Efter en lang nat – den anden i træk – blev det mandag morgen. Jeg har ikke været så grundtræt siden jeg engang havde festet hver aften i 3 uger i sommerferien – uden at sove længe. Nu er jeg 39, og to nætter med afbrudt søvn cirka en gang i timen gør det totalt af med mig. Og med Allan. Og med NC.

Han var træt lige fra han stod op, og han var pjevset og indimellem alligevel legesyg, fjollet og glad. Så det var lidt svært at sige helt klart  om vuggestuen var det rigtige eller om en dag hjemme var det rigtige. Allerhelst ville jeg blive hjemme med ham og sove lur med ham, hygge med ham og fjolle med ham. Men det tæller ikke, for sådan har jeg det mindst en gang hver morgen 🙂

Afsted kom vi – han spænede afsted over mod vuggestuen. NC hoppede i alle vandpytterne. Han samlede bog fra bøgetræerne og smed i kloakken og jublede over ‘ploppet’, når de ramte vandet.

Ovre i vuggestuen gemte han sig bag mig. Det gør han ellers aldrig. Han ville ikke slippe mig. Jeg gav ham hjemmesko på, tog hans overtøj af, og vi vaskede hænder. Han holdt sig tæt til mig. Hmm… Jeg talte med hans pædagog om det og sagde, at de ikke skulle tøve med at ringe, hvis han ikke kunne finde ud af at være der med ømt tandsæt. Det kunne gå to veje – enten ville han glemme sine ømme gummer eller også ville han være pjevset og umulig. Hun lovede at ringe, hvis det viste sig at være helt galt.

Klokken 9:45 ringede hun og med undskyldende stemme bad hun mig hente ham. Jeg svarede glad, at jeg var på vej og ville være der om ca. 45 minutter og takkede hende for, at hun havde forsøgt at få ham til at falde til ro, samt fordi hun ringede efter mig.

Jeg havde ikke nået meget mere end at se på mails, drikke en kop kaffe og tænde min computer. I omvendt rækkefølge, selvfølgelig. Jeg måtte aflyse et vigtigt møde, samt sende et par mails med besked om, at jeg måske er på mailen i løbet af dagen, måske ikke. Og så var det ellers ud af klappen.

Jeg stoppede hos vores lokale købmand og købte et par MiniMeals, vindruer, frikadeller, skinkesalat, et par kanelgifler alt sammen til at friste ham med – samt en Pepsi Max til mig selv.

Det var en meget mulet og hængeøret lille dreng, der mødte mig i gangen i vuggestuen. Han var helt mut og smilede ikke med det samme, da han så mig. Han bredte bare armene ud. Jeg samlede ham op og krammede ham. Han var helt mat, lille og sårbar. Klæbede sig ind til mig og listede en hånd ned i min bluse.

På hjemvejen hoppede han glad i samtlige vandpytter og samlede bog og ploppede i kloakken.

Nu ligger han og sover, og jeg er ved at bage boller. Amo Yoghurtbrød med revet æble i, bagt som boller i stedet for som brød. Det bliver bløde boller uden kerner. Kerner er ikke så rare at spise, når man har ømme gummer, og æblet gør bollerne søde, bløde og lækre. Jeg håber, at det kan friste ham til at spise noget. Han har ikke rigtig spist noget større måltid siden en gang midt i sidste uge før alt det her tand-halløj.

Nu dufter her dejligt, og jeg sidder og arbejder lidt, mens jeg drikker en kop te. Jeg er heller ikke ligefrem frisk og veludhvilet, men det er så hyggeligt lige nu.