Tillykke med de 13 år!

Tillykke med de 13 år, min skat! Far og jeg elsker dig! Du er godt på vej til at vokse mig over hovedet, det sker måske allerede i august? Du nærmer dig hurtigt – er du blot en halv centimeter mindre end mig nu?

Det er fantastisk at være mor til dig, og det er SÅ vildt. Det niver i morhjertet, for hvor blev tiden af? Skulle jeg have været der mere? Kysset dig mere? Krammet dig mere? Jeg tænker, at du svarer ‘ellers tak, du gamle’. Ikke flere kys. Det kan jeg simpelthen ikke love dig.

Du gør mig så ufattelig glad hver eneste dag. Jeg elsker dine tindrende øjne og din nye stemme. Dine spidse knæ, albuer og hæle. Dine store fødder, der træder på mine konstant. Dine stærke arme, brede skuldre og dit smittende grin.

Nogle gange er jeg helt bange for, at du tænker, at jeg elskede dig mere, da du var lille. Jeg smelter, når jeg ser gamle billeder af dig, og videoer med din glade lyse barnestemme. Ja, jeg smelter, men det er fordi tiden går, og du vokser og forandrer dig konstant. Jeg forsøger at ta’ det hele ind, indprente mig dine måder og din duft, dine øjnes farve (de skifter også farve?), dine kinders runding, som forsvinder mere og mere. Det hele. Og derfor kigger du ofte ind i et kamera. Sorry skat, det er fordi du er så fan-fucking-tastisk.

Når man bliver 13, teenager, så sker der ufattelig mange ting. Ens forældre mister forstanden. Og det er sikkert: De har aldrig været unge. Det sagde jeg til min far engang (uden effekt, du kender jo morfar), og du sagde for nylig til os: ‘I har aldrig været unge i min tid’. Hold nu kæft, det er klogt sagt. Vi fatter minus om at være ung i dag. Vi ved jo ALT om at være ung. Ja, i 80’erne. Vores erfaring og vores viden er ikke opdateret til 2022, og meget af det, vi nogle gange forsøger at lære dig, er kompetencer fra en svunden tid. Noget er godt, andet er .. ubrugeligt. Vi skal nok lytte til dig, når du fortæller os, hvordan det er i dag. Sammen finder vi ud af det, og det lover jeg dig: Når du river dig løs, flyver din vej og vender os ryggen, så er vi altid lige her.

Gamle dage i Berlin

Lov mig, at du bliver ved med at være dig; glad, sjov, skør, vild, mystisk og ligetil. Din finurlige humor, dit manga-nørderi. Dine edits. Lov mig, at du brænder fingrene og farer vild. Gi’ den gas. Jeg ønsker dig masser af mod og tiltro til verden. Vær ikke bange for at stille de forkerte spørgsmål og for at stå op for dine venner. Du kan mere end du tror. Gå ikke glip af noget og lad være med at fortryde. Jeg håber, at du altid glæder dig til i morgen, og jeg ønsker dig en rigtig god og fjollet ven, der bliver hos dig, også når det ikke går godt.

Tillykke med de 13 år – jeg glæder mig til at fejre dig med morgenmad på Anna Bluhme, en dag i Zoo Berlin og lækre dumplings hos Yumcha Heroes. Præcis som du har planlagt.

Tak, Uffe

Morgenens nyhed gør mig både helt enormt trist og enormt taknemmelig. Ordet TAK kommer først for. Tak for alt, du har gjort for Danmark! Og på det personlige plan .. tak. Uffe Ellemann fik afgørende betydning for min dannelse, mit livssyn og mine holdninger. Lige siden juni 1992, hvor valget stod mellem at flytte til EF – eller gøre noget ved nej’et; og så blev jeg medlem af Venstre.

Jeg var så heldig at hilse på Uffe Ellemann få gange i Venstresammenhænge, en enkelt gang på Borgen, under valgkamp og på et landsmøde. Jeg mødte hver gang et passioneret, ideologisk, venligt og helt igennem godt menneske.

Vi har også heppet på landsholdet ved Arlas legendariske fodboldarrangementer i Parken i 90’erne. Og det var helt centralt; hans kærlighed til Danmark. Det glemmer man lidt, fordi vi er tilbøjelige til at tænke, at Uffe primært var Europabegejstret. Men det er en falsk modsætning. Danmark er Europa, Europa er Danmark. Vi er del af EU, og EU er del af os. Når ‘de’ nede i EU træffer beslutninger, så er det os, der træffer beslutninger sammen med andre.

