Second hand shopping mode

Jeg skulle have været til jobsamtale i morges. På mit drømmejob. Men det blev aflyst, fordi ham jeg skulle tale med var blevet ramt af halsbetændelse. Hvor surt er det lige? Jeg havde forberedt mig grundigt og var tændt og klar og pæn i håret og ….. så bliver det på tirsdag i stedet.

Hvad gør man så, når ens dankort er overtrukket, man er fyret, pludselig har en blank dag i kalenderen og en masse rastløs energi, der skal brændes af? Man går ud og shopper og knalder en hel måneds løn af. Nej, vel? Usædvanlig dårlig løsning!

I stedet gik jeg i Kræftens Bekæmpelses butik Igen på Sorgenfri Torv for at se, om de har fået julepynt. Det havde de, men jeg gik ud af butikken uden julepynt med 3 billedbøger, 2 par bukser og en bluse til knægten, 2 jakker til mig (en sort og en rød), samt en chinois (spidssigte – smart til at fjerne klumper f.eks. i sauce og til alt muligt andet man ellers bruger en si/sigte til) og en bliktallerken til NC. For 200 kroner i alt plus overtræksrente.

Jeg køber efterhånden det meste af mit job-tøj i Igen – dels fordi pengene går til et godt formål, men helt enkelt også fordi jeg ikke har råd til at købe nyt dyrt tøj. Der er ikke penge i budgettet til nyt tøj, og fordi jeg er blevet større efter fertilitetsbehandling og graviditet, så har jeg skabet fyldt med tøj, der dels er umoderne men også for småt.

Jeg har ikke råd til at købe en helt ny garderobe, så jeg har købt basis-ting; et par pæne sorte bukser, en sort nederdel, leggings, jeans og forskellige bluser. Men sådan noget som jakker/jakkesæt i en pæn kvalitet til fuld pris har jeg ikke råd til.

Hos Igen har jeg fundet mærker som Escada, Day, Esprit, Part Two, In Wear, Kello, Gerry Weber, H&M, Zara, Vila osv til 45 (for en jakke) til 200 kroner (for et sæt med jakke med bukser og/eller nederdel). Jeg køber kun “klassikere” – det vil sige jakker af pæn kvalitet i basis farver til brug på jobbet, samt bluser til at have under jakkerne.

Savner jeg at shoppe igennem i fede butikker og bare købe det, jeg har lyst til? Ja, det gør jeg. Klart. Jeg er jo ikke kvinde for ingenting! Men samtidig kvier jeg mig ved at betale fuld pris for en jakke, når jeg ved, at jeg kan være heldig at finde en tilsvarende jakke for under 100 kroner i Igen, på loppemarked eller i en af de andre genbrugsbutikker, jeg kommer i.

Det meste af Nicholas’ tøj er også second hand. Forleden var jeg i Bøjlestangen i Bistrup og købte for 40 kroner tøj til ham; to par jeans fra OshKosh, et par lyse fløjsbukser fra Benetton, en NameIt skjorte og en helt ny sort thermo heldragt fra Minymo. Og i dag købte jeg en tyk bomuldssweater med kabelstrik fra H&M uden pletter :-), et par mørkeblå bukser fra OshKosh og et par khaki bukser fra Minymo for 30 kroner.

Og så fik jeg købt en adventskrans og tilhørende æbleskiver 😀