Familieklassikere: Barndommens franske æblekage

Da jeg var barn, lavede min mormor af og til fransk æblekage i stedet for den klassiske danske æblekage. Opskriften gik tabt, men min mor og jeg prøvede at rekonstruere den ud fra en læseropskrift i et dameblad. Vi kom til sidst frem til denne variant, hvor man ikke koger æblerne til kompot først. Fordelen ved dette er, at man får crunchy stykker af æble, i stedet for udkogte æbler.

Til 4 personer skal man bruge

  • 6-8 æbler
  • 100g smuttede mandler
  • 100g smør
  • 1 dl sukker
  • 2 æggeblommer og 3 æggehvider
  • 1 tsk revet citronskal fra øko citron
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 spsk kanelsukker
  • Flødeskum

Start med at skrælle æblerne og skær dem så i tynde både. Hak de smuttede mandler groft. Rør smør og sukker luftigt, tilsæt æggeblommer, mandler og citronskal og -saft. Pisk hviderne til hårdt skum og vend dem forsigtigt i dejen. Læg æblerne i et smurt ovnfast fad, drys kanelsukker ud over og fordel æggemassen over dem. Bag æblekagen i 20 minutter ved 180C. Kagen serveres lun med flødeskum til på en kold dag eller som dessert.