Vi startede dagen med at tage på loppemarked. Det var en succes, og nu har Nicholas i hvert fald den lækreste flyverdragt i skabet. En armygrøn Ver de Terre med pelskrave, som jeg fik for 300 kroner. Han fik også comboybukser, GAP fløjsbukser, en Hilfiger fleece cardigan, to biler og nogle t-shirts. Jeg fik et tørklæde i silke i friske forårsfarver.
Bagefter tog Nicholas og jeg til Bistrup og gik en tur rundt om Nonnesøen. Det tog et par timer, fordi alle grene og sten på vores vej blev kastet i søen med stor omhu. Vi så en ko, der sked, og en hel masse ænder. Nicholas blev bedste venner med en 14 uger gammel hvalp, som han sagde ‘sit’ til – hvorefter han kastede en pind i søen. Den satte sig ikke ned en eneste gang på hans befaling 🙂
På legepladsen sad vi i solen og delte en pakke med vandmelon og en saftevandsbrik. Nicholas rutschede et par ture, og så gik vi ned til søen igen og kastede med sten. Hna landede på numsen i mudderet, og han havde jord i ansigtet, på hænder og på numsen. Hans kinder var røde, og hans øjne lyste glad. Han var ikke til at slæbe med hjem, men da vi sad i bilen, gabte vi begge, og han sagde ‘vi er træt!’
Nu ligger han og sover, klokken er 17:25, og jeg vil gå ind og vække ham lige så stille.