Himmelfartsdag?

Vi havde lovet Nicholas en togtur, og planen var at stå op, tage toget til St. Johann, kigge på byen og spise frokost på en cafe, som Allan kender fra da han var barn.

Helt fra morgenstunden var Westendorf fyldt med smukke festklædte mennesker i tyrolertøj med favnene fulde af smukke blomster. Alle havde travlt, for de skulle til messe. Vi kiggede nysgerrigt på. Butikkerne var lukkede, men det er de jo tit midt på dagen, så det tænkte vi ikke videre over.

Vi skulle med toget klokken 11 fra Westendorf, og efter at have fået bakset klapvognen ud af bagagerummet, som er godt fyldt, sat hjul på og bakset med billetautomaten, så stod vi på perronen klokken 10:59 med en billet til150 kroner. NU kørte det for os.

Eller …

Ikke helt. For der kørte ikke noget tog klokken 11, fordi den 15. August er en Feiertag. Arjmen super. Jeg blev godt sur. 150 kroners togbillet for the birds. Spæne forgæves rundt for at finde et sted at veksle penge, fordi automaten afviste alle Allans kort. Den accepterede mit, desværre. Alt ud af bagagerummet. Alt ind. Alt ud igen, og alt ind igen.

Vi gad ikke vente en times tid eller to på det næste tog, så vi tog bilen til St. Johann. Det var en vildt flot tur gennem dalen gennem Kitzbuhl. I St. Johann var alle butikker lukkede, men der var smukke festklædte mennesker over alt. Og så var det tordnende varmt.

Vi nærmest faldt over et rødt bumletog på torvet, og vi sprang lige på det. Det kørte en skøn 50 minutters tur rundt i St. Johann for fuld tyrolermusik, og Nicholas fik sin lovede togtur, så han var kisteglad.

I toget sad der en jævnaldrende glad pige med en sur mor lige bag os, som Nicholas vinkede til. De vinkede til hinanden, ind til moren forbød pigen at vinke medmindre der var nogen at vinke til. Nicholas talte åbenbart ikke. Nicholas og pigen fortsatte med at vinke til hinanden, mens moren skændte.

Vi tog på Konditori Rainer, som var et konditori, hvor Allan havde været med sine forældre, da han var barn. Det så fuldstændig ud som dengang. Rent faktisk så det sikkert også fuldstændig ud som i 50erne. Vi fik Strammer Max og en Apfel Strudel.

Vi kørte tilbage til Westendorf, Nicholas faldt i søvn i klapvognen på vejen tilbage til bilen, og jeg fik fragtet ham sovende ind i autostolen. Han vågnede først, da vi stoppede bilenved hotellet. Vi gik op for at sove videre, men det fik jeg forpurret, fordi jeg havde mere lyst til en kølig dukkert end en hed lur.

Vi klædte om og gik ned og svømmede 45 minutter i hotellets indendørs swimmingpool. Nicholas nægtede først at gå i vandet, men da han fik lov til at ridde på min ryg, og Allan legede Kyssemonsteret, så glemte han sin vandskræk totalt. Han hvinede af fryd, når jeg løb afsted i vandet med ham på ryggen og Allan i hælene.

I den katolske kirke er den 15. august Maria Himmelfartsdag. Altså, den dag hvor Jesus’ mor drog til himmels. Den havde jeg ikke lige set komme, og det var så derfor, at toget ikke kom. Det er så okay. Vi fik set så mange smukke festklædte mennesker med blomster, at vi blev helt glade i låget.

Jeg overvejer, om jeg skal have en Dirndl. Jeg har engang haft en. To, faktisk. Men hvis jeg skal have en Dirndl, så skal Allan og Nicholas have Lederhosen, og der trækker Allan alligevel grænsen.

Jeg har købt en grøn og hvidternet skjorte til Nicholas med Edelweiss på. Dirndl’en må jeg drømme videre om.