De seneste år har jeg nydt dels en fantastisk aften med Uffe og Lykke Friis, og jeg har især læst Uffes skarpe indspark i debatten.

Ja’et til forsvarsforbeholdet er jeg simpelthen så glad for, at du fik med her til sidst! Jeg er sikker på, at himlen er knaldblå med gule stjerner på der hvor du er nu! Tak for dig – du ændrede verdenshistorien og gjorde Danmark til mere end en prik på landkortet.

Læs et af Uffes sidste og højt relevante indspark her.

Duran Duran koncert på Jelling Musikfestival ❤️👯🎸 

I Kristi Himmelfartsferien skulle vi til Duran Duran koncert i Jelling, for Jelling Musikfestival sparkede nemlig sommeren i gang i Kr. Himmelfartsferien 25.-28. maj 2022. ❤️👯🎸

Virus

Jeg havde det pivringe natten inden, og om morgenen da jeg stod op, sagde jeg til min sølle krop: “Vi to skal til Duran Duran koncert, og nu skal du ta’ dig sammen”. Jeg ved ikke, om den første virus efter corona rammer hårdere, jeg var i hvert fald hårdt ramt af snot, småfeber, mathed, træthed og ondt i halsen. Det er svaghed, der forlader kroppen, tænker jeg? Jeg lagde de rød/gule flupills fra Boots i min håndtaske. Et solidt mix af koffein, paracetamol og phenylephrine, der giver et koffein-kick plus lindrer tilstoppet næse, ondt i halsen, feber, kropssmerter og hovedpine – det er vist det, jeg har brug for på en dag som denne.

For INTET skal stoppe mig fra at komme til Duran Duran koncert. INTET. Jeg har været vild med Duran Duran, lige siden Susanne gav mig en kopi af Rio og Arena på et kassettebånd i 1985, da vi var 13 år. Mange år senere mødte jeg min mand – og han er den største Duran-fan, jeg kender. Hvor heldig kan man være!? Jeg har giftet mig med en, der også vil helt op foran scenen for at få det hele med. Og måske skal jeg her tilføje, at stillekupéen er nede bagi, for vi synger med, og jeg hviner 👯🎸

Overnatning på Hovborg Kro

Vi kørte afsted til Hovborg Kro, hvor vi havde en overnatning. Selve stedet er hyggeligt, men det er værelserne ikke. Det er rimelig basic, ret skrabede 80’er agtige værelser uden nogen form for luksus, men vi skal jo også kun sove der, så det går nok. Morgenmaden er lige så skrabet som værelserne. Gammeldags papmorgenbrød (rundstykker, håndværkere og gifler fyldt med luft) og så lidt pålæg, samt havregryn, müsli mv. Ingen røræg. Bare basic.

Den værste kaffe

Vi besluttede at spise på festivalen, og det var fint nok. Jeg gik rimelig kold, da vi ankom, men det blev bedre, da jeg fik lidt at spise. Og så har man jo brug for en god kop kaffe. Og der stod Peter Larsens baristavogn helt tilfældigt og lavede bl.a. flat white. Peter Larsen kaffe har jeg ikke drukket i mange år, fordi det er udrikkeligt. Men jeg har aldrig før fået deres kaffe på festival, og da slet ikke en Peter Larsen flat white. Jeg tænkte, “nåja, de har jo nok produktudviklet for vildt med alt det fokus på god kaffe de sidste 15 år”. Men nej. Det er uden sammenligning den værste flat white, jeg nogensinde har fået. Min mand smagte den. Vi grinede i 10 minutter. Hold NU kæft. Det smagte lidt som opvaskevand med en rest af sure bønner. Til gengæld var det skoldende hedt, og det lunede på en iskold sommeraften, hvor temperaturen droppede til 10C.

Campingstole?

Mens vi ventede på Duran, hørte vi lidt med på Michael Falch. Han gav den godt med gas, men det var et lidt spøjst publikum. De havde campingstole med. Det er mine jævnaldrende, som åbenbart ikke længere orker at stå op. Jeg vil til enhver tid foretrække en ståplads til en koncert. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af min energi og min ubændige trang til at danse, når jeg er tvangsindlagt til at sidde ned, men det kan jo ændre sig med alderen de næste 5-20 år.

Den bedste koncert ❤️🎸

Da vi stod helt oppe foran scenen og ventede på Duran Duran, sad der også en stribe jævnaldrende på campingstole forrest op ad scenen. Vips, da Simon & co. kom på, klappede de stolene sammen og gav den max gas!

