Hyttefeber – ny CoVirkelighed dag 7

Jeg startede onsdagen med et sug i maven, da det i halvmørket så ud som om knægten havde feberrøde kinder. Han sov længe her til morgen, til 9:30. Han hoster mere i dag end de andre dage, men han er frisk nok. Ingen feber, heldigvis. Og bestemt ingen manglende energi!

Jeg holdt Skypemøde med mine kolleger, mens knægten kørte på og lavede alle udestående opgaver på Matematikfessor – efter at han havde ventet i kø på sitet i 30 minutter. Han lavede også ‘dagens nyheder’ og en video, hvor han skulle danse sit telefonnummer, som var opgaverne i dansk. I musik komponerede han en fed melodi i musik, hvor han rappede til.

Dagens sidste time var billedkunst i dag – gå en tur på Louvre og se om du kan tegne Mona Lisa. Det gik så fint, og han tegnede den fineste Mona Lisa, der smiler sørgmodigt, fordi hun har fået knust sit hjerte. Det er han sikker på.

Dagens nyheder var svære for ham at skrive, for han sagde, at han ikke har oplevet noget overhovedet og derfor ikke havde noget at skrive. Det kan jeg sagtens følge ham i. Jeg er også helt tom i hovedet, blå indeni, og jeg trænger til at komme ud. Jeg har gået 1400 skridt i dag, og jeg har myrer i kroppen. Sådan føles det. Ægte hyttefeber.

Det hjalp gevaldigt på humøret med en snak med mine kolleger. Det er vigtigt for mig ikke at føle mig palle alene i verden. Jeg er ingen ø, jeg har brug for mennesker omkring mig. Jeg havde også en tid til et kursus på LinkedIn, samt nogle helt praktiske arbejdsopgaver. Det er rart, at der er kommet mere struktur på dagene nu.

Hvert skridt jeg tager er et skridt tilbage til mig selv 🩰

Mit hoved var ved at eksplodere tirsdag morgen. Jeg dykkede ned under dynen, småsov til klokken 11. Det hjalp.

Jeg stod op, spiste den birchermüsli, som min mand havde lavet til mig og sad og våndede mig i sofaen.

Vejret var trøstesløst, men jeg fandt røjserne frem, stort tørklæde og en frakke, og så gik jeg en tur med forsigtige langsomme skridt på smattede stier. Långsomt leder också någonstans.

Jeg gik en dejlig tur. Vejret var dejligt, for solen tittede frem. Det gjorde mig godt at trække vejret dybt og bare gå.

Sig mig, hvornår jeg sidst har mærket regnen på mit ansigt?
Hvornår har jeg sidst strakt armene ud og næsten nået skyerne?
Hvert skridt jeg tager, er et skridt tilbage til mig selv
Jeg er stærk, og jeg ved, at jeg kan klare det.
Hvis jeg bliver bange, lader jeg lyset være tændt
Jeg starter forfra nu og holder op med at tude
Den sidste tids lort ligger endelig bag mig
Jeg ser fremad, jeg går fremad!
Nu er jeg en løvinde, der beskytter sig selv

Og digtet? Det er ikke mig, det er mit lille ekstrakt af en af de allermest powerfulde sange, jeg kender. Anorak hedder den, og den handler om at starte forfra.

I sangen handler det om at starte forfra efter et forlist forhold. Jeg tager ordene og for mig er det ren empowerment i perioder, hvor jeg har stået i lort til halsen og er kommet så langt væk fra mig selv og mine drømme, at jeg nærmest er holdt op med at drømme om andet end den næste ferie.

Kender du det, når man for første gang i lang tid mærker solen i ansigtet og ikke kigger bort, irriteret over at blive blændet? Når man ser op og ser og mærker lyset og varmen?

Anorak
Heut hab ich die Sonne zum ersten Mal gespürt
Der Scheiß der letzten Wochen endlich hinter mir
Fenster auf, die Luft ist klar
Mein Kopf ist leer
Meine Lungen brennen
Atmen fällt noch schwer

Fang von vorne an
Hör auf zu heulen
Wisch die Tränen weg
Ich schaff’s auch allein! Allein!

