Memory Lane

For “et par år siden”, altså før jeg blev gift, så havde jeg to tyske kærester. Okay, jeg må hellere indrømme det – det er 20 år siden, ing? Jeg var ikke kærester med dem på samme tid, men efter hinanden, og derfor rejste jeg en del frem og tilbage til Tyskland i en periode.

Jeg boede hjemme dengang, gik i skole og fik lommepenge, og billetten til Tyskland kostede 80% af mine månedlige lommepenge, så forelsket var jeg. I hvert fald et par måneder efter sommerferien. Og som bonus gav det en hel del street cred at have en tysk kæreste med bil!

Særligt da vi var på såkaldt studietur i Hamburg i gymnasiet, og hans venner viste os bl.a. rundt på Reeperbahn. Vores tysklærer var meget lidt begejstret. Unge tyske drenge i bil, kys, sprut, Warsteiner, Feigling, Reeperbahn og Grosse Freiheit var ikke del af pensum.

Min ene sommerferiekæreste boede i Ahrensburg nord for Hamburg, så det var også et convenient sted at overnatte på hjemvejen, for fra Ahrensburg er der ikke så langt til færgen. Ahrensburg ligger 500 km nord for Wurzburg, så det var samtidig vores længste dag on the road.

Vi sad fast i en kø syd for Hamburg i omtrent 30 minutter, hvor trafikken næsten stod stille, men ellers gled det stille og roligt. Vi var forholdsvist sent fremme ved Park Hotel Ahrensburg, så vi fik ret sen middag på den lokale cafe Rockefeller, som ikke har ændret sig nævneværdigt på 20 år.

Det er stadig et sted, hvor de unge mødes, før de tager i byen. Vi mødtes også der dengang og sad en stor flok og snakkede, spiste og hyggede os. Nu sad der en ny gruppe unge og grinede og drak ved ‘vores’ bord.

Maden var stadig supergod. Det er amerikansk inspireret mad, vi fik wraps og corn on the cob med coleslaw. Kæmpestore american size portioner. Det var virkelig lækkert og frisktlavet. Nicholas fik en stor portion tortellini, som han ikke rørte.

Efter vi havde spist, gik vi en lille runde i byen. Meget har ændret sig siden, men i hovedtræk kan jeg godt huske byen fra dengang. Der er dog kommet langt flere butikker, men iscafeen på torvet er der stadig, og vi hentede et par scoops der. Mums.

Vi grinede og fjollede, da vi kom hjem på hotellet. Det var stadig tordnende varmt, og vi sov uroligt.