I sidste uge kunne man læse i sladderpressen, at en kendismand i en alder af 68 venter et barn med sin 41-årige kæreste. Det har jeg efterfølgende deltaget i en superfed diskussion på FB med nogle bekendte. Da ingen af os er vårharer overraskede det mig egentlig, at flertallet overvejende var negativt indstillede – ikke overfor morens alder, men primært overfor farens alder.

Til at begynde med, var der ikke særlig mange, der synes, at det er fantastisk, at ældre mennesker også bliver forældre – og har mod på endnu en omgang søvnløse nætter og bleskift. En skrev bare ‘det er synd for barnet’. Men er det det? Er gamle forældre virkelig så forfærdelige?

Argumenterne i debatten mod at få børn i så sen en alder er mange lige fra ‘det er synd, når de andre unger ser på ens forældre og spørger, hvorfor du har taget din bedstefar med’, samt at barnet næppe får mulighed for at lære sine egne bedsteforældre at kende.

Der blev indirekte sat lighedstegn mellem gode forældre = unge rørige forældre, der kan tumle og spille fodbold med sine børn. Og så er der aspektet med, at barnet kan komme til at skulle passe sine gamle syge forældre eller miste dem i en ung alder.

Jeg synes umiddelbart, at flere af ovenstående argumenter er udtryk for en noget antikveret holdning. Alderen på forældrene er efter min mening ikke afgørende for, om forældre er gode eller dårlige. Og der skal allerhelvedes meget mere til for at være god mor eller far end bare at være rask og rørig.

Der er ingen garantier for, at dit barn vokser op med en rask forælder, selvom du blev mor som 25-årig. Der er heller ingen garanti for, at dit barn ikke mister en af sine forældre, selvom de stadig er unge. En ud af 25 17-årige har mistet en af deres forældre.

Generelt synes jeg ikke, at mindreårige børn skal tage sig af sine syge forældre. Her er det familie, venner og samfundet, der må gå ind og hjælpe til. Det ansvar er alt for stort for barnet uanset om den syge forælder er 45 eller 65 år.

Jeg ved af erfaring, at det er hårdt at miste sin mor eller far, men jeg var heldigvis voksen, da min mor døde. Døden rammer særlig hårdt, når barnet stadig er barn og mister en forælder. Sorgen er kærlighedens pris, og med den rette støtte fra familie og venner, så vil et barn, der mister sin mor eller far i en ung alder komme sig og få et godt liv igen.

Mit bud er, at vi kommer til at se flere og flere ældre mennesker, der vælger at få børn. Og hvorfor ikke? Ældre mennesker i dag er ikke gamle i klassisk forstand. De fleste arbejder, holder sig i form og lever sundt. Mange har plads, tid og overskud til en efternøler. Tænk, at kunne kombinere sin efterløn med at se sine børn vokse op. Det kunne gå hen og blive det nye sorte!

I dag tilbyder man fertilitetsbehandling gratis til kvinder under 40 år. Kvinder over 40 skal selv betale, fordi samfundet ser det som spild af penge, idet chancerne er væsentlig mindre end i 30erne. Samfundet går dermed ind og bestemmer, at en 40-årig kvinde er for gammel. Hvad er det for noget?

Det er unaturligt at hjælpe kvinder til at blive mødre i en sen alder, siges det. Men det er også unaturligt at flyve. Holder vi op med det? Nej, vi prøver bare at flyve hurtigere og mere effektivt.

Da min mor var gravid med mig som 29-årig i 1972 skulle hun føde på en fødeklinik, fordi hun var en gammel førstegangsfødende, så på 40 år har den grænse flyttet sig i hvert fald 10 år. Mit bud er, at i løbet af en generation eller to er dén grænse flyttet yderligere opad aldersmæssigt.