Hvert eneste år håber vi på en hvid jul, men det sker bare så sjældent .. i år ligger chancen for hvid jul nu på bare 7%. Snefnug er noget, vi må drømme om – eller også skal vi ta’ sagen i egen hånd og bage en hel snestorm af sprøde søde snefnug. Præcis som rigtige snefnug smelter de her ovnbagte snefnug straks på tungen. De er knasende sprøde og smager dejligt af vanilje. Og så er de lette at lave 🙂

Snefnug
- 250 g blødt smør
- 100 g flormelis
- 120 g mel
- 200 g majsstivelse
- 1 spsk vaniljesukker med top
- 1 spsk vand
- Flormelis til pynt
Sigt og bland flormelis, mel og majsstivelse og tilsæt vaniljen. Pisk smørret, til det er skummende, og tilsæt de tørre ingredienser og rør grundigt sammen med håndmikser. Dejen ser helt fnulret og tør ud. Stil håndmikseren væk, vask hænder og tilsæt 1 spsk vand til dejen. Saml dejen og ælt den til en glat dej, der trilles til en stor kugle. Sæt den indpakket på køl i 1 times tid.
Rul dejen til kugler i kirsebærstørrelse og sæt dem på bagepapir på en bageplade med 5 cm afstand. Tryk kagerne lidt flade med en gaffel.
Småkagerne bages i en forvarmet ovn ved 170°C i 11-13 minutter midt i ovnen. Lad småkagerne køle af og drys dem med flormelis.
