Nicholas har fået en bondegård. En rigtig fin trelænget bondegård. Det er jeg glad for af flere årsager; han har arvet den af nogle af vores venners børn, og det gør, at det i mine øjne er langt mere end ‘bare’ en bondegård. Der er langt mere kærlighed i den bondegård end i en man lige samler op i BR.

For det andet så er bedstefar jo landmand. En ægte jysk en af slagsen. Han kan fortælle historier fra en tid, som for en stor del er forsvundet og som forekommer meget eksotisk, selv for mig. De historier synes jeg, at NC skal høre – og bondegården med alle dens dyr er en god måde at skabe interesse for de danske dyr.

Pandaer, tigre og elefanter er alle fantastiske dyr, men en ko med store blide brune øjne, silkemule og en tunge så ru som sandpapir er altså også noget helt særligt. For slet ikke at tale om bløde lyserøde smågrise, der møffer og myldrer omkring. Og heste, føl, kyllinger …

Jeg vil gerne have, at Nicholas skal være dus med de danske dyr – de er efterhånden lige så eksotiske som dyr fra andre lande. Jeg vil næsten sige, at det er nemmere at se en giraf end en ko, fordi man faktisk nemmere kan tage i zoo end stoppe ved en mark med køer på. Det er lidt trist. Jeg synes ikke, at hans indre billede af en kylling skal være en med 6 lår i en foliebakke, men en lille munter gul dunet fyr, der siger ‘pip’.

Så derfor er jeg glad for bondegården – og lad os nu se, om han bliver glad for den også 🙂