Det var simpelthen den fedeste koncert – hvis du kender Duran, så vil du genkende mange af deres bedste sange. De inviterede til en fest, og vi sagde ja tak og havde en fest helt oppe ved scenekanten. Jeg fik først min stemme igen 2 dage senere. Det var SÅ godt!

Dansk sommer rimer på ommer ☀️

Under ekstranumrene begyndte det at støvregne. Og da vi totalt høje gik over til vores bil, begyndte det at småregne. Mens vi kørte mod Hovborg begyndte det at vælte ned. Hvor heldigt er det lige!!

Duran Duran Setlist Jelling Musikfestival 2022 2022

Edit this setlist | More Duran Duran setlists

mor til en teenager – bare en fase

Jeg er (stadig) i gang med at læse Julia Lahmes bog ‘Det er bare en fase’ om at være mor til en teenager. Jeg er så begejstret og rørt og taknemmelig. Taknemmelig, fordi hun deler både de pinlig øjeblikke og de inderste tanker og følelser. Rørt, fordi hun fortæller om de lidt forbudte følelser, jeg som mor rammes af, når min søn fjerner sig fra mig .. gradvist, ubønhørligt og helt naturligt.

Og begejstret, fordi bogen er så godt skrevet, og jeg har lyst til at læse den på en gang. Hele æsken med chokolader i et hug! Meeen … Jeg læser bogen lidt som en julekalender. En bid ad gangen. Læse. Tænkepause. Repeat.

Bogen er relevant for mig, fordi jeg nu er mor til en dreng på 12 år, som er et par centimeter fra at vokse mig over hovedet. Som er færdig med H&Ms børneafdeling og nu går i Superdry og Jack & Jones tøj i størrelse large. Stemmen er forandret. Der var ikke noget med nogen overgang, pludselig en dag var stemmen dyb som en mands.

Og pludselig blev jeg skubbet væk. Det var i London. Fra den ene dag til den anden. Som om der skete noget på flyveturen. Når jeg stikker min arm fortroligt ind under hans, så træder han et stort skridt væk og siger NEJ. Jeg glemmer af og til, at det er sådan, han vil have det. Jeg savner det for vildt. Det er bare en lille ting. Et kæmpe skridt. Og jeg er ikke helt klar.

Så fasen er her. Jeg jubler over det – det er fantastisk at være vidne til. Men inderst inde savner jeg sgu også den lille bløde dreng, der om natten krøb ind til mig og syntes, at jeg var uundværlig og fuldstændig fantastisk. Vi er ikke helt der længere; pinlig er det første ord, han nævner, når talen falder på mig.

Så ja, igen rammer Julia Lahme mig med sine ord. Og det er langt fra første gang. Første gang var med denne blogpost og med bogen “Hvor lagde jeg babyen”. Jeg er faktisk helt sikker på, at det er moderfællesskabet, de mener, når de skråler ‘You’ll never walk alone’ til fodboldkampe i fjerneren 😀

Heldig i dag

Jeg var heldig i dag, for min søn lod mig sidde i hans sofa og sammen så vi Narnia: Løven, Heksen og Garderobeskabet. Jeg fik også lov til at kramme ham lidt. Det er ved at gå væk. Han vokser fra mig i fuld fart. Jeg er stolt og bevæget og fyldt med kærlighed og er bare SÅ toppinlig.

Alle hans t-shirts fra sidste sommer er nu for små. Fede, dyre og for små t-shirts. Vi taler nu om størrelse L i SuperDry t-shirts. Det er ikke rigtig til at fatte at man kan vokse så meget på hvidt brød, leverpostej og pepperoni – men det virker usandsynligt godt 😅

Endeligt farvel til børneafdelingen i H&M

I dag skulle vi købe en ny forårsjakke til knægten. Det betød et endeligt farvel til børneafdelingen i H&M, og et go’dag til herreafdelingen samme sted. Når man er 12 år, så er børnetøjet simpelthen for småt. Nu er han en størrelse medium i voksentøj 😅

Der er en hel afdeling med tøj til teenagepiger, men drengene på 12 og derover skal i herreafdelingen, som er ret begrænset. H&M fokuserer heller ikke på tøj til teenagedrenge. Præcis som at deres udvalg i drengetøj de seneste 10 år har været begrænset og kedeligt, sammenlignet med pigetøjet. Pigetøj og accessories får meget mere plads i butikken. Suk.