Sag’ mir wann hab ich den Regen zum letzten mal gefühlt?
Mit ausgestreckten Armen die Wolken fast berührt?
Jeder Schritt ein kleines Stück zu mir zurück

Jetzt bin ich ‘ne Löwin die sich selbst beschützt
Ja ich schau nach vorn
Ja ich krieg das hin
Ich versinke nich’
In deinem Anorak
War mir eh zu groß
Ich schaff’s auch allein! Allein!
Denn ich bin stark und ich weiß dass ich’s schaffen kann
Und wenn ich Angst hab lass ich Nachts die Lichter an

– Sarah Connor

Jeg gik i seng samtidig med knægten ved 21-tiden. Jeg vågnede ved 3-tiden og kunne ikke rigtig sove mere. Jeg havde stadig ondt i skallen, så jeg tog et par piller. Jeg døsede hen og var meget langt væk, da vækkeuret ringede. Yay, jeg var nærmest frisk, kun en snert af hovedpine 😍

Ro på – nu!

  • Jeg er lige nu midt en meget stressende periode på jobbet.
  • Jeg mærker næsten dagligt, at jeg rammer muren. Jeg har konstant for mange opgaver og for lidt tid. Jeg når ikke nok, fordybelse, kreativitet, analyse og overvejelser er der ikke tid. Ekspedere, levere, bum.
  • Jeg når dagligt dertil hvor det kører rundt – hvor jeg ikke får lukket en eneste opgave, men bliver afbrudt og starter på en ny. Når jeg lukker min pc, ligger der typisk en lille håndfuld mails, jeg er begyndt på i dagens løb, men ikke har fået sendt, fordi jeg blev afbrudt.
  • Jeg når også ofte dertil, hvor jeg tydeligt mærker, at jeg ikke længere arbejdet effektivt, fordi jeg ikke kan tænke klart, fordi vigtige hasteopgaver vælter ind over hinanden.
  • I den situation er det fristende at ‘klemme balderne sammen’ – men det er vigtigt at lade være. Når det er sådan, fjerner jeg mig fysisk fra opgaven. Jeg går væk, henter vand, går ud på bagtrappen, går til frokost, et eller andet.
  • At forlade en opgave fysisk virker. Kroppen tager over, jeg trækker vejret dybt, smalltalker med en kollega, hæver blikket og opdager at solen skinner/det regner etc. Hjernen fortsætter ubevidst, og løsningen kommer oftest af sig selv og uden besvær.
  • Det er mildt sagt genialt at gå væk fra opgaverne.
  • Jeg har 5 punkter, som jeg praktiserer:
    1. Træk vejret dybt
    2. Sørg for orden
    3. Gå væk
    4. Giv slip
    1. Sov godt

    Det virker 😅

    På legepladsen

    Volkspark am Weinberg er et af mine favoritsteder i Berlin – og det er en af de legepladser, knægten elsker, så vi skulle naturligvis også der forbi mindst en af dagene – specielt fordi parken kun ligger 1000 meter fra vores lejlighed.

    Vi startede ud med at spise brunch på Spreegold. Den 1. Januar åbnede de ‘først’ klokken 8, som kokken lettere beklagende fortalte os forleden. Ikke klokken 7 som de plejer. Vi var begejstrede, for derhjemme er vi slet ikke forvænte med andet end åbne pizzeriaer efter 16 den 1. Januar.

    Derefter tog vi sporvognen til Weinbergsweg, hvor vi gik gennem parken og forbi Rosengarten op til legepladsen.

    Det var absurd koldt. Det var frostvejr plus blæsevejr plus legepladsen ligger på toppen af en bakke (Weinberg .. ). Selv med nyt uldent tørklæde var det frysende koldt. Men det afholdt ikke knægten fra at prøve alle legeredskaberne på hele legepladsen, mens vi gik med lidt rundt og frøs med anstand. Det var der overraskende mange andre forældre, der også gjorde. Men de andre forældre var lidt mere tjekkede; de havde noget varmt med at drikke i en termoflaske.

    Vi havde ikke været der så længe, før min mand opdagede Sissel-Jo Gazan. Jeg var ikke helt sikker på, om det var ok at gå hen og sige hej, men min mand fik mig overtalt; så vi gik hen og hilste på hende, og hun var simpelthen bare så sød. Vi fortalte hende selvfølgelig, at vi er så begejstrede for hendes bog om Berlin og har afprøvet mange af hendes tips allerede. Vi fik et par nye tips til bl.a. Brunch hos italieneren på Weinbergsweg.

