Vi kvinder søger enighed og harmoni. Konfrontation, uenighed og konflikt er dårligt, det skaber disharmoni og ufred (i hvert fald i vores eget hoved). Som små piger har vi lært at udglatte, gyde olie på vandene og skabe enighed, fred og fordragelighed. Vi kvinder vil gerne være enige med alle og gøre tingene på samme måde. Vi søger veninder og forbilleder, der minder om os selv.

På en ikke særlig sød måde latterliggør, stigmatiserer eller udelukker vi andre (kvinder), som ikke gør som os eller ser ned på dem. Ve den kvinde, der træder ud af søstersolidaritetens usynlige kridtcirkel og bliver forfremmet, får en kæreste, taber 15 kilo, får et barn eller andre forandringer, som de øvrige kvinder i gruppen ikke har. Når hun ser sig tilbage, er hun alene og Globals samlede knivlager sidder i hendes ryg. Kald det misundelse eller hvad du vil, det er ikke særlig charmerende.

Vi ser andre (kvinders) alternative måde at gøre tingene på som kritik af vores egen måde at gøre tingene på, og vi bliver usikre små mennesker, der på ucharmerende vis langer ud efter hinanden og undlader at hjælpe eller bakke hinanden op.

Hele den her speltmødre vs karrieremødre-debat er efter min mening udtryk for netop dette. Uanset om vi er den ene slags eller den anden slags eller midt i mellem, så føler vi os kritiseret af ‘de andre’. Linierne trukket hårdt op, for vi vil alle vinde konkurrencen om at være Den Gode Mor.

Det er så hamrende uinteressant og fuldstændig meningsløst.

Du er ikke en Dårlig Mor, fordi andre gør det anderledes. Du er heller ikke en God Mor, fordi du gør som de andre. Du er en God Mor, når du krammer dit barn og tager dig af hans behov. Du ved, at du er en God Mor, når du ser dig i spejlet og ønsker at ændre dit liv for dit barns skyld – og du er en God Mor, når du ikke vil ændre det hele for hans skyld.

Uanset hvad de andre gør.