En gammel klassiker er bogen “Hvad kan jeg blive?”. Generationer af unge kvinder har bladret i den bog for at søge inspiration. Bogen er ikke særlig inspirerende, og derfor vender man som ung søgende kvinde blikket mod ‘virkelighedens kvinder’ for inspiration. Og hvem er de så, ‘virkelighedens kvinder’? Dem, vi hører om, dem vi læser om i blade og aviser?

Jeg har lige læst, at dansk erhvervslivs mest omtalte kvinde i 2009 er Anni Fønsby. Jeg synes, at det er forstemmende, at resten af kvinderne i dansk erhvervsliv ikke vækker mediernes interesser. Hvis man er 15 år og overvejer, hvad man skal lave, når man bliver voksen, så er det foruroligende, at Danmarks mest omtalte selvstændige erhvervskvinde ernærer sig dels ved rufferi og dels ved at gifte sig med en millionær. Jeg vil ikke skyde på Anni Fønsby. Hun gør det så godt hun kan, og hun er den hun er. Det er ikke hende, det handler om.

Der er nemlig noget i vejen med mediernes fokus på kvinder, for hvordan skal vi inspirere unge kvinder til at blive andet end ‘noget kreativt’, når vi i mediebilledet stort set aldrig præsenteres for kvinder der har succes i de kedelige nørd-fag. Mit fag er ikke et af de allermest kedelige fag set udefra. Jeg undrer mig bare – har Alt for Damerne nogensinde interviewet en kvindelig marketingchef, produktchef eller marketingkoordinator? Jeg tror det ikke. Måske har man ringet til en produktchef hos et større kosmetikfirma for at fortælle læserne hvilke tøj- og kosmetikmærker hun foretrækker. Ikke for at fortælle læserne hvad hun laver. Hvad med at ringe til Asger Aamund og høre, hvordan han bliver strandklar op til badesæsonen? Nej, vel?

Det er synd, men det er simpelthen ikke spændende nok – der er ikke meget glamour og sex og cocktails over at arbejde med marketing, økonomi og mange andre nørdfag. Det er hårdt arbejde i et gråt kontor ude på vestegnen, lange arbejdsdage, automatkaffe, bilkøer, budgetlægning og så en enkelt presseevent hvert 4. år, som måske umiddelbart ser glamourøs ud, men ikke er det, fordi sådan en event er resultat af måneder med benhårdt arbejde, minutiøs planlægning og budgetstyring. Men for rigtig mange kvinder er det netop sådan en hverdag, der gør dem til nogle af dansk erhvervslivs dygtigste, mest inspirerende, visionære og engagerede ledere og mellemledere. Uden at medierne interesserer sig for dem overhovedet.

I stedet er damebladene fulde af kvinder, der laver mad, indretter hjem, laver smykker, syr unikt babytøj, laver deres egen kosmetikserie eller er coach, skønhedsekspert, helseekspert, præst, yogainstruktør, hårstylist (ikke frisør), blogger eller skriver bøger. Det er så tuttenuttet, pænt og artigt, og det er jo sådan vi helst vil opfatte kvinder (ellers ville vi vel købe nogle andre blade, ik?). Den søde artige pige bliver hyldet og får et dobbeltopslag i Femina, når hun laver en fin perlekæde eller et flot tørklæde. Come on!!

Samtidig med massiv fokus på kvinder, der laver ‘noget kreativt’, er der masser af omtale af ‘uheldige kvinder i høje stillinger’ som for eksempel politikere. Her oplever man kvinder, der bliver tromlet, jordet og tvunget ud i mørket. En kvindelig politiker oplever, at hendes valg af ægtefælle udstilles som, at hun har et fader-kompleks. Kunne det omvendte foregå? Når en mandlig politiker ses med sin unge kæreste omtaler man jo ikke hans lolita-kompleks. Vel?

Kvindelige politikere får ikke just en behandling, der bør gøre nogen stolte, og det kan derfor ikke undre nogen, at kvinder holder sig væk fra politik. Hånden på hjertet; hvem af os kan sige os fri for at have rod i økonomien, spise for meget slik, drikke for meget cola eller rødvin, købe plasticposer, smide madrester ud, køre bil i København og utallige andre ting, som er politisk ukorrekte og kan sende én i bad standing på 10 sekunder.

Jeg kan godt forstå, at man som ung kvinde hellere vil være noget kreativt frem for at sigte efter at blive politiker eller økonomichef. Det virker så tillokkende og nemt, for uge efter uge ser vi fine reportager med en smuk kreativ kvinde i sit cremefarvede hjem, som fortæller om hvor godt det går, og vi stormer alle som lemminger ud for at få fingre i netop det særlige tørklæde, hun har lavet eller de øreringe, hun har designet. Hvad vi ikke kan læse om er, at mange simpelthen ikke kan leve af deres kreative gen, og at det hver eneste dag er en sej og hård kamp for mad på bordet. At det bliver hverdag med regninger, varer der ikke kan sælges, banken der smækker kassen i osv.

Jeg kan godt tåle at høre sandheden, og jeg har lyst til at høre mere – både om kreative kvinder, der kæmper for at holde deres forretning oven vande, og om kvindelige mellemledere og ledere, der hver dag gør en markant forskel i deres firma. Men jeg gider ikke flere skønmalerier, og jeg gider ikke flere tilsværtninger.

Må jeg få et abonnement på det, tak?