    Vi talte med Sissel-Jo om at flytte til Berlin og hørte om nogle af hendes erfaringer. For vi drømmer jo et eller andet sted om det, det ville jo være fantastisk at leve i Berlin. At tale med Sissel-Jo var vildt inspirerende. Det føltes pludselig som om det virkelig kan lade sig gøre. Vi skylder i hvert fald os selv og hinanden at undersøge det.

    Vores drenge opdagede også hinanden, og så legede de sammen. Vores dreng var i legekammeratunderskud efter en lang juleferie, så han var begejstret for at møde en ny kammerat. Jeg tror, at de legede i noget nær 3 timer, og om aftenen sagde han, at det var ‘den bedste dag’. Vi aftalte at mødes igen og lege dagen efter, og han glædede sig allerede lige fra vi sagde farvel.

    Det var simpelthen også den bedste dag. Inspirerende og mageløs. Hvilken fantastisk start på 2016 ❤

    Tømmermænd?

    Solen er gået ned over 1. januar. En herlig dag hvor højdepunktet var frokost på Den Gyldne Måge. To gavekort har hængt på køleskabsdøren siden i sommer, og hvilken anden dag end 1. januar indbyder til at hænge ud på McD?

    Jeg kan kun sige, at jeg elsker McD. Ikke så meget for deres mad, men for deres legerum, fordi der er højt til loftet og fordi der er masser af legekammerater. Det hjælper også ganske meget på det, at der var gratis kaffe og røde balloner.

    Vi bestilte intet til Nicholas, men menuer til os selv, og så sad vi sammen med alle de andre ufriske forældre med ondt i hårrødderne og holdt øje med überfriske børn, der knoklede rundt i legerummet.

    Nicholas sad ikke ned i to sekunder ved bordet men legede fange med de andre børn. Vi hørte hans perlende latter og kommandostemme og vidste, at han havde en fest!

    Farvel og ‘tak’ til 20træls. Man skal altid passe på med at udråbe et år til annus horribilis, for om 10 år kan man risikere, at netop 20træls aka 2012 var det virkelig gode år.

    Udover uvisheden omkring Nicholas, fyring, konkurs, jobsøgning, slutspurt på Allans studie, forsvindende venner og familie etc, var der også virkelig gode stjernestunder; for eksempel vores fede sommerferie i Berlin og Østrig, samt vores ture til Timmendorfer Strand, Legoland og Fyn.

    Min 40 års fødselsdag blev aflyst, fordi jeg fik en fyreseddel. Jeg blev genansat bare for at blive fyret igen, da firmaet omsider gik konkurs. Jeg var arbejdsløs i noget nær en uge, før jeg startede på mit nye drømmejob, og det viste sig, at fyresedlerne var den bedste gave, jeg overhovedet kunne få!

    Konkursen betød, at vi havde banken på nakken i 4 måneder, fordi min løn udeblev. Det var rimelig stressende, for vi kunne intet gøre – vi havde bare ingen penge. Vi slagtede til sidst Nicholas’ opsparing for at klare den. Det var ikke ubetinget fedt, men lærerigt. Der er meget, man kan spare på, som man ikke lige overvejer.

    Og det må vel være lektien her på årets første dag. Allan afslutter sit studie i denne måned, og så skal han ud og finde sig et job. Det er slut med SU, han er ikke berettiget til dagpenge, fordi han er nyuddannet, så vi skal spinke og spare lidt endnu 🙂

    Men vi tror på 2013. Det bliver godt, kan jeg mærke!

    Men hold nu op, hvordan i himlens navn kan jeg få ondt i hovedet af rødvin, pink champagne og et par Bailey’s??

    20130101-182723.jpg

    Kontrakt

    Så stod jeg med to kontrakter. To jobs, jeg har søgt, og som jeg har været opsat på at få. To vidt forskellige gode jobs indenfor mit felt. Det ene job var bare lige det, jeg drømmer om, så nu har jeg underskrevet kontrakt, og jeg skal starte på fredag!

    Det er så vildt!!

