Farvel Miss Perfect!

Den er til dig, Miss Perfect - grib!

Jeg har en gammel veninde. Hun besøger mig af og til, men mest når jeg ikke har det så godt. Hun har en sjælden evne til at få mig til at føle mig værdiløs. Jeg kalder hende Miss Perfect. Jeg har kendt hende siden jeg var barn, hvor hun ‘hjalp’ mig til at føle mig tyk, dum og mindre værd. I skolen gav hun de andre ret, når jeg blev mobbet med at jeg var tyk.

Jeg har brugt mange år på at blive klog, være dygtig, blive slank og søge anerkendelse. Måske fordi min far sjældent var hjemme eller altid så fjernsyn, da jeg var barn. Måske fordi han også fortalte mig, at jeg var for tyk – og stadig gør det. Måske fordi jeg blev rost, når jeg bestod en eksamen, men til gengæld skældt ud og råbt af, når jeg ikke kunne finde ud af min matematik. Måske fordi jeg fik at vide som 33-årig, at mine problemer var teenageproblemer, og dem gad min far ikke høre på længere.

Der er mange grunde til det, men faktum er, at jeg ikke kan ændre min historie, men samtidig har jeg ikke tænkt mig at være offer for den, hvis jeg på nogen måde kan vælge selv. Miss Perfect har fyldt meget og har været en stor del af mit liv. Det er hun stadig, men jeg synes, jeg har bedre styr på hende nu, fordi jeg kender mig selv. Jeg kender den side af mig selv, som gør mig sårbar overfor hende.

At blive mor sendte mig tilbage til usikkerheden og den manglende tro på mine egne evner, styrker og kvalifikationer. Jeg mistede fodfæstet for en tid, fordi jeg ikke var forberedt på, at jeg på sin vis skulle ‘genfødes’ til min nye rolle som mor. Jeg har fundet min vej, min måde og min styrke igen.

Jeg ved også, at hun har let spil, når jeg er træt og udmattet og for 3. dag i træk kommer for sent afsted fra arbejde, har glemt at købe bleer, samtidig med at min to-do-liste på arbejdet bare vokser og vokser, så dukker Miss Perfect op i mig og peger på nullermændene eller på min mave og lår og dunker mig i hovedet med, at vores hjem ligner en slagmark, og at jeg ikke får løbet hver anden aften, som jeg sagde jeg ville.

Jeg prøver at sige ‘pyt’, men tit bliver ‘pyttet’ til et hvæsende hidsigt ‘PYT’ mellem sammenbidte tænder .. men dog et pyt. Jeg har lært at acceptere, at jeg ikke kan være en funklende succes på alle livets arenaer uden at knække nakken – og så må jeg jo vælge og ikke mindst fravælge.

Det positive er, at jeg bliver bedre til at forvise Miss Perfect for hver dag, der går. For selvom mit BMI er for højt, er der intet, der overgår at tumle og lege med min søn på gulvet. Det er de ting, der former ham som menneske – det er de øjeblikke, han og jeg husker resten af livet. At vi så nyder de stunder sammen i en eksplosion af legetøj, rosiner, krummer og nullermænd – det er glemt om lidt. Det er ikke vigtigt, Miss Perfect!!

One Comment

  1. Kender hende godt, hun kommer også her i ny og næ. Jeg fornemmer dog at hun ikke længere er så glad for at være her, efter at jeg er begyndt at modtage hende med åbne arme og et blik der siger “du er fin som du er, men jeg er helt perfekt som mig”.
    God blog – og god søndag;)

    Like

Der er lukket for kommentarer.