Badedragt-jagt

Hoff by Hoff badedragt

Jeg bliver nødt til at finde en. Det går ikke længere med min gamle før-jeg-fik-børn-bikini. Den passer rimelig godt endnu .. det vil sige, den venstre skål er lidt for lille og venstre babs truer derfor af og til med ganske frejdigt at hoppe ovenud.

Men nu er NC begyndt bruge min bikini til at stige op af vandet; han sætter en eller begge fødder op i bikinitrussen og hager sig fast i bikinitoppen – hvilket resulterer i, at begge dele presses nedad og truer med at afsløre indholdet. Ikke særlig fedt, selvom det foregår under vandet.

Så jeg må kapitulere og finde en badedragt, jeg kan holde ud at se på. Det vil sige ikke noget med fartstriber i siden, ikke noget Speedo, ingen blomster, flæser eller farvelade … bare sort, enkel og pæn. Noget a’la den her til højre, men jeg må nu nok indrømme, at jeg ikke har tænkt mig at betale 600 kroner for en badedragt. Det koster den her nemlig. Så meget vil jeg ikke ofre på en badedragt, der alligevel hurtigt bliver mølædt af at blive brugt i klorvand.