    Officielt mulighedssøgende

    Jeg fik pludselig rimelig travlt her til morgen, for i en af mine mange mails fra fagforeningen stod der, at jeg skulle melde mig ledig. Nu. Det havde jeg egentlig først regnet med, at jeg skulle, når mit ansættelsesforhold udløber 31/8, men reglerne siger NU.

    Når jeg tænker efter, så er det fuldstændig logisk, at det er sådan, for jeg er jo fritstillet, hvilket betyder, at jeg er arbejdsløs (med løn) og derfor er jeg forpligtet til at søge job med det samme. Jeg var bare ikke klar over, at jeg skulle ‘ind i systemet’, før jeg ikke længere får løn.

    Som sagt så gjort. Nu er jeg officielt ledig. Not so cool, men sådan er det. Det var ikke bare det, for der stod så, at jeg skulle indsende ledighedsblanket og dagpengekort til a-kassen. Det har jeg så gjort. Altså, jeg har jo ikke indsendt dagpengekort, for jeg forventer jo stadig at få løn for de næste 3 måneder.

    Og så er der blanketten til Lønmodtagernes Garantifond, som fagforeningen skal have tilsendt asap. Den har jeg også udfyldt, og jeg har fundet ansættelseskontrakt, lønsedler og anden dokumentation frem og lagt med.

    Så er der banken. Jeg skal lige advare dem om, at jeg formentlig ikke får løn den 31/5, men at jeg har ansøgt om at få kompensation fra LG. Jeg håber sandelig, at det går stærkt med at få pengene.

    Og så er der det CV, jeg skal lave og aktivere på JobNet.dk. Det er rimelig let at lave. Jeg har i forvejen mit CV på Jobindex, Stepstone, LinkedIn og flere andre sites.

    Overbragt

    Da vi kom hjem fra stranden i dag, lå der et brev til mig på entrégulvet. ‘Overbragt’ stod der på kuverten.

    Det var en fyreseddel fra konkursboet, og dermed er jeg så fyret, fordi firmaet er gået konkurs. Det kom ikke bag på mig, så det har ikke ligefrem bragt panderynker frem. På en skøn dag som denne er det svært at bevare pessimismen 😀

    Eneste aber dabei er, at konkursboet ikke kan betale mig løn, så jeg skal have fat i min fagforening og Lønmodtagernes Garantifond, men mon ikke det lykkes at få løn før eller siden?

    På mulighedsjagt

    Noget af det fede ved at blive fyret er, at jeg nu (igen) får mulighed for at tage mit arbejdsliv op til revision. Jeg bliver nødt til at hoppe ud af trædemøllen og kan ikke længere bare gøre som jeg plejer, for om 2 måneder, senest, er det slut med at arbejde her.

    Så hvad vil jeg nu? Hvilken vej skal jeg gå? Principielt ligger alle veje åbne for mig. Der er også veje, der er lukkede eller som er ved at lukke sig eller som jeg slet ikke ønsker at gå ned ad, men stadigvæk er der ufattelig mange åbne muligheder.

    Jeg er i gang med at skrive ansøgninger. Jeg er blevet kontaktet via mit CV på nettet, og jobbet lyder som lige noget for mig. Dejligt! Dertil kommer 5-6  andre jobs, som også i varierende grad er lige mig. Så der skal knaldes ansøgninger afsted i dag. Alle jobs er jobs, som jeg kunne se mig selv i nu og på langt sigt.

    Nogle af de jobs, jeg har tænkt mig at søge, rammer ikke lige min kernekompetence og mine erfaringer, men jeg er åben for at skifte branche. Jeg er i skønhedsindustrien, og jeg er ved at være for gammel til det – eller bliver det i løbet af de næste 20 år.

    De fleste af mine produkter henvender sig til en målgruppe, der er yngre end jeg selv, og der kommer et tidspunkt hvor det bliver patetisk, at produktchefen prøver at være ung med de unge. Det bliver ikke ved med at virke autentisk.

    P.t. markedsfører jeg produkter til smukt langt brunt havfruehår, og jeg kæmper en hård kamp for selv at have sundt udseende langt brunt hår, ikke gråt og tjavset. Det går an nu, men om 20 år? Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med nogle produkter, som mere er mig. Det kunne være markedsføring af produkter til børn, fødevarer, medicin, telefoni eller it.