Det er derfor, at vi i alle årene har købt det meste drengetøj i Primark. Primark har fedt drengetøj og et stort udvalg. De har også tøj til unge drenge – og meget af det.

I dag gik vi længe rundt i herreafdelingen i H&M, før vi fandt en superfed jakke – som også var den eneste, der var at vælge i mellem. Vi fandt også to plain t-shirts, men de havde ingen shorts, som ikke lignede spejderudstyr til gamle mænd. Jeg klipper nogle jeans af, tænker jeg. Eller også bliver det Reshopper.

Det er en fase

At gå ud i forårsaftenen, glad i låget og ikke frysende, efter en hyggelig og tankevækkende aften i dejlige damers selskab er bare .. vidunderligt! Tak Julia og I andre 🙏🏼

Jeg var fyldt til bristepunktet i mit hoved og mit hjerte ligeså. Det var en dejlig aften. Sjov, tankevækkende og lærerig. Vi står tærsklen til liv med teenager herhjemme. Nu er jeg bedre forberedt. Og i hvert fald ikke alene .. andre kvinder går foran og kommer efter ❤️

Hvad sker der i forældreskabet, når ens barn bliver teenager?

Hvor flytter forældrerollen sig hen, og hvad betyder det for hele familien, når man bor sammen med en vulkan, der potentielt kan flytte de tektoniske plader i familien, inden nogen har nået dagens første kop kaffe?

Hvordan sikrer man at familien, forældrene og måske endda teenageren har de bedste muligheder for at trives, lære og møde hinanden? Det har Julia Lahme IKKE alle svar på, men hun har nogle bud på hvordan både teenagere, forældre, små og store søskende, kan lære at danse på vulkaner og forhindre at dørene smækker hårdt i.

Foredraget kommer omkring kulturhistoriske strømninger, som måske kan inspirere til at forstå hvad teenagefasen i dag består af, men også med indsigter til at forstå, hvad det egentligt er, vi kræver af forældreskabet i verden i stadig forandring.

Et overraskende foredrag med personlige betragtninger, eftertænksomhed og den rå mængde humor, der kræves for at komme igennem også denne fase i livet. Sammen.

– /foredrag-med-julia-lahme-det-er-bare-en-fase/

Stor

Det er SÅ vildt, at knægten er vokset ud af børnetøjsafdelingen. Jeg ved ikke, om jeg er klar. Mit lille barn. Han er nu blot 3 centimeter mindre end jeg, og hans stemme er blevet dyb. Det er sket nærmest overnight. Jeg havde måske forestillet mig, at det ville ske mere glidende.

Han afviser at gå arm i arm med mig. Det startede han med i London i marts. Han vil heller ikke kysses eller kærtegnes eller nusses offentligt.

Herhjemme er han lidt mere large, men ofte krammer han mig og puffer mig ud af døren på samme tid. Og det kan han let, fordi han er så stor og stærk. Så står jeg der med en lukket dør mellem mig og det menneske, jeg har været allernærmest på i hele mit liv. Det gør ondt, samtidig med at det føles helt rigtigt.

Samtidig dukker følelsen op af, at han er ved at ændre sig mentalt. Jeg mærker en alvor, en dybde, en følsomhed og en eftertænksomhed, som han ikke har haft før. Jeg fornemmer også smerte og sårbarhed, når der er knas med vennerne.

Og hvor det tidligere var nok at kramme ham og fortælle ham, at alt bliver godt, så er der nu en grænse for, hvor tæt han vil lade mig komme. Samtidig er det heller ikke længere os derhjemme, der er hans referencegruppe. Det, vi siger om ham, tæller ikke så meget som omgivelsernes vurdering.

Bifaldet er for længst forbi
Og dit hjerte er tungt som bly
Alle retter på dig
Du ser forladt ud
Og du ser så trist ud
Kom i mine arme, slip det ud
Tro mig, jeg har været, hvor du er
Og jeg ved, hvad det gør ved dig


Men når du griner, så kan jeg se dig
Med alle dine farver, dine ar, bag dine mure
ja, jeg ser dig
Lad dem ikke ramme dig
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?


Jeg ser din stolthed og din vrede
Dit store hjerte, dit løvemod
Jeg elsker din måde at gå på
Og den måde du ser på mig på
Hvordan du lægger hovedet på skrå
Du ser altid, hvordan jeg har det
Du ved, hvor vi end er, er jeg dit hjem
Og du ved, hvad det gør ved mig
Hvis du griner nu

Hvert en prik i dit ansigt
er så perfekt, helt tilfældigt
Der er ikke noget smukkere end dig
Og jeg vil have det præcis på den måde
Alle bekymringerne og alt guldet
Jeg har aldrig ønsket noget lignende
Som alle dine farver og alle dine ar
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?

