NC har haft en meget urolig nat. Han græd meget mere end normalt og var nærmest umulig at få til at falde ned igen. Jeg sad med ham i armene i noget, der minder om et par timer i nat. Allan gik også lidt rundt med ham. Til sidst faldt han dog i en urolig søvn op af mig. Og til allersidst kunne jeg flytte ham over i hans egen seng.

Så ingen af os var friske, da NC vågnede grædende 7:30. Allan skulle afsted og lave radio, og jeg gik i gang med at skifte NC. Det kunne være så hyggeligt at pusle ham. Det var det også engang, hvor vi altid havde den dejligste kontakt på puslebordet.

Alle besøg på puslebordet er skrækkelige. Jeg frygter altid at skifte ble og tøj på ham, fordi det er så rædselsfuldt. Det ender altid i skrig og skrål. Han hader at ligge på ryggen, så lige så snart jeg får lagt ham på ryggen, smutter han om på alle fire. Tit kommer der lort alle vegne, når han gør det.

Jeg prøver ellers altid at starte ud med smil og sjove lyde for at holde hans interesse på mig, så han bliver liggende på ryggen. Men mit smil stivner, når han vrider og vender sig og smører lort ud på tøjet, hænderne, i håret, hofterne, maven, puslebordet, de rene bleer, min bluse … Jeg har ikke overskud til at stå og holde ham fast i en skruestik og samtidig spille fransk klovn.

Jeg prøver at holde ham fast, men det er nærmest umuligt for mig alene, når jeg også skal passe på, at han ikke bliver smurt ind i lort og falder ned fra puslebordet samtidig med at jeg skal vaske ham og forsøge at få en ny ble sat fast. Og han bliver ekstra hidsig og får ekstra mange kræfter, når han mærker, at jeg holder ham fast.

Det er én lang, sej og hæslig kamp, der altid ender med, at han skriger, fordi han i et ubemærket øjeblik altid slår hovedet. Ofte er han ved at ryge ned fra puslebordet, fordi han vrider og kaster sig rundt. Når han bliver lidt større, er jeg ikke i stand til at skifte ble på ham længere. Det kniber allerede nu. Også selvom jeg prøver at skifte ble på ham og give ham tøj på på gulvet i stedet for. Så kan han ikke falde på gulvet og komme til skade – og jeg kan bruge mine ben til at holde fast på ham med.

Når vi har haft en af de kampe, siver al energi og overskud ud af min krop. Jeg føler mig som en punkteret badebold. Jeg bliver træt, irriteret og orker ikke mere. Alle de gode intentioner og dagens planer er jeg parat til at skrotte efter sådan en omgang.

Men så skal han jo have noget at spise. Og det er så dagens næste kamp, uanset om jeg har kræfter til det eller ej. Her til morgen skreg han lige fra puslebordet og til spisebordet, uanset jeg prøvede at trøste ham. Havregrøden gad han ikke røre, da han havde spist to teskefulde. Han sad bare og skreg for fuld skrue.

Jeg nød min morgenmad i de allermest hyggelige omgivelser; skrig og skrål. Den allersidste rest af energi og overskud forlod min krop i takt med at morgenmaden blev spist. Nogle gange gider jeg ikke spise morgenmad, når det er sådan. Andre gange glemmer jeg det. I dag valgte jeg at spise morgenmaden i håb om at inspirere ham til at spise sin. No such luck.

Da jeg havde spist, satte jeg ham ned på gulvet. Han skreg lidt videre og så kravlede han ind til sit legetøj. Jeg sad fuldstændig udmattet og grædefærdig tilbage og kiggede på hans fyldte skål. Klonk, sagde det, og så skreg han endnu vildere end før. Ind og samle ham op. Han havde slået næsen ned i gulvet, så han havde fået næseblod.

Jeg kunne ikke trøste ham, han skreg helt vildt, og lige meget hvad jeg gjorde eller sagde, så eskalerede skrigeriet bare. Sceneskift. Jeg bar ham ind i soveværelset og gav ham bryst. Det fik ham til at falde delvis til ro, men han formår at skrige med babsen i munden, så helt ro blev der ikke.

Efter 20 minutter faldt han dog næsten i søvn. Han vågnede skrigende op et par gange og faldt i søvn igen. Til sidst kunne jeg lægge ham i seng.

Nu sidder jeg her, mens han sover. Er det normalt, at det skal være sådan? Jeg synes, at det er helt vildt!! Jeg vil gå ind og sove med ham nu. Jeg orker ikke andet. Men det var rart at få det skrevet ned og på den måde få det UD af systemet. Det er så rædselsfuldt disse morgener, hvor skrigeriet går amok.