    Jeg er ved at spore mig ind på, hvordan jeg skal foretage skiftet – og få overbevist potentielle arbejdsgivere om, at jeg godt kan mestre det skift. For det kan jeg.

    Er intet nyt godt nyt?

    Jeg er lidt ked af det. Indeni. Uden nogen grund, og så alligevel. Jeg er bekymret. Jeg har ikke noget job, og jeg føler heller ikke, at jeg er tæt på at finde et. Der har ikke rigtig vist sig noget.

    Sådan kan det fortsætte i månedsvis, sådan er virkeligheden for rigtig mange jobsøgende.

    Jeg har fået ét afslag, samt besked om at tre jobs, jeg har søgt, alligevel ikke skal besættes lige nu. Der til kommer to uafsluttede forløb, hvor jeg ikke føler mig sikker på noget som helst. Som timerne går smuldrer min tro på, at det bliver til noget. I dag har jeg sendt tre ansøgninger afsted.

    Jeg prøver at overbevise mig selv om, at ‘intet nyt er godt nyt’, for det er det jo, right?

    ‘Det forbudte spørgsmål’

    Jeg er kun en enkelt gang blevet stillet det ‘forbudte spørgsmål’ ved en jobsamtale, men jeg har erfaret, at det er helt normalt at få stillet ‘det forbudte spørgsmål’. Flere af mine jævnaldrende medsøstre har fået stillet samme spørgsmål i mere eller mindre indirekte form.

    “Nå, du er 40 år, og din søn er snart 3? Så skal I da snart have en til?”

    Da jeg fik stillet spørgsmålet, var jeg ikke parat til at svare på det, for jeg havde forberedt mig på alle mulige andre spørgsmål end det. Så det blev noget væve-væve, nej-da-vi-skal-ikke-have-flere-børn-lige-nu-snik-snak, som formentlig stank af blafrende æggestokke omend det ikke var tilsigtet.

    Jeg fik ikke jobbet, og det kan der så være 1.000 andre gode forklaringer på, men tilbage står, at jeg fik spørgsmålet under den indledende samtale, og det var i denne forbindelse, at der var mismatch mellem min potentielt kommende arbejdsgiver og jeg. Bortset fra det var jeg et perfekt match, fik jeg at vide.

    Jeg forstår godt problematikken, når spørgeren er en mindre virksomhed, hvis overlevelse er afhængig af at en bestemt kunde skal blive i butikken. Så kan det være katastrofalt, hvis den nye person, som skal pleje denne kunde, kort tid efter trækker stikket ud for et år. Man kan selvfølgelig ansætte en barselsvikar, men det giver turbulens og uro i forholdet til kunden, og der er en reel risiko for, at kunden finder en mere stabil samarbejdspartner.

    Ud over udsigten til at undvære en dygtig medarbejder i op til et år, kommer der udgifter til barsel, til en evt. vikar etc. Summen af det virker afskrækkende især på mindre virksomheder og stigmatiserer kvinder i alderen 26-42 år. Det er et problem, som ingen taler om.

    Bevares, der er da gjort noget for at beskytte mod kønsdiskrimination af fødedygtige kvinder: Det forbudte spørgsmål er jo blevet forbudt. Det er bare fuldkommen illusorisk at forbyde spørgsmålet, for i stedet konkluderer arbejdsgiveren ud fra alderen på CV’et, hvorefter man modtager et vævende afslag, som man ikke helt forstår.

    Uanset om man som kvinde i alderen 26-42 år får det forbudte spørgsmål eller der konkluderes ud fra CV’et, så risikerer man at blive stemplet som dødvægt i form af omkostninger til barsel, vikar, turbulens og generel uro. Det er naivt at tro, at det ikke foregår.

    Ville jeg have foretrukket, at de havde set mit CV og valgt mig fra pga. køn, alder og 1-barns-status? Nej, jeg er glad for, at jeg fik chancen for at prøve at overbevise dem om, at jeg er et godt parti, selvom jeg er 40-årig mor til et barn. De blev i tvivl.

