Når jeg tænker tilbage, så har jeg udviklet mig mest gennem kriser, modgang og fiaskoer. Jeg har lært mere af at falde så hårdt, at jeg har måtte kæmpe for at komme op igen, end af at få det hele serveret på et sølvfad.

Hvis jeg nu overfører denne teori på min søn, ser det ikke for godt ud … Jeg pakker ham ind i cykelhjelm, spænder ham jævnligt fast, om-arrangerer hjemmet så han ikke får noget i hovedet, sørger for sund mad, ikke for meget slik og kage, kun lidt sodavand, masser af solcreme, går efter sikre legepladser med faldunderlag, holder ham væk fra søen, vasker hans hænder så han ikke spiser jord eller det der er værre, sørger for varmt tøj så han ikke fryser, regntøj så han ikke bliver våd, undgår pftalater, bisphenol-a og så videre.

Giver jeg ham plads og lov til at fejle?

Der er en fin linje mellem beskyttelse og overbeskyttelse. Jeg kan skærme ham mod mange knubs, men jeg må også træde tilbage og lade ham lære på den hårde måde. Jeg tænkte ikke over den fine balancegang, før jeg fik ham, men nu hvor jeg har ham, så balancerer jeg som mor hver dag på linjen.

En del af mig vil bære ham på hænder gennem livet – der er intet, jeg ikke ville gøre for ham! Men den største gave, jeg kan give ham, er nogle gange at lade være og blot tro på ham. Tro på, at han kan selv og blidt puffe ham ud i verden.