Bondegårdstur

En af de få fordele ved at være fyret er friheden til bare at sige ‘ja’, når børnehaven spørger, om jeg vil tage med rollingerne på bondegårdstur på en onsdag i maj. Det var derfor ikke med jubel, at jeg fandt ud af, at det styrtede ned udenfor, da vækkeuret ringede klokken 5:40.

Vi tog afsted med bus i morges klokken 9, og vi var tilbage klokken 14. Nicholas ligger og sover nu – han faldt i søvn på hjemturen, mens han holdt mig i hånden. Jeg lagde hans sæde lidt ned og gav ham sutten, og så gik der ikke længe, før øjnene klappede i.

Dagen har været fuld af oplevelser. Bare det at køre bus er simpelthen fantastisk. Godt nok var bussen ikke gul, men da han først havde brokket sig over det og så, at der var gule gardiner og masser at se på udenfor var det glemt igen. På sædet bagved sad hans bedste ven, og hele vejen til Smidstrup var de hinandens ekko: ‘Se koen!’ sagde den ene, ‘se koen’ svarede den anden.

Smidstrup Farmen startede vi med at hilse på kaniner og marsvin. Det var Nicholas ikke så interesseret i, men til gengæld var han den første, der meldte sig for at få en ridetur på koen. Da han så sad der, var det en helt anden snak, så skulle han ned, for koen var stor og farlig, sagde han og spærrede øjnene op i skræk. Han gik rundt om koen, og så nysgerrigt til, da bondemanden trak den i yveret og sprøjtede mælk ud. ‘Babser!’ sagde han begejstret og pegede.

Gederne var mere hans størrelse, og han gik hen og klappede deres tykke maver. ‘Baby’ sagde han og prikkede en af de tykkeste i vommen. Som tak blev han stanget i ryggen af geden. Den var nok bare tyk, ikke drægtig. Han sagde ‘moaar, sig noget til den, den skubber!’. Jeg forklarede ham, at han skal være forsigtig og kærlig. Geden så skeptisk på ham, da han lagde hovedet på skrå og kælent sagde ‘ae-ae’, mens han strøg den over snuden.

De høns og gæs, der modigt gik hen til ham, blev også klappet. Han var ved at trille bagover, da hanen galede ham lige ind i hovedet, han grinede begejstret og råbte ‘hør mor – kyky!’. ‘IGEN!’ brølede han til hanen, der hastigt pilede den anden vej.

Vi kiggede på smågrisene, og da bondemanden tog en skrigende smågris op, stivnede Nicholas af rædsel, og vi måtte gå over og gynge en rum tid, før han turde klappe smågrisen, som i mellemtiden var faldet til ro. Vi stod i en halv times tid og sludrede med de 3 små grise. Nicholas var helt syg med dem, og de virkede faktisk også interesserede i ham – de snusede til ham, puffede til ham og legede tagfat med hinanden. Og så brød hans verden sammen, da vi skulle med bussen hjem. Uden grisene.

Han plagede om at få dem med – eller bare ‘en gis, mor, en lillebittebitte gis med hjem, moaaar?’ og så vrælede han, da jeg sagde nej. Et eller andet sted må man jo trække grænsen. Jeg vil ikke have flere grise ind på 4. sal der hjemme. Bare kald mig kedelig.

En af gederne fødte to gedekid, mens vi var der, så vi fik også lige æren af at se to vakkelvorne bittesmå gedekid trimle omkring. Nicholas var hverken interesseret eller imponeret, for han var optaget af sine grise.

Bondegårdsturen var en stor succes for Nicholas. Han har stadig svært ved at omstille sig og indordne sig. Han forstår ikke, at han skal stå i kø og vente til det er hans tur. Han eksploderer, når han skal vente, men jeg tog det i strakt arm. For en gangs skyld var der nemlig ingen bebrejdende blikke.

Pædagogerne kender ham jo, og de kender alt til hans måde at reagere på omstillinger på. Han mister overblikket, han mister kontrollen over situationen, han bliver usikker og reagerer med raseri og stritter imod med al magt. Han vil blive der hvor han er nu. Han vil selv bestemme, om han skal se får eller grise, samt hvornår. På det punkt er han lidt bagude i forhold til sine jævnaldrende, og det ved vi, der kender ham.

Det blev en skøn og hyggelig dag – også for mig. Jeg må indrømme, at jeg var noget bekymret ved tanken om en udflugt med Nicholas til et nyt og fremmed sted. Thomas Tog oplevelsen sidder stadig i mig, og jeg var egentlig nærmest overbevist om, at Nicholas ville få mere ud af bondegårdsturen uden mig. Men det var godt, jeg var med. Han var glad for, at jeg var med, og han var så sød og stor og modig. Han blev hysterisk et par gange, fordi vi skulle noget andet end det han havde sat sig i hovedet, men jeg fik ham på rette vej uden så mange ord, så det gik fint.

One Comment

  1. Frederikke siger:

    Jeg tror også, at det var godt, at du tog med. For din egen skyld. For der var der plads til Nicholas og plads til at du kunne være mor uden hensyntagen.
    Knus

    Like

Der er lukket for kommentarer.