Jeg hentede NC ved 16-tiden efter en lang dag, der gik med at bytte julegaver, købe strømpebukser til NC, bekæmpe mega-hovedpine samt led øjenbetændelse, glide på røven, smadre knæ, vaske tøj, rydde op, smide julepynt i kælderen og generelt gøre klar til i morgen.

Vi kom ud af vuggestuen, og han gik i modsat retning af hjem. “Tog!” sagde han, og jeg forstod helt præcist, hvad han mente. Han ville ned og se toget. Så det gjorde vi. Jeg tog ham i hånden, og han halede ivrigt afsted med mig.

Vi var heldige; vi så 4 tog, en bus, to fly og rigtig mange biler. “Øjjj!” råber han begejstret, hver gang han ser en bil. Og han græd, da bussen kørte fra stoppestedet og forsvandt om hjørnet. Toget gjorde ham stum af begejstring.

Ved siden af står jeg og genopdager, at et tog faktisk kan være et mirakel. Noget helt ekstraordinært!

Mæt af indtryk fik vi hjem. NC sad på køkkenbordet og proppede en banan i hovedet, mens han snakkede og grinede.

Allan lavede kylling i karry med banan og æble og ananas, og NC elskede det. Han spiser så meget som en voksen mand, når maden smager ham!