Søndag brugte vi på at komme os oven på lørdagen. Ikke i gammeldags forstand med tømmermænd og nedsvælgning af spandevis af cola, fritter og burgere, men mere mentalt, for lørdagen bød på en vridetur gennem hele følelsesregistret. Allermest var jeg dog ked af det. Ked af, at jeg ikke forstod at lytte til min lille dreng, hvis hele krop og attitude skreg ‘Læg mig i seng, mor – jeg kan ikke mere!’ og usigelig ked af, at jeg satte mine/vores voksen-behov over hans umiddelbare og beskedne behov for ro og regelmæssighed. Det var dumt, og jeg fik løn som forskyldt.

Da jeg vågnede var min krop så træt og tung, at jeg nærmest ikke kunne holde mine øjne åbne. Jeg glædede mig til min middagslur i samme sekund jeg slog øjnene op. Jeg havde vat i hjernen, vat i kroppen. Jeg var ikke-vågen, ikke-sovende. Allan havde det på samme måde, men op skulle vi, for dér stod et styks pivfrisk NC og hoppede på stedet!

Vi hentede morgenbrød efter at have affodret NC med en skål havregrød og så kørte vi over til bedstefar og fik morgenkaffe. To kopper kaffe senere – glem det, jeg blev ikke en my mere frisk af det. Tværtimod (?). Jeg glædede mig allerede til min middagslur og skulle bare klare mig semi-vågent gennem et par timer. Jeg hang og gabte og prøvede at lege lidt togbane med NC, mens min krop prøvede at tvinge mig ned i liggende stilling.

Jeg fik 2 timer på øjet, mens NC sov. Det var livgivende. Jeg kan slet ikke fatte, at jeg var så træt. Føltes som om jeg ikke har sovet i månedsvis. Jeg var udmattet, og det tog mig heller ikke lang tid, før jeg snorksov. Allan trodsede trætheden og skrev skoleopgave det meste af dagen, mens jeg var langt væk i drømmeland.