Det burde ikke kommer bag på mig, at jeg har fået en temperamentsfuld søn. Jeg er selv hverken flegmatisk, tålmodig eller rolig. Nicholas har virkelig meget temperament. Han eksploderer i raseri over nærmest ingenting, og jeg har en tendens til at eksplodere med ham. Sommetider er der (mindst) to gnistrende arrige personager under samme tag med far som den måbende tilskuer. Det er så mig, der er moren, mig der skal bryde den onde cirkel.

Og jeg ved det jo godt. Det hjælper ikke at møde vrede med vrede. Råb med råb. Ja, han er et lille menneske, men han er også et ufærdigt menneske. Han kan ikke sige, hvad der er i vejen. Han må vise, hvad det er, han vil, ved hjælp af sine få ord og begrænsede evner. Hvor arrig ville jeg selv blive, hvis jeg ikke kunne udtrykke mig og få folk til at forstå selv de mest basale ting?

Jeg har en tendens til at besvare hans vrede med vrede, hvis han bliver ved med at skrige. Det du’r ikke, det ved jeg, og jeg arbejder på at undgå at blive en del af problemet ved at møde hans vrede med vrede. Jeg er mor, og jeg skal kunne rumme hans vrede og frustration og afmagt uden selv at fare i flint.

Også selvom jeg ikke forstår ham eller synes, at det han bliver vred over, er åndssvagt. Som fx når jeg vil skifte hans ble midt i at han ser Thomas Tog.  Nogle gange kan det ikke vente – vi skal ud af døren, og så prøver jeg at forberede ham, at give ham tid til at omstille sig til et bleskift, selvom han ikke vil det lige nu. Jeg forklarer ham, hvorfor det er nødvendigt at afbryde ham i det, han laver. Og det hjælper ofte lidt. Det tager lige toppen af hans vrede.

Så jeg arbejder med det, men jeg kan ikke altid undgå at ryge i luften, når han eksploderer. Lige som han kommer til kort, så kommer jeg også til kort nogle gange. Når jeg er blevet overfuset på jobbet, er bekymret for min jobsituation eller ikke føler, at jeg slår til – hverken på jobbet, som kone eller som mor, så rammer han lige i solar plexus, når jeg står med ham, og jeg slet ikke fatter, hvad der gør ham så rasende, så jeg kan hjælpe ham. Så forstærker hans reaktion min følelse af utilstrækkelighed, og så skal jeg virkelig passe på med ikke at ryge i luften med et hult drøn.

Selvom jeg har besluttet, at jeg ikke vil være en råbemor, så bliver jeg det ind i mellem, men jeg er bevidst omkring det, og jeg prøver at styre udenom med små tricks. Jeg bruger mig selv som eksempel; ville jeg synes, at det er fedt at blive hevet væk fra min yndlingsfilm, fordi en eller anden havde en idé om at jeg skal noget andet? Næppe.

Ville jeg undlade at protestere, hvis nogen bar mig væk, når det er allermest skæg på legepladsen? Næppe. Medmindre jeg fik en forklaring og oppe i mit hoved kunne omstille mig til det næste, der skulle ske. Så jeg prøver at arbejde med den utålmodige del af mig og forsøger at tage mig tid til at give NC korte forståelige forklaringer, og jeg prøver at inddrage ham i beslutningen – prøver at tænde ham på, at nu skal vi hygge på puslebordet eller hygge ved sengekanten eller hygge over maden. Så han ved, hvad der sker og kan forberede sig på det.