Vred!

Jeg er vred, chokeret og skuffet over, at det lige blev mig. Jeg synes, at det er unfair at fyre mig, fordi jeg kun lige er kommet tilbage fra barsel og overhovedet ikke har fået en chance for at komme ind i mit nye job og vise, hvad jeg du’r til.

Særlig fordi min arbejdsgiver jo har pligt til at tilbyde mig et job, der svarer til det, jeg forlod før min barsel. Jeg fik tilbudt og accepterede en helt nyoprettet stilling, som organisatorisk lå i en anden afdeling. Jeg fik nyt job og flyttede fra marketing til produktudviklingsafdelingen.

Efter bare 2 1/2 måned bliver jeg så fyret, fordi ‘min stilling bortfalder pga strukturændringer’. Enten er det en hovsa-løsning eller også var det tilsigtet hele vejen at spare mig væk.

Det er da klart, at jeg gør mig mine tanker, og det gør mig vred. Jeg føler, at jeg blev bondefanget og luret til at tage et spændende job, som de allerede dengang havde tænkt sig at nedlægge – istedet for at tilbyde mig et blivende produktchefjob. Ingen produktchefer blev nemlig fyret, og det var min titel før barslen.

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig næste logiske skridt, når jeg er kvinde, 38 år og lige har fået mit første barn. Hvis jeg skal have flere børn, skal det være nu, så de forestiller sig nok, at der kommer en barsel til inden længe og har derfor haft et ønske om at komme af med mig, før jeg evt. blev gravid igen.

Det er bare ucharmerende, men jeg ved jo ikke, om det er foregået sådan. Det er bare tanker, jeg gør mig. Juridisk set fejler min opsigelse ingenting, men moralsk er den flosset i kanten, synes jeg. Og jeg er altså  VRED, selvom jeg også er glad, fordi jeg trods alt får hjælp til at komme videre.