også så fine gaver. Det bedste er koncertbilletter til Sarah Connor i Berlin i april 2022. Nuii, hvor jeg glæder mig ❤️

Mine julegaver ❤️

På kanten til det nye år

Nedtællingen til 2021 er for alvor i gang. De fleste vil nok mene, at vi har oplevet (overlevet?) et anderledes og fuldstændig vanvittigt år. En hel generation af mennesker har aldrig oplevet et år som dette, hvor sundhed pludselig blev den allervigtigste parameter, og en sygdom fyldte det hele.

Mine forældre oplevede polioepidemien. Min mor blev alvorligt syg med polio som barn. Hun mistede et helt skoleår, og hun havde senfølger resten af livet. En af min fars venner har en arm, der visnede pga polio. Alle kendte nogen, der blev ramt.

Jeg blev vaccineret mod polio, og min mor behøvede ikke at frygte, at jeg blev ramt. Et prik i armen, og det var det for mig. Som mor kan jeg levende forestille mig min mormors angst, da hun så sin lille pige ligge der og ikke kunne bevæge sig. Der var ingen vaccine, ingen hjælp, de kunne blot håbe på det bedste.

Min generation har haft uhørt gode forhold sammenlignet med tidligere generationer. Vi har været heldige.

Som min mormor dengang, så venter jeg nu utålmodigt på vaccinen. Corona er ikke så slem som polio, men den rammer alligevel os alle, uden at vi nødvendigvis bliver smittede. For den rammer os på vores frihed.

Det är så lätt att ta friheten för given, när man aldrig har blivit fråntagen den.

Jeg håber inderligt, at 2021 bliver et bedre år. Et år, der indebærer en eller anden form for ‘tilbage til normalen’. Erfaringerne fra 2020 gør mig på sin vis rigere og klogere, for jeg er blevet mindet om ikke at tage noget for givet. Det er en vigtig reminder om at vi skal gi’ den én over nakken og se at få en masse oplevelser ind under frakken. Fordi det er oplevelserne sammen, man savner allermest, når mulighederne tages fra én.

I 2021 håber jeg på, at vaccinen bliver startskuddet til et år med rejser og oplevelser med familie og venner. Jeg ved, at det er mørkest før daggry, og måske derfor føles denne lockdown ikke så slem som den første. Vi skal bare over på den anden side. Sammen ❤️

Und dann feiern wir ‘ne fette Party

Laden alle unsre Freunde ein

Steh’n extra ganz dicht beieinander

Und stoßen an aufs Zusammensein

Alt und jung und groß und klein

Keiner mehr zuhaus allein

Weißt du, wovon ich grad am liebsten träum’?

Dass du mich weckst und sagst, “Es ist vorbei!”

– Sarah Connor “Bye Bye”

God mod grå – must haves til brunt hår, der er på vej til at blive gråt

Da jeg var ung, havde jeg langt glat kastaniebrunt hår, men allerede midt i 20’erne fik jeg de første grå hår. Et hurtigt nips med pincetten løste problemet, men på et tidspunkt måtte jeg begynde at farve håret, så jeg har farvet hår cirka hver måned siden jeg var i midten af 30’erne. Jeg er meget glad for Olia fra Garnier. Det dækker mine grå hår, og de har den nuance, jeg har brug for. Mit hår trives bedre med den farve end med mange af de andre hårfarver. Men det er en stakket frist, for kort efter hårfarvningen begynder cirkusset med udvoksningerne. Og hvad gør man så?

Root Concealer

Mellem hårfarvningerne bruger jeg root concealer til at kamouflere udvoksninger. Min favorit er helt klart John Frieda Root Blur, som desværre er udgået af det danske marked, men som fåes på Amazon. Den er ellers suveræn – det ligner en slags øjenskygge, altså pulver- og pensel format. Penslen er formidabel og gør det let at fordele concealeren præcist uden at farve hovedbunden. Det format er suverænt til at skjule udvoksninger uden at farve hårbunden. Langt bedre og mere præcist end concealer sprays.

Jeg har prøvet diverse root concealer sprays fra alle mulige brands. Jeg synes, at den bedste er L’Oréals Root Concealer. Den har den mest præcise spraydysse, og aerosolerne er bittesmå, så fordelingen i håret ikke bliver klumpet. Den drypper væsentlig mindre end de andre brands, men man undgår ikke helt et par ekstra fregner. Pas altid på lyst tøj, møbler og gulv, når du bruger root concealer spray – uanset mærke. Den løber ikke – hverken når man sveder eller når det regner.