– Sarah Connor

Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

Januar jammer 😭

Min krop er åbenbart ved at stå af. Det der januar… det er ikke lige mig. Kulde, virus, træthed, mørke .. min krop og jeg tager os lige lur – vi ses i maj 😅

Jeg fik afleveret min afsluttende caseopgave på Ledelse i Praksis i mandags, og det var så stor en lettelse. Det var vildt spændende at dykke ned i pensum, men selvom det er fedt at nørde, så er det også fedt bare at uploade opgaven og få det ud af håret. Nu venter eksamen på mandag, så det skal jeg lige forberede i weekenden.

Og så har jeg researchet lidt på forskellige muligheder for fejring af min 50 års fødselsdag:

  • Oprindelig drømte jeg om at vågne op på min fødselsdag og så var det sommer. Om det så var Gran C eller et andet sted, hvor solen skinner .. men siden marts 2020 har det ikke rigtig været en mulighed.
  • Berlin er normalt altid en god ide, men Coronarestriktionerne er strammet siden nytår, og det magter jeg ikke mere af lige nu.
  • Så vandt knægten billetter til Oslobåden, men det er noget med at gå rundt ombord med mundbind – og kan man overhovedet komme ind i Norge?
  • Stockholm er også en af mine favoritbyer, og der er i hvert fald ingen restriktioner, så det var en mulighed. Slut februar er bare ikke den fedeste årstid i Sthlm .. Mosebacketerrassen i februar .. nej, det skal være omkring midsommer.
  • Det bliver en hyggelig dag i Danmark – jeg skal bare lige identificere hvor og hvordan 😀 .. kast gerne gode ideer ind her!

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

At blive ældre burde være helt almindeligt

At blive ældre er helt almindeligt .. men det er det ikke.

Sex & the City er tilbage .. Just like that. Jeg er spændt på den nye serie. Jeg var vild med SATC i 00’erne – indtil jeg blev klogere. Det er et univers, jeg voksede fra, og som tiden også er løbet gevaldigt fra.

Denne gang handler omtalen ikke om serien. Eller tøjet eller handlingen. Det handler om alder og udseende. Mændene i serien er naturligvis blevet gråhårede, men gys! Kvinderne ser jo lige så gamle ud!

Vent. Lige. Et. Øjeblik. Wtf! 20 år ændrer os alle. Mænd OG kvinder. Tror du mig ikke, så ring mig op om 20 år, mens du står foran et spejl med et 20 år gammelt foto af dig selv.

Derfor er det komisk og tragisk, at vi stadig falder i fælden og forventer, at det er en nogle-og-tredive-årig Carrie, der valser over skærmen 20 år senere. Med den respons kan jeg godt forstå, at ABBA sender nogle avatarer ud for at gi’ koncert.

Det er fint at undres og blive påvirket af, at man selv, ens veninder og idoler bliver ældre. Men man fletter næbbet. ‘Gud, hvor ser du gammel ud’ har aldrig hjulpet nogen til selv at opdage, at man ser gammel ud.

For tro mig, vi ved det godt. Aldring er udenfor vores kontrol. At blive ældre er ikke nemt og smertefrit. Jeg synes af og til, at det gør ondt at stå ansigt til ansigt med et ansigt, jeg ikke altid helt genkender. Som er ældre end jeg husker. For den unge kvinde er stadig indeni, men huden er krøllet og kroppen gør ondt. Og den unge kvinde indeni har masser at gi’, hun er mere end bare gammel; der er talent, erfaring og power. Kig ordentligt efter!

Når kvinder spiller dumme

At spille dum er den absolut bedste måde at redde sig ud af en en ubehagelig situation. Det finder man hurtigt ud af som barn. På et tidspunkt holder de fleste op med at anvende dén strategi, men i mit voksne liv har jeg oplevet, at især kvinder har en tendens til at spille lykkeligt uvidende, ignorante eller ganske enkelt dumme, for at redde sig ud af en ubehagelig situation.

Jeg har det svært med, når kvinder spiller dummere end de er – mest fordi det er så let at gennemskue. Jeg prøver også selv at undgå det, men det værste er, at det er enormt effektivt! Der er en hårfin linje mellem at spille dum for at bevare den gode stemning og at spille dum, fordi du nægter at tage ansvar og ejerskab for din skyld i et problem. For at redde din egen røv, ganske enkelt.