    Samtidig er jeg glad for, at de valgte at være ærlige overfor mig, for jeg forstår deres beslutning. Hvis jeg var i deres sko, havde jeg gjort mig samme overvejelser. Jeg håber bare, at jeg havde været mere modig, men ærligt talt – det havde jeg nok ikke været ved udsigten til at risikere at tabe penge.

    Jeg kender ikke løsningen, men jeg tror ikke, at tvungen delt barsel er vejen frem. Der vil stadig være 6 måneder uden en nøglemedarbejder plus en masse omkostninger. I mindre virksomheder, som lever af enkelte klienter er det ikke alene økonomisk kompensation, der vil hjælpe.

    Den økonomiske mulighed for at ansætte en dygtig vikar er vigtig, vil jeg tro, og så er det lige meget om vikaren er der 6 eller 12 måneder. Men stadigvæk er det ressourcekrævende at ansætte en vikar og køre vedkommende ind. Det bliver aldrig easy-peasy, når en kvinde skal på barsel.

    Tilbage står, at jeg har alle de ønskede kvalifikationer – det er jeg glad for. Men jeg har kun ét barn, og jeg er 40 år, og det er i nogles øjne ikke attraktivt. Ærgerligt for dem. Jeg leder videre efter den arbejdsgiver, som ser den samlede sum af mine kvalifikationer og min person som en mulighed, ikke en trussel.

    Fest for Fyrede

    Jeg var til ‘Fest for Fyrede‘ i går. Det var et arrangement, som jeg faldt over på JobIndex, da jeg alligevel tilbringer timevis derinde for at gennemtrawle annoncer og oprette CV. Jeg var absolut ikke overbevist om, at jeg var klar til at fejre min fyring med en fest, men da alle mine fyrede kolleger skulle derud, gad jeg jo ikke være hende den sære bænkevarmer. Jeg tilmeldte mig og fik en plads. Kort efter var der udsolgt.

    Mandag morgen var mit humør ikke videre fest-agtigt, og jeg overvejede alle mulige og umulige undskyldninger for at lade være. Jeg tog endda drengens temperatur, fordi han føltes lidt varm. 36,9 viste termometeret .. ‘lillemor, du er i gang med overspringshandlinger en masse!’

    Afsted med mig, og godt for det! Festen startede med en personlig velkomst, hvor vi blev mødt af smilende netværkere, som gav hånd og præsenterede sig. Lidt mærkeligt, men okay. Der var mennesker overalt, der var stegende hedt og ikke til at komme rundt, så vi fandt baren, hentede en gratis kold sodavand og fandt en plads i salen.

    Rammen blev sat af Rikke Thygesen, som blæste os bagover med sin energi og satte rammen for dagen. Hun blev fulgt op af Carina Heschler, som fortalte på en mere rolig måde om sin kærlighed til at netværke. Jeg blev hurtigt smittet af deres entusiasme, det var en god start på en god dag med inspiration og motivation. Herefter fulgte indlæggene på stribe. Alle indlæg var interessante og relevante på hver deres måde.

    Der var et indlæg om smerten ved at blive fyret, hvor det gik op for os hvorfor en fyring slår så hårdt. Hjernen kan simpelthen ikke skelne mellem fysisk og psykisk smerte, og en fyring rammer hjernen så hårdt som et fysisk knock-out.

    Velmente råd som at man skal ‘tage sig sammen og komme videre’ er normalt ikke noget, man siger til en med et brækket ben, men det er lige præcis det man som fyret får at vide – vedkommende, der siger det, er sikkert ikke klar over, at smerten er den samme, selvom det jo ‘bare’ er et job og ikke et brækket ben.

    Det næste indlæg var dagens bedste indlæg om personlig gennemslagskraft. Det var et stærkt motiverende og tankevækkende indlæg leveret med seriøs gennemslagskraft af Jesper Klit. Jeg blev bekræftet i, at noget af det jeg gør fx til jobsamtaler er fint, samt at andet skal jeg arbejde med. Men ikke det hele på en gang – en ting ad gangen!

    For eksempel er jeg ikke god nok til at stille spørgsmål, fordi jeg føler, at jeg derved overskrider andres grænser. Jeg er godt klar over, at mangel på spørgsmål oftest tolkes som manglende interesse, men alligevel er det noget, jeg ikke har gjort noget særligt ved. Det vil jeg så gøre nu.

