Det blev ikke til meget søvn i nat, for NC vågnede ulykkelig og utrøstelig klokken 1 og jeg vil tro, at den var hen ad 3, før vi faldt i søvn igen. Jeg sov i hans værelse på en madras på gulvet resten af natten. Det gav ham vist lidt ro og tryghed, så han kunne falde i søvn til sidst.

Hans øjne var fyldt med gult klistret snask – nu i begge øjne. Øjenomgivelserne var røde og hævede, så jeg ringede til lægen, som indtelefonerede nogle øjendråber.

I løbet af dagen er det ikke blevet bedre. Han er stille, leger kun lidt, pylrer meget, klamrer sig til mig og vil ikke rigtig spise og drikke. Ikke smart i den hede vi nu har. Jeg har derfor ladet ham komme til brystet, når han har haft lyst til det.

Nu ligger han og sover. Jeg lagde ham ved 19:30-tiden, men allerede klokken 21 vågnede han igen. Jeg har givet ham en panodil, og så har han fået øjendråber to gange, så jeg håber, at han har det bedre i morgen. Da jeg lagde ham, var han brændende feberhed, men her klokken 21 var han mere normal at føle på – jeg tror, at panodilen har slået feberen lidt ned.

I morgen var det meningen, at jeg skulle have været med til et møde på jobbet, men det bliver der ikke noget af, nu hvor han er så syg. Jeg håber, at han har det bedre i morgen, men jeg vil nu holde ham hjemme, så han kan blive helt rask igen.

Åh, jeg synes, at det er hårdt at se ham have det så skidt. Han har det bare ikke spor godt. Jeg vil så gerne tage det væk fra ham, men hvad mere kan jeg gøre end øjendråber, panodiler, babs, skylning af øjnene og masser af ømhed og kærlighed?

Her til aften var vi en tur i Skodsborg og spise en is og gå en lille tur på stranden. Han var nysgerrig, spiste guf-skum med stor appetit og gik med mig ud på badebroen, han hilste på 3 hunde og grinede, da jeg fjollede med ham. Men stadigvæk med det sørgmodige blik i øjnene, der var helt klistret til af gult snask. Han sov i bilen på hjemvejen, og han kunne næsten ikke åbne øjnene for sammenklistret snask i øjenvipperne, da vi kom hjem. Så gå dog væk, lede snask!!