Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.