Læggehønen

Efter lang tids venten. Æg skulle være taget ud i juli, men sommerferien kom på tværs, fordi menstruationen var 3 dage forsinket. God lang sommerferie delvis på sprøjten, delvis på p-piller. Foretrækker sprøjten, for p-pillerne gjorde mig kuk i kalechen.

Normalt har jeg ikke særlig meget tålmodighed. Hormonsprøjterne fjerner en god del af min i forvejen diminutive tålmodighed, mens p-pillerne fjerner min tålmodighed helt og aldeles. Så jeg har til tider været en prøvelse for mine omgivelser. Hysterisk, overfølsom og utålmodig. Super kanon at være sådan på sin sommerferie, der ikke bød på meget andet end regn i stride strømme. Det har jeg normalt ikke tålmodighed til, så forestil dig selv hvor let og omgængelig jeg har været.

Allan citerer Duran Duran:

You’re about as easy as a nuclear war

Jeg må give ham – og Duran Duran ret. Jeg har ikke været nem. Jeg har aldrig været nem, og et massivt hormontilskud det seneste år har absolut ikke gjort mig nemmere, rundere, mildere og lettere omgængelig. Tværtimod.

Nå, men omsider … omfuckingsider var der æg i kurven. Ægløsningssprøjte lørdag aften 19:30. Så ser man mig i bedste Christiane F stil sidde og fixe på toilettet til en 5 års fødselsdag. Super. Jeg var også på sprøjten i Berlin og følte mig faktisk lidt i båd med Christiane. Bortset fra at mine fix er seriøse bad trips og absolut ikke vanedannende. Humørsvingninger i seriøs negativ retning, blå mærker og hård hud på maveskindet. Super. Hvad man dog ikke gør for at få et barn…

I morges skulle vi møde på klinikken klokken 8, så det var tidligt op og aflevere NC. Så skulle jeg spise en penicillinpille og en halv beroligende pille. Omsider et ægte good trip. Vældig rar pille dér. Jeg var supercalm, smilede saligt, stressede ikke eller noget. Var bare dejlig fredelig og rolig.

Æggene blev pillet ud. Av, for den lede. Det er på ingen måde rart, men jeg var stadig høj på min halve pille, så det gik okay. Allan nussede mig på håret, og så blev jeg kørt på hvilestue. Det var det hele værd, for der var 17 æg, hvoraf to var overmodne, men 15 så umiddelbart fine ud. Nu ligger de i hvert sit reagensglas og hygger sig med Allans sædceller, mens jeg har sovet det meste af dagen væk, krabbet mig langsomt rundt og haft seriøst ondt i understellet.

På onsdag skal jeg på klinikken igen og have sat to æg op. Jeg håber, at der er nogle fine æg i mellem. Sidste gang var det to ikke helt supergode æg, der blev sat op. Resten blev kasseret, fordi de var af for ringe kvalitet til at fryse ned. Det blev heller ikke til noget. Allerede et par dage efter skyllede menstruationen hele molevitten ud igen. Det var vores første reagensglasforsøg. Men vores 5. forsøg på at få barn nummer to, for forud for reagensglasbehandlingen har vi været gennem 4 inseminationer, uden held.

Vi har været i gang i over et år nu. Min veninde, der startede i reagensglasbehandling samtidig med at vi gik i gang med første insemination, har en lille dreng på et par måneder, så jeg ved, at det kan lykkes.

Men det ævl med, at man er mere fertil anden gang er noget vrøvl. Det sagde fertilitetslægen også, for det spiller meget mere ind, at jeg i mellemtiden er 3 snart 4 år ældre end første gang jeg var i fertilitetsbehandling. Jeg bliver 40 år i februar. Det er forklaringen på hvorfor det er så svært. Fertiliteten forringes voldsomt år for år i min alder, men der er stadig stor chance for, at det lykkes i vores alder.

Kunne jeg gøre noget om, så var vi startet meget tidligere i fertilitetsbehandling. Vi skulle være startet, mens jeg var på barsel, for så kom fyringen, jobsøgningen, nyt job osv. Oveni det fertilitetsbehandling. Ikke just det mest stressfrie liv, jeg har haft de seneste år.