Going grey uden held

Under lock down prøvede jeg at holde pause med hårfarvning. Det gik meget godt, sålænge jeg gik rundt i skoven og derhjemme og ikke rigtig skulle ud og møde nogen. Jeg havde til sidst en 6-8 cm udvoksning. Selvom jeg prøvede mit yderste for at omfavne det, så føltes det bare helt forkert. Jeg er ikke parat til det. Det er slet ikke mig at være gråhåret.

Jeg har ellers arbejdet på at blive mentalt klar; jeg har længe fulgt hashtagget #grombre på Instagram. Det var ikke særlig motiverende. Jeg ser nemlig ikke så skidefrisk, smuk og ung ud som de smukke kvinder, der deler deres smukke grå udvoksninger. Tværtimod. Jeg bliver fuldstændig farveløs, gusten og nærmest gennemsigtig. Mine fregner/pigmentforandringer (eller taler vi ligefrem leverpletter 🤯 ?) træder pludselig frem uden kontrasten til det brune hår. Det er jeg simpelthen ikke klar til. Endnu.

Tak for hårfarve, tak for concealers!

Tværtimod vil jeg bare sige tak, fordi der findes hårfarve og root concealers. Jeg er blevet endnu mere taknemmelig for disse produkter efter jeg prøvede at gro gråt.

Her er mit allerbedste tip til skinnende brunt hår med minimale udvoksninger:

John Frieda Tchüss Grau/Defy Grey-serien, som består af shampoo, conditioner og varmeaktiveret farvemousse baseret på kastanieekstrakt. Jeg har prøvet de 3 produkter fra sidste hårfarvning med et supergodt resultat. Jeg plejer at farve hår cirka 1x om måneden, men denne gang er udvoksningen ikke så tydelig som normalt efter en måned. Jeg farvede sidst hår 3. Oktober og har netop farvet det 28. November. Det er næsten en måned ‘over tiden’ – !! Og det er først i denne uge, at jeg har brugt L’oréal Root Concealer Spray, som jeg normalt bruger allerede 14 dage efter hårfarvningen!

Ved at bruge de 3 produkter i John Frieda Tchüss Grau serien ved hver hårvask, har jeg forlænget hårfarven 3 uger, min hårfarve har været frisk og nyfarvet hele tiden, da produkterne både giver glød mellem hårfarvninger og kamouflerer udvoksningen. Samtidig plejer produkterne håret, og gør det blødt og lækkert. Produkterne dækker ikke udvoksningen 100%, men giver de hvide hår en brunlig nuance, der gør, at udvoksningen ikke er så radikal. Det bedste er, at håret føles nyfarvet, glansfuldt, næret og smidigt.

Andre GOD MOD GRÅ produkter, jeg kan anbefale:

  • Til hårfarvning: Garnier Olia hårfarve – jeg farver altid kun hårbunden og undgår såvidt muligt spidserne.
  • Til udvoksninger: L’Oréal Root Concealer spray i udvoksningen fra ca 14 dage efter hårfarvning. Den eneste af den type sprays, der ikke drypper.
  • Til udvoksninger: John Frieda Root Blur – en slags brun øjenskygge til håret, påføres med pensel. Supergodt resultat.
  • Til “Reparation” når spidserne er slidte og filtrer: John Frieda Full Repair shampoo og deep conditioner mellem hårfarvningerne for at imødegå tørre knitrende filtrede spidser. Især deep conditioneren er for vild! Jeg bruger den i dagene op til, at jeg skal farve hår igen, for at lukke spidserne, så de ikke tiltrækker for meget farve og bliver for mørke, samt de første dage efter hårfarvning.

D10S

Da jeg var 14 år i 1986, så vi allesammen fodbold VM. Det var sådan det var, for der var jo ét sommerhus, én stue, ét TV, én kanal.. Når min far skulle se fodbold, så vi alle fodbold.

Jeg havde (har) ikke synderlig meget forstand på fodbold, men Diego Maradona fik mig til at indse, hvor fantastisk det kan gøres! Han var sindssygt god, og det var vildt sjovt at se fodbold med ham, for der var fest, farver og magi i hans fodboldstøvler. Og masser af argentinsk temperament og passion.

