I nattens løb hostede NC og sammenholdt med gårsdagens oplevelse i sandkassen, valgte vi at holde ham hjemme i dag. Vi planlagde at gøre det således; jeg starter med at aflevere NC hos farmor og bedstefar og kører selv til klinikken. Derefter henter jeg NC og kører hjem – forhåbentlig og lægger ham til at sove en god lang lur. Allan har fri ved 11-tiden og kommer hjem og overtager – hvorefter jeg kører på job. Så langt så godt. Jeg er lige kommet hjem fra fertilitetsklinikken, har hentet NC og købt lidt frokost til os alle 3.

Det gik fint på klinikken. Jeg er på 2. dagen af min cyklus og blev scannet. Alt ser fint ud; begge æggeledere er ready to rock og slimhinden i livmoderen er 3 mm. Så nu venter vi bare på ægget eller æggene! Koom nu, æggis! I næste uge skal jeg så for en god ordens skyld have taget en smear prøve og en klamydia-test tirsdag. Fredag skal jeg scannes igen. Da jeg så skulle have medicinen udleveret og fik at vide, at på 4. dagen skal jeg starte på Pergotime, vældede tårerne op i mine øjne, for det betyder, at lørdag morgen er min sidste amning. Og jeg følte mig slet ikke klar til ammestop, men helt klar til at få et barn til. Og det ene udelukker det andet. Jeg blinkede tårerne væk, smilede og gik min vej med medicinen i en pose. Med tungt og let hjerte.

I bilen sank mit mod igen. Det føles forkert at stoppe amningen, men samtidig er det jo det rigtige at gøre, når vi nu så gerne vil have et barn til. Jeg er overrasket over, hvor svært det er at forholde mig rationelt og nøgternt til det. Jeg er overrasket hvor svært det er rent psykisk at stoppe med at amme; alt i mig stritter simpelthen i mod. Jeg får helt enkelt kvalme ved at tænke på, at jeg ikke længere skal amme Nicholas. Og selvom jeg prøver at lade være med at tænke på det, så popper det op hele tiden.

Jeg ringede til min læge for at høre, om hun har et godt råd. Jeg er helt klart ikke forberedt på, at min egen psyke ville gøre det til så svær en beslutning. Jeg er ganske enkelt i tvivl om, hvorvidt jeg kan gennemføre et ammestop. Og samtidig føler jeg, at det er til grin. At jeg burde være stærkere. Og jeg føler også, at jeg er unormal, fordi jeg har svært ved at stoppe amningen. De fleste, jeg kender, har været overlykkelige for at slippe for amningen og har stoppet den så hurtigt som muligt ude problemer og uden at være ked af det over det.

Min læge tog det heldigvis alvorligt og fortalte mig, at det er helt normalt at føle, at det er en forkert beslutning, men at jeg skal stå ved min beslutning, fordi NC fanger min ambivalens og forstår at udnytte den, så han til sidst får mig overtalt til at give ham mælk. Det er lidt underligt, for det er nøjagtig det, jeg har følt, at han har gjort. Selvom jeg har været helt fast besluttet på at ikke at give ham bryst, så ender det som regel med, at jeg gør det alligevel og finder en eller anden forkølet undskyldning for det.

Men fra lørdag er mælken giftig for ham – eller tæt på. Det er ihvertfald ikke nogen forkølet undskyldning. Min læge sagde, at faren må tage over om natten med en falske vand en sut og nussekluden. Og jeg må have fat i højhalsede tykke bluser og rene BH’er, så NC ikke ser og dufter babserne. Og så tålmodighed. Masser af det – hos os begge. Og så skal vi forvente, at han ikke opgiver uden kamp, så en lille uges tid med skrig og skrål skal vi være forberedte på.

Men det er jo en ringe pris at betale for at få det barn, vi drømmer om. Og for NC er det prisen for at få en lillesøster eller -bror. Han ved bare ikke, at det er hans højeste ønske ha ha!

Og forkæl dig selv, sagde lægen ‘og få din mand til at forkæle dig’. Jeg må ikke fortrænge sorgen over at miste amningen, så jeg skal være lidt god ved mig selv og give mig selv lov til at føle ked-af-det-hed. Og det med at blive forkælet .. det bliver jeg allerede. Er nemlig så heldig med min mand, at det gør han af sig selv. Fik fx en skummel onsdagssnegl i går, fordi han syntes, at det var synd for mig med bilen og alt det. Det havde jeg ikke regnet med, for det var min egen tåbelige tanketorsk. Men så sød er han, min mand!

Så jeg psyker mig selv til at tro på og mene, at det her er den rigtige beslutning. For os alle 3. Måske snart 4.

Det hjælper at tænke: ‘Jeg skal have et barn’ – ‘jeg skal have et barn’ – ‘jeg skal have et barn’ – !!