Jeg vågnede imorges og følte, at noget var galt. I går aftes sprællede du ikke særlig meget, og du var helt stille, da jeg lagde mig til at sove. Jeg vågnede ret tidligt og prøvede at mærke dig, men jeg kunne intet mærke. Jeg blev helt blank af angst. Jeg prøvede at gå på toilettet, drikke koldt vand, puffe til maven og vende mig. Intet virkede. En lang halv time lå jeg ganske stille i sengen og prøvede at vække dig. Tårerne løb ned af mine kinder af panik over at miste dig. Jeg var så bange.

Jeg forberedte mig på at vække Allan og kontakte fødselsafdelingen. Jeg prøvede en sidste gang at vække dig med et puf. Og der var vist noget. Var det ikke et lille puf? Jo, det var! Du bevægede dig, først lidt, så mere og tilsidst fik jeg nogle ordentlige spark som for at sige, at jeg skulle tage mig sammen. Åh min dejlige skat – det må du aldrig mere gøre!