    De sidste to indlæg var mere praktiske – om at skrive en god ansøgning, et godt CV og om at søge job på alternative metoder. Det er altid rart med inspiration, men jeg blev bekræftet i, at min ansøgning og mit CV er fint. Det skulle det jo også gerne være efter at jeg fik det gennemarbejdet, da jeg var i outplacement i november 2010.

    Dagens net take-out er, at 70% af alle jobs besættes via netværk. Og jeg er ikke særlig stærk på netværksfronten, så jeg må nøjes med de sidste 30%, der opslås på klassisk vis på nettet. Dumt, egentlig, for jeg har masser af kontakter. Jeg er nysgerrig, social og vil gerne lære ‘the art of networking’. Det er mit næste projekt. Ud over at søge nogle jobs.

    Hilsen fra det sorte hul

    Super, jeg nåede dårligt nok at poste et totalt overskudsagtigt indlæg med 10 bud, før jeg med 110 km/t rammer det sorte hul. Her til morgen var drengen atter ked af det og klagede over at skulle i børnehave. Han græd, blev hysterisk og sagde ‘dumme børnehave’ og ‘mig ked af det’ og var i det hele taget svær. Det gik lige i hjertet på mig, og mit hjerte er så åbent lige nu.

    Jeg har en eller anden form for desperation i mig, hvor jeg ubevidst søger efter ‘et nyt liv’, hvis jeg kan sige det på den måde. Jeg har ikke noget job og ikke noget at stå op til lige om lidt, samt en snarligt meget presset økonomi. Selvom jeg ikke har mistet troen på, at jeg får et job indenfor de næste 2½ måned, så rammer pessimismen mig af og til som en hammer, for hvad nu hvis jeg ikke får et job …? Hvad er plan b?

    Kan jeg være så heldig at få et job, som jeg på samme måde som mit gamle job kan få til at passe sammen med min familie og de værdier, jeg gerne vil stå for? Jeg kan ikke bare vælge at gå hjemme, det er vores økonomi ikke til. Jeg er nødt til at have et fuldtidsjob med en fuldtidsløn, for ellers har vi ikke råd til en almindelig hverdag. Jeg må tage det job, jeg kan få, og så få alt andet til at passe til dét job. Jeg kan ikke tillade mig at være kræsen lige nu.

    I forvejen bor vi billigt til leje og lever økonomisk med madplan osv. Drengen får ikke nyt tøj, altid genbrugt. Jeg prioriterer at købe nyt fodtøj til ham, men det er ét par sko per sæson, så han har typisk ikke nogen sko at skifte med. Hovedparten af mit tøj er også købt i genbrugsbutikker, og det jeg køber nyt, køber jeg på udsalg i H&M. Ferier er low budget, og sådan skal det også være, når vi kun har en indtægt og en SU.

    Ingen af delene klager jeg over, for det er som det er lige nu – men det er derfor, at jeg er bekymret over udsigten til hvad der sker, hvis jeg ikke finder et job. Dagpenge og SU skal vi så leve af. Huslejen spiser det meste og hvad så?

    Tilbage til dagens mavelanding i det sorte hul; jeg kom afsted til børnehaven med en ulykkelig Nicholas på armen. Jeg vil allerhelst beholde ham hjemme, når han har det sådan, og det tænker jeg, at han mærker. Jeg prøver at være glad og munter, men jeg kan ikke lyve overfor ham. Kun med ord, men ikke med min krop.

    Og så er det lederen af børnehaven siger ‘du må snart tage nogle fridage eller en uge fri, så I kan være sammen, for din søn trænger så meget til dig! Han kan godt mærke, at du er blevet fyret – dine følelser smitter af på ham’

    Det er velment, og hun har sikkert ret. Men – wham! – bemærkningen rammer som et højre hook og strækker mig til gulvet med en dyb smerte i hjertet. Men jeg var jo hjemme med ham torsdag-fredag i sidste uge, og jeg har et møde i dag, så det kan ikke blive i dag, og en enkelt fridag koster mig 1.100 kroner, fordi jeg ikke har mere ferie, så det er reelt ikke en mulighed, jeg har.

