Sidder her på kanten af vores hotelseng og betragter Nicholas’ stille vej mod drømmeland. Klokken er 22:41, Allan ser tysk TV, mens jeg har læst historie og sunget godnatsange og krammet og kysset den sidste times tid. Nu er der næsten ro hos Nicholas. Han spjætter lidt i søvne og rækker ud efter mig. Det er ikke meget ro, man kan få i et hotelværelse, når man er den lille.

Nicholas vågnede fra middagslur ved 17-tiden, så han har sovet sent, så det giver også mening, at han først bliver lagt nu, men nu må vi vist også hellere se at komme ind i en mere normal gænge igen.

Mandag morgen starter jeg med et møde 8:15, og det plejer at være svært for mig at nå at være på jobbet mandag morgen til den tid. Der sker altid noget. Ting tager altid længere tid end de plejer, men jeg må jo bare planlægge mig ud af det.

Handle søndag, madpakke søndag, lægge tøj frem søndag – både mit og Nicholas’ tøj, huske hans skiftetøj og en pakke bleer. Huske min egen computer og gulerødder og et par æbler. Der skal vaskes tøj hele søndagen, så vi er klar til hverdagen. Jeg elsker hverdagen, når jeg har styr på den, og det gælder bare om at få godt begyndt!

Jeg vågnede faktisk med lidt af et mareridt i morges omkring noget på jobbet, som jeg ikke havde gjort rigtigt, jeg fik en skideballe og så viste det sig, at det slet ikke var mig, der havde klokket i det. Puha, det var en brat opvågning midt i ferien!