Røvtur!

Jeg er lige kommet hjem fra arbejde, klokken er 8:35, og øv!!! Kort fortalt, har jeg haft diarré siden et par timer efter jeg spiste en æg- og reje-mad på arbejdet i fredags. Lækkert.

Siden i søndags har jeg holdt maven i skak om dagen med feriepiller, men hver nat har jeg diarré et par gange. Nu har det stået på i en lille uge, og så kom den totale nedtur her til morgen: Jeg sked i bukserne i bilen på vej til arbejde. Ikke meget, men det er sådan set ikke det, der tæller. Det er bare så ydmygende. Jeg vendte bilen og næsen hjemad og kom til at græde lidt, fordi jeg følte mig så sølle og skidt tilpas.

Jeg talte med lægen og med min chef. Begge var heldigvis forstående, og jeg føler mig lidt mindre skidt tilpas efter et bad. Min læge satte mig på en streng diæt af tynd te, tynd æblejuice, ristet brød, gerne ristet rugbrød, blød-kogt broccoli ekstra saltet, blød-kogte meget saltede ris, bananer, revne æbler uden skræl, æblebåde uden skræl og Coca-Cola. Ingen kaffe, ingen mælk, ingen smør. Så om lidt skal jeg ud og handle lidt. Jeg krydser fingre for, at det ikke går galt med maven, før jeg når hjem til mit eget toilet igen.

Hvor er det bare nedtur at have det sådan. Heldigvis har jeg aldrig haft det sådan før. Håber heller ikke, at jeg får det sådan igen. Og nu skal det bare se at gå væk. GÅ NU VÆK! Hold da kæft, hvor skal jeg bare spise nogle kedelige sager i dag!

Skulle du også have problemer med diarré eller ustyrlig mave, så er Kræftens Bekæmpelses hjemmeside også fyldt med gode råd mod diarré. Det var det eneste sted, jeg kunne finde nogle brugbare råd – udover ferietabletter.