Siden fulgte jeg hans succes i Napoli, og på et tidspunkt skrev jeg et brev til ham. Udenpå kuverten skrev jeg bare “Diego Maradona, Napoli, Italien”. Der gik noget tid, og så fik jeg svar retur: Dette foto med en autograf på kom med posten fra Italien.

Sidenhen har jeg fulgt ham fra sidelinien. Jeg har krydset fingre for, at han kunne tæmme sine dæmoner lige så talentfuldt, som han tæmmede en bold. Når jeg ser tilbage, var det nok forudsigeligt, at det ville ende sådan. Han brændte sit lys i begge ender, og det brændte ud alt for for tidligt.

Tak for mange magiske fodboldøjeblikke ❤️

“Her har I en fodbold. De fleste fylder den med luft. Diego Maradona fyldte den med mening, farve, genialitet og galskab og brugte den ukueligt med en fortryllende magi. Nu er han borte, og fodbolden ser igen bare ud som en fodbold.”

– Erik Nina, Aftonbladet

Mortens Aften

Det er i virkeligheden noget værre rod med Mortens Aften… Morten hed Martin og gemte sig i gåsestien. Da gæssene afslørede hans skjulested, blev han biskop og svor hævn over gæssene. Det går her i landet ud over ænderne hvert år 10. November.

Fra min børnehave ❤️

Martinslanterner lavede vi hvert år op til Mortens aften i min børnehave i 70’erne. Vi malede syltetøjsglas med glasfarver, satte ståltrådshank på og satte et stearinlys fast i bunden – og så fik vi vores lanterner med hjem om aftenen, Mortens Aften.

Lanterner og lanterneoptog er en stor ting i Tyskland på Mortens Aften, og den tradition havde de tyske søstre, der ledte børnehaven, bragt med sig.

I stedet for glasmaling kan man også anvende silkepapir og tapetklister (laves af 1 dl vand, som røres sammen med 1 spsk hvedemel og 1/2 spsk sukker, som koges op til passende konsistens i en gryde).

Dagens måltid bestod ikke overraskende af and, hvide og brune kartofler, rødkål, waldorfsalat, æbler, svesker, andesauce og æblekage – alt sammen fra den lokale slagter. Jeg kan ikke li’ and, men jeg prøver troligt 2 gange hvert år – det kunne jo være, at mine smagsløg ændrer mening med tiden. Denne gang var det tæt på: Det smagte næsten godt! Saucen var fantastisk!

Det var superhyggeligt med en lille tirsdagsfest! Vi sluttede af med første afsnit af Björnstad. Den er god, men vi må se videre en anden dag! Det er jo hverdag 😅

Ikke Martins Gås, men Mortens And 😅

Ellers er status her, at jeg har ondt i kroppen – for når man er 48 år er det ikke gratis at glide på røven i et nyvasket badeforhæng 🤦🏻‍♀️)

Du bli’r 1000 år uden at tiden går 🎈

De første sange, jeg husker, er Shu-Bi-Dua. Vi sang med for fuld hals, når vi kørte til Rørvig i min mors hvide folkevogn med hund, børn og husfreden (grøn plante!) ovenpå den øverste kuffert på forsædet.

Min farmor hed Valborg, og pædagogerne i børnehaven skrev ‘Til Hvalborg’ på til og fra kortene på de julegaver, jeg lavede i børnehaven. Min farfar grinede og grinede og grinede.

Den første koncert, jeg var til, var med Shu-Bi-Dua. Og de spillede til en gymnasiefest. Og vi hørte selvfølgelig Shubberne i byen 🥳

Nu er Michael Bundesen død, og det gør ondt. Det er som en kær ven, der er død. Sangene har vi heldigvis stadig ❤️
Af hjertet tak for soundtracket til min barndom ❤️

Når dit hjerteslag bliver væk en dag
Er det så forbi? Gu’ det ej fordi
Der er meget mer’ mellem himmel og jord.
På en natteravn flyver du afsted
I galaxens favn får du evig fred
Så ta’ trygt afsted på din stjernefart i en kulsort nat
Hvor det er stjerneklart
At der er mer’ mellem himmel og jord.
Du har levet førdu vil leve igen
Og ved mørkets dør bli’r du solens ven
Du bli’r 1000 år uden at tiden går
I din himmelseng

Shu Bi Dua

Næsten 21 år efter – når tiden nu er vigtig!

