Står på en alpetop!

Nicholas ligger på langs, og der er helt udsolgt. Vi har nemlig været oppe i 1.770 meters højde med svævebane. To timers leg i fuldt firspring på bjergtoppen i den friske tynde luft har sendt ham til tælling.

Ganske kort fra hotellet ligger der en bjergbane, Alpenrosenbahn, som kører op til toppen af det nærmeste bjerg, som er 1.770 meter højt. Vi gik derover uden problemer, og vi preppede Nicholas ved at pege på bjerget og på de små gondoler, der dansede på snoren opad bjergsiden.

Han var totalt uimponeret, og han var absolut ikke bange for hverken gondol eller højden. Han pegede tværtimod glad ned og jublede over køer på størrelse med frimærker nedenunder. Der var også en traktor, og nogle mennesker, der rev græs sammen på bjergsiden langt under os. Alt sammen så han og kommenterede.

Det var en fantastisk tur. Westendorf blev mindre og mindre, og udsigten over dalen blev større og større. Pludselig kunne vi se bjerge med sne på toppen i det fjerne. Vejret var perfekt. Solen knaldede ned fra en skyfri himmel, og temperaturen i dalen lå på 30 grader, så det var den perfekte dag til at tage op i køligere luftlag.

På toppen af bjerget lå der en skihytte med et righoldigt udvalg af kaffe, kage, mad og drikke. Samt en legeplads, der fik alle legepladser til at blegne. Der var trampolin, lego, sandkasse, gynger, hoppeborg, små legehuse, cykler, biler, tog, pjaskevand m.m.

Vi startede ud med en is til Nicholas og en Apfel-Strudel til Allan og jeg. Det var et brag af en Apfel-Strudel vil jeg bare nævne! De kan være rigtig tarvelige, men denne her var friskbagt sprød og med chunky æblestykker med bid i, samt flødeskum fra en alpeko.

Jeg har aldrig smagt så lækker flødeskum, faktisk. Fløden må simpelthen stamme fra en glad alpeko med klokke om halsen, som spiser kløvere på sæteren hele sommeren!

Nicholas var i den syvende himmel på legepladsen, og han fandt snart en jævnaldrende østrigsk pige at lege med. De hoppede hånd i hånd i trampolinen, og han hentede stole til hende, da de legede i legehusene sammen. I hoppeborgen hoppede de også sammen.

Allan og jeg nød hele sceneriet fra hver vores liggestol. Det var simpelthen livet. Og en lang næse til alle dem, der har tvivlet på vores projekt “ferie med børn i Berlin og Østrig”.

Ferie i bjergene er så børnevenligt. Der er skattejagter, minivandreture, geocaching, samt lege- og tumlepladser til småbørn. Alle steder er der puslefaciliteter, og der er vandreruter for folk med barnevogne, samt mikrobølgeovne til at lune flasker. Man kan også købe et glas babymad.

På vores hotel er værtinden så sød og glad, og Nicholas løber afsted ned ad trappen hver morgen for at finde hende og sige ‘gut!’, fordi hun altid glad siger “geht’s Dir gut, junger Mann?” til ham.

Og Nicholas er også blevet 65 Feries mascot. Et helt hold pensionister klapper ham på håret i spisesalen og snakker med ham, og han korrigerer dem bestemt, når de kalder ham Nicolai. “Jeg hedder NichoLAS!” råber han bestemt.

Efter to timer på bjerget var det tid til at vende næsen nedad. Nicholas var ikke glad for at sige farvel til pigen og legepladsen, men han var alligevel også spændt på at køre med bjergbanen igen, så det var forholdsvis nemt at få ham med.

Turen ned i dalen var lige så afsindig flot som opturen, og vi havde det så sjovt. Vi grinede og fjollede og spiste riskiks med solbærsmag. Vi gik tilbage til Westendorf og så stimevis af småskøre mennesker lande i faldskærm på marken lige ved siden af.

De springer ud fra bjerget og svæver så ned i dalen. Nicholas himler op om ‘luftballoner’, der falder ned, når han får øje på dem, og jeg håber bare, at han ikke får nogle gode ideer!