Vi kom hjem klokken 18 fra en helt mislykket udflugt. Vi ville hente noget mad og tage på stranden, for det her kan meget vel være årets sidste sommeraften. I morgen vender møgvejret tilbage, og min ferie er startet.

Efter to aftener på Skodsborg strand og to aftener ved Furesøen, tog vi til Vedbæk for at hente mad og gå på stranden. Men mens vi kiggede på menukort, mødte vi nogle venner og deres altid velopdragne søde søn, som er nogle år ældre end Nicholas.

Nicholas knaldede helt ud, mens vi stod og snakkede. I stedet for at lege lidt med deres søn gav han sig til enten at skrige eller løbe væk. Vi stod på en havn, så det gjorde, at vi konstant måtte hente ham skrigende og sparkende tilbage eller med det yderste af neglene forhindre, at han hoppede i havnen.

Vi prøvede at gøre ham begribeligt, at han skulle blive hos os, men han skreg os ind i hovedet. Jeg opgav at deltage i samtalen og gav ham en lavmælt skideballe og beordrede ham til at sidde sammen med mig. Han skreg højt i protest og blev ved med at skrige mig ind i hovedet kun afbrudt af, når han stak af i løb mod kajkanten.

Vi mistede appetitten og lysten til at hygge os. Vores bekendte skyndte sig væk efter at have kommenteret vores skrigende søn, som heller ikke gad sige farvel. Vi sagde farvel til dem og sad som to gamle klaskede karkklude og stirrede ud på hver vores fjerne punkt i horisonten.

Nicholas blev ved med skiftevis at skrige og stikke af, mens vi sad og samlede os, og så tog jeg ham hårdt i armen og hvæsede ‘så tager vi hjem’ og slæbte vores storskrigende møgunge hen til bilen. Hele Vedbæk havn havde på daværende tidspunkt alligevel set og hørt os, og vores venner inviterer os aldrig igen.

Smertefuldt erkendende at sønnens opførsel er udtryk for forældrenes manglende evner som forældre havde jeg lyst til at gemme mig væk i et musehul. Skammen sved og brændte, mens vredens og frustrationens tårer pressede sig på. Den fuldkomne fiasko.

Det er overhovedet ikke sådan her, jeg vil være mor. På vejen hjem tænkte jeg desperat på udveje og løsninger og om det havde været lettere med en pige, for jeg fatter tilsyneladende ikke en meter af hvad der foregår i hovedet på en dreng. Eller om jeg mon kan magte opgaven på længere sigt.

Efter sådan en omgang er jeg så ked af det, at jeg kun har lyst til at være alene og slikke mine sår. For det er sår, det gør ondt at stå magtesløs med et barn, der er fuldstændig umuligt og umuligt at trænge ind til.

Det stinker at føle, at jeg ikke slår til som mor. Intet rammer mig så personligt og smadrer på ti sekunder min selvtillid til mine mor-evner som sådan en omgang.

Det sker sjældnere nu, at han går helt amok, og jeg mener – eller jeg mente faktisk indtil her til aften, at vi gjorde det på den rigtige måde, men nu er jeg ikke længere så sikker. Det lover ikke godt for vores sommerferie, når han reagerer så kraftigt på, at vi stopper for at snakke et fremmed sted.

Jeg tænker og tænker. Allan og jeg har mundhuggedes her til aften på grund af det. Vi er begge ramte, frustrerede og til tælling, samtidig med at vi begge er bange for, at ferien bliver en lang perlerække af skrig og skrål. I morgen er endnu en dag, jeg skal lige samle mig.