De sidste 3 nætter er Nicholas vågnet ved 1-tiden og har været ekstremt ked af det (jeg gættede på mareridt, måske – men i hvert fald stensikkert en fase), og han har KUN kunnet sove tæt klinet ind til mig. Det har været hårdt, men dagene har faktisk været gode og sjove, for han har været så glad og for det meste nem og sød og fræk.

Her til formiddag gik det dog helt galt. Det var som om han var blevet besat. Han var SÅ træt, og jeg prøvede at lægge ham til middagslur. Han græd og skreg på en helt forfærdelig hjerteskærende måde, som vi kun meget sjældent hører fra ham. Jeg kunne ikke komme i kontakt med ham, han skreg bare. Efter 1 ½ time hvor vi havde prøvet alt lige fra at ligge og kæle i sengen, hans seng, min seng, sofaen, madrassen på gulvet til at se film, læse bøger og skændes med Allan. Intet af det virkede, skal jeg måske nævne.

NC var til sidst så desperat og skreg, at han var bange for mus, for mor og bare bange sådan helt generelt. Han skreg ‘hjælp, hjælp’ og ‘væk, væk’. Han skreg også av og en enkelt gang skreg han, at han havde ondt i ørerne. Øjeblikket efter var det ikke ørerne, men numsen. Altså ikke noget klart svar, og det kan man heller ikke forvente af en på 2½ år – men man spørger jo alligevel, når man ikke selv aner sine levende råd.

Til sidst ringede jeg til vagtlægen. Jeg var parat til at aflevere ham. Ikke fordi jeg var træt af at høre på hans skrigeri, men fordi jeg følte, at det her – det kunne jeg slet ikke magte.

Jeg var kommet totalt til kort, jeg havde ikke flere forslag. Jeg frygtede, at han havde fået en eller anden form for psykose, et voldsomt angstanfald, eller en pludselig opstået hjernesvulst, der var ved at stjæle min nemme dreng fra mig. Han havde ikke symptomer på mellemørebetændelse; ingen feber, ingen riven i ørerne, han sover længe om morgenen, er urolig om natten, men ikke værre end at jeg kan få ham til at sove igen.

Før jeg ringede til vagtlægen tog jeg hans temperatur. Det var nærmest umuligt. Han kæmpede voldsomt i mod og skreg som besat. Vi måtte to til at holde ham. Han havde 37,5 i feber, så det var ikke så meget, men vagtlægen sagde ‘kom med det samme, I skal være så hjertelig velkomne’.

Vi kørte til vagtlægen, vejen til Gentofte føltes uendelig. På vejen derover skreg han af al magt. Han skreg ‘hjælp’ og så mig ind i øjnene med et panisk blik. Mit hjerte frøs til is. Han ville have huen af, av av, og så ville han have den på igen. Han rakte armene mod himlen, og han rystede over hele kroppen. Sveden løb af ham.

Vagtlægen spurgte, om han havde haft en traumatisk oplevelse med en læge. Meget berettiget spørgsmål eftersom NC skreg af angst/smerte/panik og af al magt forsøgte at komme ud af stuen og af hospitalet. Hans skrig rungede i de højloftede gange, og jeg kunne intet høre af, hvad lægen sagde, så det tog Allan sig af.

Hans højre øje var fyldt med en meget kraftig mellemørebetændelse, så vi fik en recept med og satte kursen mod døgnapoteket i Lyngby. Tænk, at det var så simpelt. Mellemørebetændelse. En tåre trillede ned af min kind – var det bare det? Får jeg så min dreng tilbage?

Nu sidder han i sofaen, han har fået en panodil, og han har set Bee Movie og ser nu Minisekterne. Han griner, snakker og krammer mig. Panodilen virker. Men nu har han også symptomer på mellemørebetændelse. Nu klør hans højre øre gevaldigt, og han river meget ofte i det.

Jeg vidste, at jeg skulle have taget et kursus i at være mor – !!! Hvad fanden hjælper det at kunne lave en Long Island Ice Tea og en skudsikker marketingplan, når man ikke engang kan finde ud af, at ens søn har meget kraftig mellemørebetændelse?