Når jeg gjorde noget galt som barn, spilede jeg øjnene op, lagde hovedet på skrå, smilede afvæbnende og forklarede helt dumt – gerne med lidt trutmund – at det anede jeg simpelthen ikke var forkert. Nogle gange virkede det, andre gange var søforklaringen simpelthen for tyk.

Når man (tilsyneladende) ikke ved noget om noget, kan man jo ikke bebrejdes for det, man har gjort galt. Det er en supereffektiv måde at fralægge sig ansvaret på. En anden beslægtet strategi er at skyde skylden på en anden ‘… men Barbara sagde, jeg skulle’ og så stille sit mest uskyldige fjæs op og håbe på, at de voksne hopper på den.

Begge dele er effektivt, for det afsporer hele situationen og kan afmontere problemet. Man kan undgå at få skylden, hvis ens omgivelser hopper på ens tilsyneladende dumhed.

For modtageren af sådan en historie er det voldsomt enerverende at få sådan en historie bundet på ærmet. Når nogen løber fra sit ansvar under dække af dumhed og falsk uvidenhed, så får man en lort serveret, som bare lugter og ærgrer en. Man kan endda selv ende op med ansvaret.

Alternativet? Man står sig bedst ved at stå ved sine fejl uden at bortforklare og dække sig ind under dumhed. Face the music. Lev med det. På den måde er det mere sandsynligt, at ens troværdighed forbliver intakt, trods man har fejlet. Man har en bedre chance for at klinke skårene og bevare relationen, når man tager ansvaret.

Det modsatte er bare utroværdigt ..

Vandreferie og hælspore

Vi gik rundt i Amsterdam, og vi gik mellem 10-19.000 skridt om dagen. Det er så nemt at glemme, at man er træt, når der rundt om hvert gadehjørne lurer nye opdagelser. Og Amsterdam er sådan. Omkring hvert hjørne, på hver en bro over hver en kanal, så stopper man op og kigger betaget på udsigten. Husene er smukke, træernes gule blade var smukke, altså det var bare nemt at glemme, at man (jeg) havde seriøst ondt i fødderne.

Jeg havde ellers varmet op i ugerne op til ferien og var oppe på at gå 10.000 skridt igen i ugen op til ferien. På grund af min hælspore har jeg ikke gået mere end cirka 2-3.000 skridt om dagen det sidste halve års tid. Når jeg holder mig på max. 2.500 skridt om dagen, har jeg nemlig ingen smerter i min hæl. Og jeg tænkte, at det måske var gået væk. Boy, was I wrong.

Her 2 uger efter ferien er mine smerter i hælen værre end nogensinde. Jeg kan ikke stå/hvile på venstre hæl, og de første skridt om morgenen er hæslige.

Høje hæle letter presset på hælen lidt, så det virker aflastende. De første mange skridt om morgenen er simpelthen så smertefulde. Når jeg sidder i sofaen om aftenen, kan jeg ikke finde hvile. Det samme når jeg er på arbejde. Det føles som om der er en knogle, der er på vej ud af hælen, og det gør ondt nærmest konstant.

Jeg har fået en tid hos lægen mandag, for det er uudholdeligt – undtagen når jeg går en tur. Når foden er varm er det næsten ok. Cykling er også udelukket. Det har samme effekt. Det er PÆNT frustrerende, at noget så hverdagsagtigt som at gå nærmest er invaliderende.

Nu har jeg jo prøvet i over et halvt år at gå mindst muligt, og det hjalp, men så snart jeg øger antallet af skridt til omkring 10.000 daglige skridt, så bliver jeg straffet med smerter fra helvede. Og jeg har taget 8 kilo på af at undgå at gå, og ddt lægger jo yderligere pres på fødderne. Det kan ikke blive ved med at gå. Derfor prøver jeg nu at gå, selvom det gør voldsomt ondt. Jeg håber, at det går væk eller at min krop vænner sig til de 10.000 skridt og holder op med at gøre ondt.

Jeg har læst bl.a. på Netdoktor, at tilstanden ‘brænder ud’ efter 1 1/2 – 2 år. Det er meget snart, at det så skal se at brænde ud, for det startede i marts 2020, da jeg begyndte at gå 10.000 skridt om dagen under første nedluk.

Har du prøvet at have hælspore? Hvordan fik du det væk?

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.