Næsten 21 år efter min mors død, er der kommet ny behandling af den type kræft hun døde af; småcellet lungekræft. Den mest dødelige type lungekræft. Dengang var det sådan, at efter 5 år var kun 5% fortsat i live, ikke helbredt.

På engelsk hedder det oat cell lung cancer, fordi der ikke er tale om én afgrænset svulst men en masse kræftsvulster, der ligner havregryn på en scanning. Det kan derfor ikke opereres ud, og det spreder sig lynhurtigt. Småcellet lungekræft har en kortere fordoblingstid, hurtigere vækst og tidligere udvikling af metastaser end storcellet lungekræft. Det er et forløb, der er kort, hårdt, aggressivt og som oftest dødeligt indenfor 1/2-2 år.

Min mor fik kemo, og det slog kræften ned, men den voksede eksplosivt tilbage efter hver kemo. Hun fik stråler for at slå kræften tilbage, da hun tilsidst ikke tålte mere kemo. I oktober stod det klart, at hun ville dø af det. Ikke engang 3 måneder senere døde hun.

Den nye medicin helbreder ikke, men giver 7 måneder længere at leve i. Min mor døde blot 10 måneder efter diagnosen, så 7 måneder ekstra havde betydet alverden. Hun havde fået foråret med, lidt af sommeren, og min fars 60 års fødselsdag. Måske havde hun nået at møde sin svigerdatter. Det havde været uvurderligt med den ekstra tid.

At sige farvel på 3 måneder er urimelig kort tid, og det har sat sig spor i vores liv. Det var som en granat midt i vores familie, og vi har ikke formået at hele vores familie efter det.

“Nye studier viser, at disse lungekræftpatienter opnår 7 måneder ekstra levetid. Det er uvurderlig lang tid for en uhelbredeligt syge lungekræftpatient og de pårørende. Så jeg er glad på patienternes vegne”

Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Derfor gør det mig glad på andres vegne, at de kan få 7 måneder længere med deres mor eller far. For mig er det vigtigt, at vi bliver ved med at forske og blive bedre til at behandle. Derfor er jeg også på 21. år medlem af Kræftens Bekæmpelse. Det har der altid været plads til i mit budget ❤

Veras Butik i Møgeltønder

Jeg har allerede nævnt Veras Butik i Møgeltønder. Den ligger på hjørnet i nr 11 nær Mormors lille café. Det er en lille hyggelig butik indrettet i en gammel købmandsbutik. Her er retroguld for alle pengene – her kan du købe alt fra din barndom (og din mors & mormors barndom): Bøger, legetøj, bøtter, plakater, glansbilleder, påklædningsdukker, postkort…

Det, jeg var allermest fristet til at købe var .. det hele: Stemningen, sollyset gennem ruden, alle de fantastiske gensyn fra min barndom. Der var så meget at kigge på i hele butikken. De lyserøde Puk-bøger fra min mors barndom med tegninger af Cristel. Mariekiks-dåsen fra 50’erne. Klippe-ud-og-folde-Karoline Koen fra 80’erne, som vi fik sammen med skolemælken. Den stod længe på mit børneværelse.

De gamle smukke Puk-bøger

Hvil i fred, Olivia ❤️

“Olivia de Havilland” skrev jeg i venindebøgerne i 1980 under ‘yndlingsskuespiller’.

Olivia de Havilland er stadig min yndlingsskuespiller, og jeg er trist over at læse, at hun er død. Men jeg vil trøste mig med hendes egne ord.

Hun genså nemlig fra tid til anden ’Borte med blæsten’ – men hun blev ikke trist over at se alle de kære velkendte ansigter på afdøde venner og kolleger:

“Luckily it does not make me melancholic. Instead, when I see them vibrantly alive on screen, I experience a kind of reunion with them, a joyful one.”

Hvil i fred og tak for dine fantastiske film ❤️

I would prefer to live forever in perfect health, but if I must at some time leave this life, I would like to do so ensconced on a chaise longue, perfumed, wearing a velvet robe and pearl earrings, with a flute of champagne beside me and having just discovered the answer to the last problem in a British cryptic crossword.

– Olivia de Havilland