Se fiskerne!

En fridag. En dag fuld af muligheder her midt i foråret. På papiret virkelig skønt, og fuld af muligheder for udendørs forårshygge med mand og barn.

Hvis bare ikke vejret mest af alt minder om noget, der er normalt i november. Regn, blæst, kulde … Vi havde talt om Zoo, Frilandsmuseet, Tivoli, Bakken, Dyrehaven …

Danmarks Akvarie. Det må være lige noget på en efterårsdag. Og så kan man klappe fisk fra 10:30. Super. Nicholas var straks med på ideerne og sang glad ‘Se fiskerne! Se fiskerne!’.

Afsted kom vi, og det var vi ikke ene om. Der var kø helt udenfor, selvom der ikke var særlig mange mennesker. Der var nemlig kun en kasse at betale ved. Nicholas glædede sig, og han var utålmodig, og han forsøgte at springe over i køen og snige sig ind. Vi stoppede ham, og han knaldede helt ud.

Mens jeg betalte, skreg han op og forsøgte at løbe væk. Han slog og sparkede og skreg i vilden sky, og vores humør sank med det samme.

Det var glimtvis hyggeligt, og Nicholas var interesseret i fiskene, men det er bare ikke børnevenligt indrettet. Akvarierne sad alt for højt oppe til, at han kunne komme tæt på fiskene, men jeg løftede ham op ved hvert akvarie.

20120517-184841.jpg
Han jublede, da han så Nemo og Marlin, og han blev bange for den elektriske ål, den store blæksprutte og den japanske gigant krabbe.

Det der var allermest nedtur var, at der alligevel ikke var mulighed for at klappe fisk eller kæle for krabber, som der stod på hjemmesiden. Den aktivitet var lukket (!), selvom der stod, at den åbnede klokken 10:30 på et skilt.

Så efter en times tid stod vi igen udenfor. Vi voksne var rimelig skuffede – 100 kr pr voksen næse føltes som optrækkeri for den oplevelse, men Nicholas var glad. Særligt for sin nye røde ballon.

Han fik sig nemlig en rød ballon, da vi var på vej ud. Han blev helt panisk over lyden, da den blev pustet op, men den røde ballon svæver over hans seng, hvor han ligger og sover til middag.