    Men jeg siger ikke noget, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, for jeg kommer bare til at græde. Jeg sidder i børnehavens sofa og krammer min lille ulykkelige dreng og føler mig helt helt og aldeles ulykkelig og utilstrækkelig. Jeg tager mig sammen, smiler og snakker muntert med ham, og jeg får ham afleveret i rimelig godt humør.

    Jeg bliver snart fritstillet, og det er snart påske. Så der er snart masser af tid sammen. Men er ‘snart’ godt nok, når det handler om mit barn? Det synes jeg jo ikke. Kunne jeg vælge frit, ville jeg ikke aflevere ham i dag eller i denne og næste uge, men en uges ferie vil koste 2/3 af huslejen, og hvor skal pengene så komme fra?

    Så får jeg en følelse af at være fanget. Fanget af en presset økonomi og udsigten til en økonomi, der ramler sammen om 3 måneder, hvis jeg ikke får et job. Og så kortslutter det indeni mig, og mine følelser overvælder mig, så det ramler, og så går jeg tudende hjem fra børnehaven.

    Jeg skal samle mig sammen nu og få de lovede opgaver fra hånden her til formiddag. Jeg skal til møde efter frokost med en gammel kollega, og måske er det noget, der kan være relevant på jobfronten, måske kender hun nogen? Og så nytter det ikke, at jeg føler mig så lille bitte og dårligt tilpas som jeg gør nu.

    Jeg må ikke miste fokus. Min søn er det vigtigste. Samtidig med at jeg får taget tid ud af programmet til ham, er jeg nødt til at finde et job, så vi ikke alle sammen kører fuldstændig ned på grund af en ramlende økonomi om 2½ måned.

    Hvem sagde, at det skulle være let? Nå, jeg læser lige de 10 bud igen, og så er det bare op på hesten igen. Shit, altså – en møgmorgen!

    Fra fyret til aktivt jobsøgende

    Faldt lige over disse 10 bud for ‘os fyrede’ på kommunikationsforum.dk og skynder mig at add’e dem her, så jeg kan kigge på dem regelmæssigt, når jeg falder i et sort hul:

    1. Hold op med at have ondt af dig selv.
    2. Gentænk dig selv og dine evner.
    3. Ignorer andres pessimisme.
    4. Drop din egen negative attitude.
    5. Lav et fedt CV.
    6. Skab og udnyt netværk.
    7. Betragt jobsøgning som et job.
    8. Planlæg og hold dig til planen.
    9. Bliv ved med at udvikle dine evner.
    10. Tro på dig selv.

    På nuværende tidspunkt har jeg opdateret CV – og mand, det er et fedt CV! Jeg har oversat det til engelsk – oh boy, det er et fedt CV! Jeg har søgt 3 virkelig fede jobs, og der er flere jobs, jeg skal have søgt.

    Jeg har meldt mig til ‘Fest for fyrede’ på mandag, og til et netværks-introduktionsmøde på næste fredag. Jeg har takket ja til min fagforenings tilbud om karriererådgivning  og skal have fastsat en dato. Jeg har ‘spredt ordet’ på diverse online netværk.

    Så nu er jeg ikke ‘bare’ lille fru fyret, nu er jeg aktivt jobsøgende og har taget det fulde ansvar for min situation. Bring it on!

    Må man sige f-ordet nu?

    Nu har jeg jo indtil videre ikke haft det store held, hver gang jeg har taget f-ordet i min mund. Hver gang er det blevet belønnet med sne og frost, men nu vover jeg altså pelsen, for nu føles det virkelig som forår. Det er faktisk svært at bevare pessimismen, når solen skinner, og dagene bliver længere og længere.

    Et af mine privilegier som fyret er, at jeg kan tage mig ekstra tid til min familie – der er ingen stress om morgenen. Ikke noget med at være på kontoret inden 9. Så jeg tager min tid hver morgen nu.

    Knægten har jo i næsten 2 uger været dybt ulykkelig over at skulle i børnehave, og nu har jeg en gylden mulighed for at gøre morgenerne lange, rolige, hyggelige og langsomme. Jeg afleverer ham blidt, blødt og langsomt, så han får tårerne tørret bort og piler afsted med sine venner uden at ænse mig. Han har slet ikke tid til at sige farvel til mig, når han lige som er faldet til i sin lille gruppe af venner, og jeg hører hans perlende latter, når jeg går.