Nicholas er syg, og har været det siden i går, så jeg er hjemme med ham. Han har øjenbetændelse, forkølelse og feber, så han er skravlet og pylret. Han sidder ved siden af mig og spiser gulerødder, mens jeg sidder og opdaterer CV. Jeg har lige forsøgt at overtale ham til at gå med på legepladsen, for jeg er rastløs og har virkelig brug for at komme en tur ud i det skønne skønne solskinsvejr. Men nænej, han ville hellere se Thomas Tog, så nu sidder vi her!

Jeg har hele morgenen spammet min chef med opgaver, som hun (eller en anden) skal tage over. Jeg vil ikke have, at der er noget, der falder på gulvet, så jeg overdrager allerede nu mine opgaver. Så er der håb om, at mit job dér snart er slut, så jeg kan slippe det totalt og fokusere på at komme videre. Det i sig selv er meget motiverende.

Jeg tænker ikke for meget over perspektiverne ved at være fyret på nuværende tidspunkt, for jeg er simpelthen stadig for hudløs og sårbar, og jeg kan mærke, at jeg lynhurtigt går i en form for panik. Det er klart, at jeg på et eller andet plan skal overveje, hvad vi gør, hvis jeg om 3 måneder stadig står uden job, for så skal vi klare den på SU og dagpenge.

Det bliver knebent, og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de ting og oplevelser, vi ikke længere kan tilbyde Nicholas, hvis det står på alt for længe. Sommerferie, f.eks. Jeg skal virkelig ikke tænke på det, for det gør ondt.

Trods alt er der jo 3 måneder til, og jeg kan godt få et job på 3 måneder. Ikke? For det var jo det, jeg gjorde sidst. Der tog det mig faktisk kun 1½ måned. Jeg skal lige finde mit gåpåmod frem igen, men det holder det altså lidt hårdt med, så længe jeg ikke rigtigt kan få lov til at slippe mit arbejde og komme videre.